Albanien er på vej til at blive danskernes nye sommerferiedarling. Forståeligt, for det tidligere hermetisk lukkede land har en spændende historie, smuk natur og uspolerede strande – og det hele fås til næsten den halve pris.
Med fødderne begravet i det fløjlsbløde, hvide sand og blikket indstillet på det uendelige, blå hav, føles det som at være alene på en øde Stillehavsø. Hvis det ikke lige var for den tyske familie længere henne ad stranden, der ind imellem forstyrrer illusionen. Men der er befriende langt mellem turisterne her ved de smukke, uspolerede strande i Albanien.
Badebyen Ksmail ligger kun to kilometer i fugleflugtslinje fra den græske ferieø Korfu, men der er en verden til forskel. Den albanske riviera er langt fra fluepapirerne ved andre feriesteder i Sydeuropa. Strandene er ikke plastret til med betonhoteller, barer og skilteskove med tilbud på English breakfast og bådudlejning. Tværtimod. Her er hovedattraktionen naturen.
Mens jeg ligger her på stranden, filosoferer jeg lidt over, hvorfor der skulle gå så lang tid før mit første besøg. Det er jo godt 30 år siden, at det hermetisk lukkede land åbnede op mod omverdenen efter årtiers totalitært stalinistisk styre. Mit ærlige svar må være en forudindtaget forestilling om et trist, tilbagestående land, hvor sikkerhed er en by i Rusland.
Der kom da også skeptiske kommentarer fra venneflokken, da snakken faldt på mine planer om at tage på ferie i Albanien. »Aargh, er det nu en god idé – det er vist et farligt sted,« lød den mest udbredte bekymring.
Den kan dog gøres til skamme med det samme. Albanien er et trygt sted at være turist, og befolkningen er gæstfri og hjælpsom. Når det er sagt, skal der ikke være tvivl om, at organiseret kriminalitet og korruption er en kedelig konsekvens af overgangen fra diktatur til fri markedsøkonomi og demokrati.
Der er stadig et stykke vej til vesteuropæisk levestandard, men landet er præget af økonomisk vækst. Og den stigende turisme er et vigtigt værktøj på vejen.
Fra romerne til Khrusjtjov
Flyselskaber og rejsebureauer oplever nu en overvældende interesse. Med en stigning på mere end 300 procent i flysøgninger på bare et år, er Albanien en af de mest trendende sommerdestinationer for danske rejsende. Med god grund. Selv om Albanien er knap halvt så stor som Danmark, er der meget at komme efter.
Den sydlige del af landet er den mest populære for den spirende turisme. Her føles strandene stadig uspolerede, og når man får nok af at flyde i sandet eller vandet, venter uberørt natur og årtusinders historie, der kan udforskes på biltur i baglandet.
Fra strandene ved Sarandë kører vi flere tusinde år tilbage i historien ad en vej, der blev anlagt i 1959 til et besøg fra Sovjetunionens statsleder Nikita Khrusjtjov. Første stop er den arkæologiske nationalpark Butrint. Det er et slaraffenland for historieelskere. Spredt ud over et stort område, er der unikke udgravninger fra mere end 2500 års historie under skiftende herskere.
Butrint var oprindeligt en illyrisk by, der i 167 f.Kr. blev erobret af romerne, og Julius Cæsar grundlagde en handelskoloni. Senere blev byen en del af det byzantinske imperium, og frem til middelalderen var den regeret af Italien og senest af osmannerne. I dag står velbevarede ruiner af romerske bade, et stort amfiteater, et kapel fra 400-tallet, en basilika fra 500-tallet, borge og et venetiansk slot fra middelalderen.
Butrint er på UNESCO’s Verdensarvsliste, men det beskyttede ikke ruinbyen fra omfattende tyverier efter diktaturets fald. Derfor blev udgravningerne sat på en særlig liste over truet verdensarv. Men i dag er der styr på forholdene. Man må gerne røre og gå rundt inde i ruinerne og studere dem på nærmeste hold, men der bliver holdt godt øje med gæsterne.
Oppe fra borgen er der en storslået udsigt over den gigantiske, fredede nationalpark, som gemmer på flere store skove, søer, floder, bjergskråninger og lave marskområder med hundredvis af forskellige planter og fuglearter, blandt andet ørne og falke. For indgangsbilletten til fem euro er der mange timers interessante oplevelser.
Hvis sulten melder sig efter vandringen i den arkæologiske park, kan det anbefales at køre fem kilometer mod øst. Her fås fantastisk velsmagende, friskfangede muslinger fra Mursi-søen. Beboerne i landsbyen driver en kollektiv muslingefarm, og moules frites står selvfølgelig øverst på menuen på restaurant Ulu, der er smukt beliggende på søbredden. Muslingerne har ikke rejst mange meter, før de ender på tallerkenen og kan nydes sammen med en malerisk udsigt, og måske et glas af den lokalt dyrkede hvidvin.
Et blåt øje og diktatorens by
Et andet forslag til en dagsudflugt er nationalparken Kaltër, hvor man kan se Syri, et af naturens forunderlige fænomener. Det er noget så usædvanligt som et underjordisk vandfald, hvor vandet med enorm kraft presser sig op fra dybet. Det er ikke svært at se, hvorfor stedet kaldes Det Blå Øje. Irisen er det intenst turkisblå vand i overfladen, og pupillen de mørke skygger under.
Under kommuniststyret var det kun magteliten, der havde adgang til det magiske sted. Men nu er alle velkomne, og foreløbigt er adgangen gratis. Det er forbudt at bade i det bundløse dyb, men tilladt i de mange klare og bidende kolde kilder omkring Det Blå Øje. For de kuldskære er der heldigvis bygget en bro med glasbund, så man kan betragte det omvendte vandfald oppefra.
Godt 30 kilometer nord for Syri ligger den historiske by Gjirokastër. Berømt som en af de bedst bevarede osmanniske byer, og berygtet som hjemstavn for diktatoren Enver Hoxha, der blev betegnet som en gal og brutal stalinist. Reminiscenser fra hans regime står stadig spredt som ar i landskabet i form af 750.000 betonbunkere. På vejen op til Gjirokastër passerer man en del Pike Zjarri, som var beskyttelsesrum til to personer. Nogle af dem ser ud til at være beboede, for der er snore med vasketøj og stole udenfor.
Turen går gennem bakke, dal og hårnålesving, hvor en del af trafikken består af landmænd på hestekærrer og bedagede traktorer. Men den lidt strabadserende rute bliver belønnet med det skønne syn af den store borg, der knejser på toppen af Gjirokastër. Byens historiske centrum er på UNESCO’s liste over verdensarv på grund af de klassiske, osmanniske stenhuse, den gamle basar og moskeerne, som overlevede kommunistperioden, hvor religion var forbudt. Det paradoksale er, at Hoxha var søn af en stærkt troende iman. Familiens hjem er i dag et etnografisk museum.
Gå en tur i de smalle gyder, som snor sig op ad bjerget og ender oppe ved borgen. Der er en enestående udsigt over det nærmest endeløse bjerglandskab. Snup en pause og prøv den søde, lokale delikatesse oshaf, som er budding af fåremælk med friske figner til.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 28. december 2024.
