Kystbyen Piran er Sloveniens sommerjuvel

Den bedårende by Piran på Sloveniens korte Middelhavskyst er landets svar på Dubrovnik, men med langt færre turister.

Ser man på et kort over Adriaterhavet, vil man hurtigt konstatere, at der har været klare vindere og tabere, når det gælder adgang til bølgen blå.

Italien har sin store bid af kagen, og Kroatien og Albanien har også sat sig på ikke så få kilometers kyststrækning.

Slovenerne derimod vandt ikke ligefrem lotteriet om at blive et Middelhavsland, men man fik dog en flanke på den nordligste del af halvøen Istrien, hvor både landets shipping, fiskeri og turisme i dag må deles om den trange plads. 

Efter nogle dage i det centrale Slovenien med besøg i blandt andet den smukke hovedstad Ljubljana, er jeg denne formiddag på vej i vestlig retning ud mod havet.

I løbet af natten er der faldet sne på de højeste tinder i de slovenske Alper nord for landets eneste storby, og tågebanker ligger tungt flere steder i det kuperede landskab.

Et landskab som Mallorca eller Provence

Godt en halv times kørsel senere begynder omgivelserne at ændre karakter fra frodigt og vådt til mere tørt og stedsegrønt, og bilens vejtermometer er steget markant. 

Pludselig går det op for mig, at jeg har lagt det centraleuropæiske bondeland bag mig, og at jeg nu befinder mig i et landskab, der minder mere om Mallorca eller Provence.

Her er cypresser, olivenlunde og haver med palmer og appelsintræer. Også husene har ændret karakter med muntre pastelfarver, som man kender dem fra især mange italienske lokaliteter.

Og det er ikke helt tilfældigt. Jeg er nemlig nået ud i et område af Slovenien, der var en del af Italien frem til slutningen af anden verdenskrig.

På de sidste 20 minutter af min køretur er der masser af skarpe sving og stedvise kig til kysten. Vejen er flankeret af pinjetræer, agaver og dværgpalmer.

I Italien på anden side af Adriaterhavet er landskabet fladt med laguner og lavtliggende bysamfund, men her på Istrien er det bjergrigt, og flere steder forsvinder klipperne næsten lodret ned i havet. 

Snart udfolder Piran – eller Pirano, som byen oprindeligt hed på italiensk – sig neden for den bugtede vej. Byens skyline er præget af røde tegltag, og byhuse og gamle købmandspalæer står skulder ved skulder med fronten mod kysten.

Tartini-pladsen: Mellem domkirke og fiskenet

Først kommer jeg til byens marina, hvor der primært ligger mindre både og vidner om, at dette ikke er et paradis for yacht-millionærer, men snarere et sted for lystsejlere, der nøjes med kortere ture op og ned ad kysten.

Herfra slår kajkanten og vejen langs den et smut helt ind i byens midte.

Til højre passerer jeg nu forbi den store Tartini-plads, der er omgivet af smukke, farverige huse. Over pladsen troner byens domkirke med en kampanile (klokketårn), som ses i talrige italienske byer.

På den venstre side af vejen er der et spraglet virvar af vuggende joller, fiskerbåde og bøtter, som er fulde af fiskenet.

Charmen fornægter sig ikke, og der er noget befriende ved, at turister og lystsejlere er parkeret et lille stykke væk, mens det er Pirans erhvervsfiskere, som med deres små fartøjer får lov at brede sig på siden af byens centrale torv.

Omgivelserne får mig til at tænke på Henrik Nordbrandts digt »I en middelhavshavn«. 

Blot et minut senere er jeg fremme ved Hotel Piran, der skal være mit hjem i de kommende dage. Den cremehvide bygning blev opført som et badehotel i den sorgløse belle-époque-periode og slog dørene op i sommersæsonen 1913.

Ejerne havde på det tidspunkt næppe forestillet sig, at et skud i Sarajevo, nogle hundrede kilometer syd for Istrien, skulle udløse første verdenskrig sommeren efter og sende hele regionen ud i et eksorbitant blodbad.

Op mod to millioner soldater i det nuværende Slovenien mistede livet mellem 1915 og 1918, og den spirende turisme i Piran døde selvsagt ud i denne dystre periode.

