Som feriedestination står Alabama ofte i skyggen af nabostaten Florida. Det er en skam, for ud over sol og hvide sandstrande får du her et indblik i fortidens betydningsfulde oprør, som er værd at kende til og huske på – særligt i en tid fuld af forandringer.
USA har toppet listen over mine yndlingsdestinationer, siden jeg som 11-årig satte fod på amerikansk jord for første gang.
Efter min seneste rejse i november har meget dog ændret sig, og mens Breaking News-overskrifter beretter om toldkrig, territorielle trusler og diversitetsdiskussioner, er mine tanker gået til de mange amerikanere, jeg gennem årene har mødt på mine ture.
Mennesker, som har givet mig et mere nuanceret billede af de forenede stater, og som sjældent bliver hørt, når bølgerne går højt.
Jeg lærer som regel mere om verden ved at være i den end ved at få den beskrevet, og i år satte jeg derfor kurs mod Alabama, hvor jeg fik mulighed for at høre lokale ildsjæle fortælle om den borgerrettighedshistorie, som har formet The Land of the Free.
Og selvom jeg har haft mange interessante USA-rejser gennem årene, skulle denne vise sig at blive en af dem, der har sat de dybeste spor.
Museer og mindesmærker i Montgomery
Siden skoletiden har jeg kendt til navnet Rosa Parks og historien om en vigtig bustur i 1955, hvor hun nægtede at overgive sit sæde til en hvid passager. Nu befinder jeg mig så på netop det gadehjørne i Montgomery, hvor hun steg ombord.
Et hjørne, som støder op til byens centrale plads, Court Square, hvor slavegjorte personer blev købt og solgt hundrede år forinden, og hvor LeRoy Pope Walker sendte det telegram, der kickstartede Den Amerikanske Borgerkrig.
Længere oppe ad Dexter Avenue ligger en kirke, hvor præsten i 1955 hed Martin Luther King Jr., og da den glødende rettighedsforkæmper hørte om Mrs. Parks anholdelse, blev han markant frontfigur for den strejke, der gik over i historien.
I dag står en fyr ved indgangen til Dexter Avenue King Memorial Baptist Church og passer sin Drive By Prayer Station, mens et skilt foran Alabama State Capitol et stenkast derfra lover mig evig frelse, hvis bare jeg tror på Jesus.

Som knap så dedikeret kulturkristen kan det være overvældende at mærke religionens vægtige betydning for sydstatsborgerne, men i løbet af min tur skal jeg lære endnu mere om, hvor stor en rolle kirken har spillet i de begivenheder, som ændrede USA.
Den store busstrejke ligger nu 70 år tilbage i tiden, og hvordan går det så med de hårdt tilkæmpede borgerrettigheder i dag? Det spørgsmål sætter Montgomery-museet The Legacy under lup. Her skildres udviklingen fra slavetiden frem til George Floyds tragiske død og den diskrimination, afroamerikanere stadig møder, ikke mindst i retssystemet.
The Legacy er én stor følelsesmæssig sansecentrifuge, og jeg har aldrig før set så mange mennesker græde på et museum. Oplevelsen er ekstra stærk i de områder, hvor jeg har mulighed for at stå helt alene ansigt til ansigt med hologrammer af slavegjorte, der fortæller personlige skæbnehistorier fra de brutale celler, de er fanget i.
Jeg kunne skrive en hel artikel om The Legacy alene, men det her sted bør opleves. Også hvis du vil blive klogere på de grundlæggende historiske, sociale og psykologiske konsekvenser, der er knyttet til den globale kolonihistorie, som vores eget lille land også bærer en tung del af ansvaret for.
Husk at afsætte god tid, så du kan nå at besøge National Memorial for Peace and Justice og Freedom Monument Sculpture Park. Tre store oplevelser, der samlet set kun koster fem dollars, fordi alle skal have mulighed for at få det vigtige indblik.

Angreb og oprør i Birmingham
Efter halvanden time på den amerikanske highway rammer jeg spisestedet Johnny’s i Birmingham-forstaden Homewood, hvor Timothy Hontzas hylder sit græske ophav ved at servere kødboller, tzatziki og den bedste chicken pot pie, jeg nogensinde har sat tænderne i.
Hans bedstefar immigrerede til sydstaterne i 1921, og den kendte kok kunne bruge flere dage på at fortælle om, hvor langt man dengang kunne komme med 17 dollars på lommen, hvis man havde viljen til at kæmpe for en plads i det amerikanske samfund, som bød på muligheder, fordomme og håb i én stor pærevælling.
Men Timothy skal tilbage til køkkenet, og jeg skal videre til 16th Street Baptist Church »Where Jesus Christ is the main attraction«, som mottoet lyder. I slutningen af 1800-tallet blev den kendt som den første afroamerikanske kirke i Birmingham, og siden da har den været et værdsat samlingspunkt for lokalbefolkningen.
Ude i verden er kirken dog mest kendt for det racistisk motiverede bombeangreb, som kostede fire unge piger livet i 1963. Den fatale historie bliver udfoldet på Birmingham Civil Rights Institute over for kirken, og på modsatte gadehjørne, i Kelly Ingram Park, tegner skulpturer og informationstavler et billede af de lokale borgerrettighedskampe, som fandt sted i samme periode, hvor tusindvis af mennesker ønskede et opgør med den diskriminerende raceopdeling.
I og omkring parken blev demonstranter mødt af alt fra bidske hunde til vandkanoner, og utallige børn blev anholdt for at kæmpe for deres ret til at blive behandlet lige. Det er barske sager at tage ind og på mange måder ubegribeligt at forstå, at det ikke er længere tid siden.

