Phuket er så mere meget end de berømte og berygtede strande Patong og Karon Beach

ANNONCE

Rolige omgivelser, et smukt boutiquehotel med sublim mad og en bountystrand med kun få badegæster. Det burde ikke længere være muligt at opdrive på Thailands overrendte ferieø, Phuket, men FRI fandt stedet.

Havet changerer mellem safirblå, turkis og smaragdgrønt. Fra buskadset sender tusindvis af cikader deres sitrende toner ud i den fugtige, varme luft, og rundt omkring os strutter palmer og eksotiske træer og rammer bygninger og terrasser ind med deres grønne løv. Vi kan endelig sænke skuldrene. Vi er fremme på Phukets sydspids, helt præcist på det æstetiske boutiquehotel Mom Tri’s Villa Royale, der ligger i forskudte plan på et lille forbjerg mellem de to strande Kata Beach og Kata Noi Beach.

Hjemmefra havde vi nogle krav til rejsen: Vi ville være tæt på en lækker strand, men den skulle ikke være for proppet med badegæster. Vi ville bo uden for alfarvej, men ikke på en fjern ø med kun to restauranter og én bar. Og stedet skulle ikke være alt for besværlig at komme til fra København – ikke noget med en længere indenrigsflyvning efterfulgt af fire timer i en minibus, to timer på en båd og en halv times snoede veje på ladet af en pick-up.

Valget faldt derfor på Kata Noi, den sydligste strand på Phukets velbesøgte, for ikke at sige overrendte, vestkyst. De seneste årtier har Thailands berømte ferieø efterhånden fået ry for at tiltrække lidt for mange brovtende russere, sexturister og unge på jagt efter fester og stoffer, men ligesom Mallorca er andet og mere end Palmanova og Magaluf, byder Phuket på meget mere end de berømte og berygtede strande Patong og Karon Beach. Det oplever vi med selvsyn, da vi træder ind i Mom Tris eksotiske verden med thailandsk arkitektur og niveaudelte haver med Andamanhavet som en billedskøn kulisse.

kata noi i phuket
Foto: Kristoffer Flakstad

Teaktræ og thaisilke

Jetlagget og de 10 timer i fly fra København til Bangkok sidder endnu i kroppen, da vi bliver vist ned til vores dejligt nedkølede suite. Gulve og vægge er klædt i teaktræ, ligesom de fleste møbler er ud af den lokale, eksklusive træsort. Puder og sengetæppe er af broderet thaisilke i guld og bordeaux, og på badeværelset sørger et matteret glastag over det store badekar for et lækkert ovenlys.

Over sofagruppen roterer en loftsvifte og sender stemningen 100 år tilbage i tiden. Bag store glasruder er der en overdækket altan, hvorfra vi har kig til Kata Noi-stranden neden for hotellet inde mellem træer og kokospalmer. Det kribler i os efter at hoppe i badetøjet og komme ned på den mandelhvide strand, men vi sætter os først i thaisilkehynderne på altanen og finder ro og glider ind i feriestemningen til lyden af latter og bølgebrus under os.

Bedst som vi sidder der, kommer en knaldgul fugl og tager plads på en gren et par armslængder væk. Der er desværre ikke gået nogen ornitolog tabt i denne journalist, og artsnavnet står derfor hen i det uvisse. Det er, som om den lille, gule fugl fløjter et ”velkommen til Phuket”, inden den flyver videre. Vi betragter endnu engang strandlivet og regnskovsbjergene, der rejser sig bag Kata Noi, og nu kan vi ikke vente længere.

Book et ophold på Mom Tri Villa Royale lige her.

REJSETIPS
Tip til børnefamilier

Børn er velkomne på Mom Tri Villa Royale, men stedet appellerer ikke direkte til småbørnsfamilier. Det gør til gengæld det nærtliggende Chanalai Gardens Ressort, der både har pool, børnepool og legerum for de mindste. Dette hotel ligger et stenkast fra Kata-stranden og 10-12 minutters gang fra Kata Noi.

Stranden, der ikke længere burde findes

Thailands regering forbød forrige år liggestole, parasoller og diverse boder på alle landets offentlige strande. Det er sket som et led i en større plan for at sikre landets kystnatur, der er under hårdt pres fra os, turisterne. Enkelte strandhoteller har fået lov at beholde en særlig licens, men vil man have sand mellem tæerne, en tur ud i bølgen blå og derefter dase under solen, må man som udgangspunkt medbringe sit eget strandhåndklæde eller låne på hotellet.

Fra Mom Tri Villa Royales etagehave er der blot få skridt ned til Kata Noi-stranden, hvor enkelte spadserer rundt i det bløde sand, mens andre har overgivet sig til det klare vand og de brusende bølger. Men mest bemærkelsesværdigt af alt: Her er kun ganske få andre mennesker. Vi sender en tanke til de overfyldte strande ved Patong og Karon blot 7-10 kilometer herfra, og selvom vi måske nok er 20 minutter længere væk fra Phukets lufthavn end turisthorderne ved de nævnte strande, virker det næsten mirakuløst, at Kata Noi er gået under radararen og forblevet et sted for de få.

