Hvordan kan en gammel bunke skrot være bevaringsværdig? Spørg UNESCO, der ikke kun medtager billedskønne seværdigheder på deres verdensarvsliste, men også bjerge af slagger, højovne og forladte minebyer.
I 1972 besluttede FN, at menneskeheden havde brug for en liste.
En liste over de steder på kloden, der var så vigtige kulturelt, historisk eller naturmæssigt, at hele verden havde en fælles interesse i at bevare dem.
Det blev til UNESCO’s verdensarvsliste, der i dag tæller over 1.200 steder i 168 lande.
Det er postkortsteder som Taj Mahal, Den Kinesiske Mur, Galapagosøerne og Angkor Wat.
Og så er der en nedlagt kulmine i Essen, de færreste har hørt om.
1. Zeche Zollverein i Essen
Det lyder måske som et paradoks, men da industrianlægget Zeche Zollverein i Essen var i drift, blev det kaldt »die schönste Zeche der Welt« – verdens smukkeste kulmine.
Den hæder skyldes arkitekterne Fritz Schupp og Martin Kremmer, der i 1920’erne og 30’erne tegnede anlægget i en gennemført Bauhaus-stil.
Hvor de fleste fabrikker bygges funktionelt med fokus på produktion, tænkte Schupp og Kremmer anlægget som et arkitektonisk monument.
Bygningerne blev placeret langs præcise akser, så de flugter perfekt, når man betragter dem fra bestemte vinkler.
Forholdet mellem tårne, haller og facader er afbalanceret i et æstetisk system, der gør Zollverein til alt andet end en grå arbejdsplads.
Det kvitterede UNESCO for ved at optage minen på listen i 2001.
På sit højeste producerede minen 12.000 tons kul om dagen, og gennem årene passerede 600.000 mennesker gennem portene – mange af dem indvandrere fra Polen, Grækenland, Italien og Tyrkiet, der søgte lykken i Tyskland.
Da Zollverein lukkede i 1986, var det som den sidste af næsten 300 aktive kulminer i Essen, der engang var Europas største mineby.
I dag er det 100 hektar store område forvandlet til et kulturelt kraftcenter med 1,5 millioner årlige besøgende.
At arkitekter i absolut verdensklasse har engageret sig her, vidner om stedets status: Rem Koolhaas har tegnet masterplanen, og det japanske arkitektfirma SANAA stod bag en ny tilbygning i 2006.
Om sommeren kan man endda bade i et friluftsbad bestående af to sammensvejsede skibscontainere placeret direkte foran det rå koksovnsbatteri – et syn, der nok ville have overrasket både arkitekterne og de gamle minearbejdere.
2. Völklinger Hütte: Den rustne katedral
I den tyske delstat Saarland, der grænser op til Luxembourg, finder man et andet eksempel på verdensarv, der udfordrer turistbrochuren.
Byen Völklingen er ikke et sted, man rejser til for hyggens skyld. Den ligger 15 kilometer vest for Saarbrücken og er udstyret med den slags lidt sølle bymidte, der opstår, når en hel regions økonomi forsvinder på én gang.
Det skete, da den globale efterspørgsel på kul og stål faldt, hvilket førte til masselukninger af byens eneste store arbejdsplads.
Men ser man ud af togvinduet i dag, toner de massive fabrikstårne Völklinger Hütte frem – verdens eneste fuldstændigt bevarede jernværk fra industrialiseringens glansperiode.
Seks enorme højovne, der ikke har været i drift siden 1986, men som stadig står præcis som den dag, den sidste smelteovn gik kold.
Her er rørledninger, trapper, gasometre og det hele.
Man går rundt i mørke gange i Möllerhallen, klatrer op til udsigtsplatformene og ser rørsystemer så komplekse, at de ligner et steampunk-kunstværk.
Der er også tragiske slagskygger: Under 2. verdenskrig arbejdede 12.393 tvangsarbejdere og krigsfanger her. 261 af dem overlevede ikke.
Det er dokumenteret og fortalt på stedet, som UNESCO kalder en »katedral fra industrialderens tid«.
3. Sewell: Tørlagt spøgelsesby i Andesbjergene
Völklingen er i det mindste stadig befolket.
Det er Sewell ikke.
I de chilenske Andesbjerge, 2.200 meter over havets overflade og 60 kilometer fra nærmeste by, finder man et tredje eksempel på bevaringsværdige UNESCO-steder, der ikke trender på Instagram: Den forladte mineby Sewell.