Patina og lokal hvidvin

Et mægtigt krydstogtskib har kastet anker et stykke ude på havet, og shuttle-både sejler turister fra alle verdenshjørner frem og tilbage mellem det flydende hotel og den gamle venezianske stad.

Efter indtjekningen på hotellet begiver jeg mig ud på gader og pladser, og navnlig langs havet ved siden af mit hotel er der liv og glade dage.

Fiskerestauranter ligger dør om dør med isbarer og cafeer, og mens nogle er i gang med den helt store skaldyrsplatte eller måske blot en portion linguine med hjertemuslinger, så har andre kastet sig over populære drinks som Negroni og Aperol Spritz med et fuldt panorama til det rolige hav. 

Jeg når ud til spidsen af Piran hvor den rustikke St. Clements-kirke deler pladsen med byens smukke fyrtårn fra 1876 og resterne af tykke fæstningsmure fra den venezianske periode.

Købmændene i Venedig havde mange fjender lige fra ærkerivalerne i Genova til tyrkerne og diverse pirater, men man formåede at holde på byen helt frem 1797.

Herefter begyndte en tid, hvor Piran blev kastet frem og tilbage mellem nye magthavere i Europa såsom Napoleon i Frankrig og habsburgerne i Østrig-Ungarn. 

Jeg nyder det fantastiske lys en stund herude på den yderste spids, hvor man har følelsen af at befinde sig på en ø, før jeg begiver mig ind i byens labyrint af brolagte gader.

Her har jeg stort set de gamle, skæve huse med deres pastelfarver for mig selv.

De fleste af gaderne balancerer på en knivsæg mellem det faldefærdige og indbydende patina, men ét er sikkert: Piran er alt andet end bling-bling, stangvarer og oppustelige badedyr. 

Til sidst rammer jeg Tartini-pladsen.

Den er omgivet af caféer, hvor både lokale og turister henslængt nyder gadens teater eller måske blot en pause, hvor bentøjet kan hvile sig over en drink.

Jeg følger trop og bestiller et glas af den lokale hvidvin fremstillet på Malvasia-druen. Det er kun gået én vej for Sloveniens vinproduktion siden uafhængigheden og afskeden med kommunismen i 1991: Op.

Dette glas fra den økologiske gård Korenika nogle kilometer inde i landet er ingen undtagelse, og udsigten til pladsen med Pirans hvidmalede rådhus og havnen længst ude, bliver ikke ringere, efter jeg har smagt på de liflige dråber.

3 oplevelser i Piran

Det er muligt at bade fra broer ud for blandt andet Hotel Piran, men det er først og fremmest stemningen, den smukke bykerne og byens placering lidt uden for alfarvej, der trækker. 

1. Zelenjavni-pladsen

Omme bag den store Tartini-plads finder man dette lille handelstorv, hvor lokale bønder falbyder sæsonens frugt og grønt, og det er her, man skal handle, hvis man har adgang til eget køkken.

Torvet huser også byens slagter og en velassorteret fiskeforretning. 

2. Bymuren og katedralen

Hævet over Piran finder man resterne af byens venetianske mur, der skulle holde indtrængende fjender fra landjorden væk.

I højderne knejser ligeledes den smukke hovedkirke, St. Georg-katedralen, der i sin nuværende form stod færdig i 1614.

Vejen herop er en smule stejl, men fører gennem den måske mest pittoreske del af Piran. Heroppe får man samtidig en fantastisk udsigt over hele byen, Adriaterhavet og Istriens kyst. 

3. Kulinarisk aften

Restauranten Stara Gostilna er den eneste i Piran, som er fremhævet i Michelin-guiden.

Den unge prisvindende chefkok Kristian Zule tilbereder en tasting-menu af lokale råvarer, og der er af samme grund en del fisk og skaldyr på tallerknerne.

Stedets sommelier har godt styr på de slovenske vine, og et måltid her er som en rejse gennem det lille land mellem Alperne og Balkan.

Coverbillede: Colourbox

FRI var inviteret af I Feel Slovenia, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 21. februar 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste kulturrejse? Find flere artikler her