Efter dukkerten indfinder vi os i liggestolene på en af hotellets terrasser. Den lille sult banker på, og vi bestiller et par friske forårsruller med reje, krabbe og fisk og dertil kokossaft direkte fra den friskplukkede nød. Bortset fra den evige cikadesummen og bølgernes brus høres der ikke en lyd. Vi mærker, hvordan kroppene kommer længere og længere ned i gear for hver time, der går.

REJSETIPS
Kata Beach – byliv og god mad

Der er ikke noget stort udvalg af barer, restauranter og butikker ved selve Kata Noi. Det er der til gengæld langs den mere befærdede Kata Beach, som kan nås på 10 minutter til fods. Her finder man blandt andet en vifte restauranter helt ned til stranden med masser af velsmagende thailandsk og europæisk mad på menukortet. På den travle hovedgade ligger butikker, barer og massagesteder tæt.

En kongelig drøm blev virkelig

Det er ved at være sidst på eftermiddagen. Solen hænger som en moden fersken over havet og gør klar til sit hurtige farvel. Vi betragter det smukke syn fra hotellets infinity-pool, der er formet inde mellem forbjergets naturlige klipper, inden vi går tilbage til suiten og gør os klar til aftenens middag. Man skal altid være skeptisk, når brands besmykker sig med ord som”royale”, men hotellets stifter, arkitekten og designeren Mom Tri, er faktisk direkte efterkommer af Thailands konge 1910-25, Rama VI, og er dermed også slægtning til landets nuværende regent Rama X.

Foto: Kristoffer Flakstad

Mom Tri opførte oprindeligt et feriehus her på de yderste klipper, som adskiller de to strande Kata Beach og Kata Noi Beach, men med tiden fik han lyst til at skabe et ressort på grunden, og det blev startskuddet til et af Phukets mest smagfulde hoteller. Til tonerne af dæmpet klavermusik frekventerer vi i første omgang cocktailbaren. De sidste rosa striber på himlen forsvinder, og mørket tager over med en blid brise fra havet til følge. Rundt omkring sidder andre gæster og fører dæmpede samtaler over longdrinks og mousserende vin. Lidt efter har vi taget plads ved middagsbordet helt ud til klipperne og havet under os.

Menukortet er rigt på fisk og skaldyr og kalder på en flaske kølig hvidvin. Skal man være en smule kritisk må det være, at maden peger mod Europa snarere end Asien. Traditionel thailandsk mad må vi smage et andet sted i nærheden en anden aften. Vi bestiller tun-carpaccio til forret og pasta med hummer til hovedret. Over det udsøgte måltid priser vi os lykkelige for, at vi fandt det sted, vi drømte om.

FAKTA
Om Phuket

Vejen dertil
Thai Airways har en daglig direkte afgang til Bangkok fra København. Herfra er flyveturen videre til Phuket på cirka 1 time. Sørg for at booke hele rejsen samlet, for eksempel direkte hos Thai Airways, da nogle selskaber flyver fra Bangkoks inden rigslufthavn Dong Muang, hvilket kræver et bøvlet transferskift.

Lokal transport
Man kommer nemmest rundt på øen med taxa. De fleste hoteller tilbyder privat transfer, hvilket især er en fordel, hvis man er flere, der rejser sammen, da dette oftest foregår i minibusser. Fra Phukets lufthavn er der 1 times kørsel til Kata-strandene.

Indrejse i Thailand
Danske borgere skal ikke søge visum for at holde ferie i Thailand. Man skal modsat tidligere heller ikke udfylde et indrejsedokument før ankomsten. Et gyldigt pas og nogle fingeraftryk, er alt hvad der kræves.

Årstid
Den bedste sæson på Phuket er også den travleste: December-februar. Vejret er tørt og solrigt – omkring 30 grader. Marts og april er den varmeste årstid i Thailand med både høje temperaturer og høj luftfugtighed, til gengæld falder antallet af turister, som generelt er lavest mellem april og september.

Sundhed
Thailand er ikke et land, hvor turister ofte bliver syge af mad og drikke. Drik ikke vand fra hanen, brug myggespray, hvis man skal på udflugt i øens regnskovsom råder, og følg sund fornuft. Brug solcreme, også i diset vejr. Solen brænder uanset.

Mad og drikke
Fisk og skaldyr er i højsædet ved Kata-strandene, men her fås også alskens anden mad – også ”turist”-måltider som pizza, pasta, burger og sandwich. Sodavand, diverse juice og øl fås alle steder. Der er desuden et rigt udbud af cocktailbarer – og som noget nyt: cannabisbarer efter regeringens legalisering af hash forrige år.

Priser
Gastronomien på Mom Tri Villa Royale nærmer sig næsten europæiske priser, men generelt spiser og drikker man billigt i Thailand.

Mere info:
villaroyalephuket.com

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 9. september 2023.

Find mere inspiration til din næste rejse til Thailand her