En bagt kartoffel med diverse topping er en populær spise i blandt andet USA, men den lune knold er også fremragende som varmekilde i de kolde, mørke måneder.
Wuish! Blæsten suser ned gennem gaden og hiver fat i mit hår, da jeg åbner entrédøren og skridter ud i januarmørket.
Jeg klapper på frakkelommerne; mine vanter ligger vist oppe i lejligheden, men en blanding af dumhed og dovenskab får mig til at gå videre.
Supermarkedet er jo kun en kort gåtur væk. Allerede efter få hundrede meter mærker jeg fortrydelsen, da vinterkulden langsomt, men ufortrødent begynder at trænge ind i mine fingre.
Valne fingre er ikke for sjov: Det er noget af det, der gør det svært at komme igennem vintermånederne, hvis man som jeg ikke altid er velekviperet på vantefronten. Hvem der bare havde en sælger på gadehjørnet, der falbød bagte kartofler at varme sig på!
Lommevarmere i London og amerikansk succes
Den slags gadesælgere var der ifølge historikeren Geri Walton en masse af i Victoriatidens London. I årets kølige måneder stod i hundredvis af mænd på gadehjørnerne i den britiske metropol og fiskede bagte kartofler op af opvarmede metalbeholdere til forbipasserende.
De dampende kartofler blev kaldt for »en billig luksus for den fattige vejfarende«, som straks kunne fortære rodfrugterne med salt og smør – eller gemme dem i lommen eller luffen til at varme fingrene på, indtil det var spisetid.
I USA havde den bagte kartoffel en form for storhedstid i første halvdel af det 20. århundrede, og det var noget så overraskende som en jernbane, der stod for succesen.
På det tidspunkt var der ordentlige spisevogne om bord på de amerikanske passagertoge – gerne med hvide duge, sølvtøj og god service – og med den rette mad på menukortet kunne de enkelte togselskaber skille sig ud fra konkurrenterne, der opererede på de samme strækninger.
Det skriver forfatteren James D. Porterfield om i bogen »Dining by Rail«, hvor han blandt andet kommer ind på, hvordan Northern Pacific Railroad nærmest blev synonymt med kæmpestore kartofler.
Efter sigende skete det, fordi spisevognsbestyreren Hazen Titus på en togtur i 1908 hørte nogle landmænd brokke sig over, at de ikke kunne komme af med deres kartofler, fordi de simpelthen var for store og muligvis måtte sælges som svinefoder.
Unik tilberedningsmetode
Titus besluttede sig for at købe nogle af kæmpekartoflerne og udviklede en særlig tilberedningsmetode, der kunne fungere i togenes snævre, rullende køkkener – og snart blev der solgt billige, varme og bløde kartofler med smør på toppen om bord på Northern Pacific.
Kartoflerne, der gerne vejede et kilo og kunne fylde en hel tallerken, fik hurtigt en central plads i promoveringen af jernbanen. Der blev fremstillet postkort, forklæder, skeer, brevåbnere og meget mere med signaturkartoflen, og togruten blev endda kaldt »The Route of the Great Big Baked Potato«.
Northern Pacific Railroad eksisterer ikke længere, men amerikanerne er stadig glade for deres supersized kartofler. En klassisk måde at servere dem på over there er ikke bare med smør, men også cremefraiche, purløg, bacon og revet ost på toppen.
Sådan en blanding af blødt, fedt, sprødt og friskt tilbehør kan gøre det til en vidunderlig mundfuld – eller ligefrem udgøre et helt måltid. Men så er det helt sikkert bedre at servere kartoflen dampende varm på en tallerken i stedet for at putte den i lommen.
Find opskriften på bagte kartofler her
Coverbillede: Colourbox
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 11. januar 2025.
Ønsker du mere inspiration til din næste rejse med fokus på mad og vin? Find flere artikler her