Mangfoldig musik i Muscle Shoals
Mens kampen mod systemisk racisme fandt sted i Birmingham, lød der helt andre toner i den lille flække Muscle Shoals et par hundrede kilometer derfra.
Her forsøgte producere som Rick Hall at skabe et sikkert sted for alle musikere uanset hudfarve, og op gennem 60’erne og 70’erne producerede pladeselskaberne FAME og Muscle Shoals Sound Studio musik med blandt andre Aretha Franklin og Little Richard.
I dag er begge studier flittigt besøgt af både turister og musikere fra hele verden, og indlogerer du dig på det toneangivende Renaissance Shoals Resort ved Tennessee River, kan du være heldig at spotte en stjerne eller to.
I hotelbaren Swampers er der DJ- og livemusik i alle genrer, og fra den roterende restaurant 360 Grille kan du nyde solnedgangsudsigt og smagfulde retter. Det er temmelig fristende for mig at blive hængende og dase ved hotellets kæmpepool eller tulre rundt i den hyggelige by Florence, men flere oplevelser venter på turens sidste stop.

Rumfart og rummelighed i Huntsville
Musikken er ligeledes i centrum i Alabamas nordligste storby. Her kan du lære at spille på cigarbox-guitar i butiksmekkaet Lowe Mill Arts and Entertainment, eller du kan høre udendørs livekoncert ved det sociale hotspot Stovehouse, hvor børnefamilier og studerende spiser, drikker og danser side om side.
Huntsville er en af de amerikanske byer, du rent faktisk kan vandre rundt i. Gå for eksempel gennem den fine Big Spring Park til Harrison Brothers Hardware Store, der med sit souvenir-egnede sortiment forener fortidens og nutidens Alabama.
Byens største attraktion peger dog nærmere mod fremtiden. Hos U.S. Space & Rocket Center kan du dykke ned i den amerikanske rumforskning, tage på en simuleret tur mod stjernerne og slutte af med en frysetørret NASA-is.

Oplevelsen står i kontrast til turens øvrige museumsbesøg, men også i Huntsville har de historiske borgerrettighedskampe stor betydning.
Som så mange andre steder i Alabama er det svært at se byen for bare mindesmærker, og blandt dem blomstrer motiverende citater fra den første kvindelige afroamerikanske astronaut Mae Jemison, som er et stærkt symbol på, hvor meget der er sket, siden Rosa Parks steg på den bus i Montgomery.
USA er i konstant udvikling – af og til i retninger, som kan være svære at forstå fra et dansk perspektiv. Netop derfor har Alabama-rejsen været vigtig for mig. Jeg har mødt mange dedikerede og indsigtsfulde amerikanere på min vej, som har udvidet min horisont. Og som en af dem sagde, da snakken faldt på fremtiden: »I just hope the sane people can remain friends.«
REJSETIPS
Drik og spis dig gennem Alabama
Central i hjertet af Montgomery. Her får du sydstatsspecialiteter som pimento cheese og Alabama-østers, deres lammespareribs er tæt på guddommelige, og er der soft-shell crab på menuen, bør du slå til.
Chez Fonfon i Birmingham-kvarteret Five Points South. Den summende bistro er blandt byens mest populære, og kombinationen af franske opskrifter og lokale råvarer er mundvandsløbende lækker.
Champy’s i Muscle Shoals. Her er ingen fine fornemmelser, men fuld blus på stamstedshyggen. Gå ombord i en omgang fried green tomatoes eller chicken tenders, mens Lynyrd Skynyrd strømmer ud gennem højtalerne. Det er jo Alabama.
23 Court i Montgomery. Her kan du nyde velsmagende drinks og udvælge en sydstatscigar fra barens walk-in-humidor, som er på størrelse med et gennemsnitligt børneværelse.
Straight to Ale i udkanten af Huntsville. Lokalbryggeriet producerer øl med geniale navne som Stout at the Devil og Monkeynaut – og så serverer de også en god, gedigen amerikanerburger.
Green Bus Brewing i downtown Huntsville. Busstoppestedscaféen er både for de øl- og kaffetørstige. Her er det let at føle sig hjemme blandt lokale, som mødes over en kop mokka eller en Hop Bus IPA.
Coverbillede: Pia Konstantin Berg
Berlingske FRI var inviteret af Alabama Tourism og Brand USA, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 20. september 2025.
Ønsker du mere inspiration til din næste rejse til USA? Find flere artikler her