Byen blev bygget i 1905 af det amerikanske kobberselskab Braden Copper med det erklærede formål at holde arbejderne tæt nok på verdens største underjordiske kobbermine, El Teniente, til at de også mødte ind om morgenen.
Terrænet er for stejlt til biler, så hele byens infrastruktur er bygget op om en central trappe, der snor sig op ad bjergsiden fra jernbanestationen.
Husene er malet i knaldgult, rødt og grønt.
Der var biograf, bowlingbane og hospital. Uddannelse og sundhedspleje var gratis. Alkohol var forbudt – inspireret af den amerikanske forbudsbevægelse og det indlysende argument, at folk ikke bør arbejde fulde i en kobbermine.
Det stoppede dog ikke de såkaldte guachucheros i at laste æsler med spiritus og bestige bjergsiden ad hemmelige ruter.
Amerikanerne, der udgjorde fem procent af befolkningen, men besad alle de højest rangerede stillinger, boede i separate enfamiliehuse højere oppe ad bjergsiden og blev direkte bedt om ikke at omgås chilenerne.
I 1945 omkom 355 mænd i en brand i minen.
I 1977 begyndte man at flytte folk ned i dalen, og i 1988 stod Sewell tom.
Sewell er ikke smukt i klassisk forstand men er snarere et stilleben på tidlig 1900-tals kapitalisme i sin mest brutale form: Et multinationalt selskab, der bygger et samfund i et fjendtligt klima med det ene formål at holde arbejderne isolerede og produktive.
I 2006 gjorde UNESCO byen til verdensarv.
Det smukke i det grimme
Men hvordan ender man overhovedet med at holde af den slags steder?
Den britiske designkritiker Stephen Bayley, der var med til at grundlægge Design Museum i London, beskriver i bogen Ugly: The Aesthetics of Everything, hvordan et industrielt objekt som Eiffeltårnet gik fra at være grimt til at blive smukt gennem gentagelse.
Ikke fordi tårnet ændrede sig, men fordi vi gjorde.
Pariserne hadede det, men efterhånden som det bare stod der år efter år og blev fotograferet og malet og sat på postkort, holdt de op med at se det som en øjebæ i bybilledet og begyndte at se det som Paris selv.
Bayley peger også på, at bjerge så sent som i 1700-tallet blev betragtet som noget afskyeligt.
Den engelske digter John Donne kaldte dem »vorter og koparhuller i jordens ansigt«, og en schweizisk læge udgav ligefrem en naturhistorie over Alperne med detaljerede beskrivelser af de hæslige drager og ildspyende slanger, der angiveligt befolkede dem.
I dag er bjerge det nærmeste, de fleste kommer på sublim natur.
Skiftet skyldes ifølge Bayley, at »det smukke« og »det grimme« slet ikke er hinandens modsætninger, men aspekter af det samme.
Vores æstetiske sans er ikke en kendsgerning, men en historisk størrelse, der flytter sig.
Det er den samme mekanisme, der sker med Zollverein og Völklingen, og det der måske også forklarer, hvordan de er endt på en verdensberømt liste.
Ikke alle er dog begejstrede for den logik.
Den australske antropolog Lynn Meskell skriver i bogen A Future in Ruins: UNESCO, World Heritage, and the Dream of Peace, at verdensarvlisten i dag handler mere om branding og marketing end om beskyttelse.
Listen er blevet et prestigemærke, og processen bag den »ren national og økonomisk promovering« uden de store hensyn til konservering.
UNESCO’s facade af kulturel universalisme dækker over nationale interesser, mener Meskell, der nok ikke har helt uret.
Men hvad sker der så med stederne, der slet ikke har noget prestige at tilbyde nogen? Dem, de andre ikke vil lege med?
Tag Park Hill-bebyggelsen i Sheffield, der i 1990’erne i folkemunde blev kaldt »a cloud of bad breath hanging over Sheffield«: 996 betonlejligheder forbundet med kriminalitet og forfald, som de fleste gik i en stor bue uden om.
Da English Heritage, den britiske statslige fredningsorganisation, i 1998 alligevel tildelte bebyggelsen Englands næsthøjeste fredningsstatus og gjorde den til Europas største fredede bygning, var det kontroversielt.
Et udviklingsselskab købte den af Sheffield City Council for én enkelt pund. I dag gennemgår Park Hill en renovering til over 100 millioner pund, og arbejdet forventes endeligt færdigt i 2028.
Til den tid er Park Hill måske ligefrem klar til en plads på UNESCO’s liste.
Coverbillede: Foto: MQ/Thomas Meyer
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 6. juni 2026.
Ønsker du mere inspiration til din næste ferie med fokus på kultur? Find flere artikler her
