Coolcation: Det er blevet trendy at rejse mod det kolde nord

ANNONCE

Flere og flere turister flygter fra den intense varme sydpå og søger mod et køligere klima i de nordiske lande.

For nogle år siden byttede vores nabo hus med en fransk familie. Naboerne fik et skønt sommerhus på Korsika midt i sommerferien. Til gengæld rykkede den franske familie til København. Jeg grublede længe over, hvordan man kunne lokke nogen til at lave det bytte. Seriøst, hvem ved sine fulde fem bytter en skøn sommerresidens med egen pool på en eftertragtet fransk ø midt i højsæsonen for et hus i København?

»Jo,« forklarede den franske familiefar. »Min kone vil gerne væk fra den intense varme. Og København er cool«.

»Det var første gang, jeg begyndte at tænke over den spirende trend, der kaldes ‘coolcation’. At rejse mod et køligere klima. Slippe for den intense varme i Sydeuropas byer og i stedet tage til nordligere destinationer. Skæbnen ville så, at præcis dén sommer var præget af hedebølge i Danmark. Vi havde dage med over 30 grader herhjemme, og de franske gæster ledte panisk efter knappen til at tænde for aircondition. De blev helt døde i blikket, da jeg måtte skuffe dem og sige, at den slags har vi sjældent i familieboliger i Danmark.«

Men det er en sidehistorie. For trenden med at rejse mod kulden er kun vokset siden.

coolcation
Store vidder i Svalbard højt mod nord. Foto: Hasan Holm-Yildiz

Norden hitter

»Coolcation er ferie med uldsokker og nordlys i stedet for klipklapper og solstrand,« siger Rolf Wilton, administrerende direktør i Profil Rejser.

»Det handler om at trække stikket, mærke naturen og nyde stilheden. Puste ud og komme væk fra masseturismen«.

En hundeslædeture igennem de finske vinterskove er en oplevelse for livet. Foto: Kenneth Karskov

Hos rejsebureauet Profil Rejser i København har de oplevet en nærmest eksplosiv stigning i forespørgsler på rejser til det kolde nord. Efterspørgslen er steget 30 procent siden 2019, og yderligere 50 procent i år.

»Før pandemien var der langt mellem forespørgsler på rejser til Norden. Nu strømmer det ind med folk, som gerne vil til Grønland, Svalbard og Arktis. Norden er vores næststørste område i rejsebureauet – og sådan var det ikke før pandemien. Der er sket noget med vores rejsemønster,« forklarer han.

De kølige, nordlige destinationer tæller udover Svalbard og Grønland steder som Lapland, Færøerne og Nordnorge. Og interessen er accelereret de seneste år.

Færøerne er en af flere nordiske destinationer, der bliver stadig mere populær. Foto: Lise Kloch

»Det ser ud til, at rejser nordpå er blevet det nye luksus. Hvor det før var Maldiverne, som var den ultimative drømmerejse, vil vi nu til Lapland. Vi vil bo i en lodge med glastag, så vi kan se nordlys. Sidde omkring et bål i sneen og drikke varm kakao. Køre i hundeslæde. Se isbjørne. Vandre i naturen. Det er de store naturoplevelser, der nu bliver efterspurgt,« siger rejsebureaudirektøren.

Middelhavet vil miste turister

Carina Ren er turismeforsker fra Aalborg Universitet og har også lagt mærke til tendensen.

»Coolcation er et interessant fænomen, fordi det er et ret markant skifte i måden, vi rejser på,« siger hun.
»Masseturismen siden Anden Verdenskrig har stort set handlet om at rejse sydpå. Groft sagt er vi rejst fra det kølige Nordeuropa til det varme Sydeuropa. Men nu vender det«.

»Der er to hovedårsager til denne tendens«, forklarer hun. »For det første er det blevet virkelig varmt i Sydeuropa, og for det andet er Norden og Arktis blevet mere interessant end nogensinde før. De store vidder, den dramatiske natur og balancen i den nordiske livsstil virker attraktiv på mange«.

Coolcation bliver således en sammensmeltning af klimaforandringer og forbrugertendenser.

»European Travel Commission udgav forrige år en rapport, hvor de sammenkører tal for klimaforandringer med en fremskrivning for turiststrømme – altså hvordan vi kommer til at rejse 20-30 år frem. Her er forudsigelsen, at Middelhavsområdet kommer til at miste turister, mens de nordlige lande vil opleve en vækst,« forklarer turismeforskeren.

Lapland. Foto: Kenneth Karskov

Få timers flyvning

De typiske coolcation-rejsemål ligger typisk nogle få timers flyvning væk. Der er blot et par timers flyvning til Lapland, lidt mere til Svalbard og cirka fem timer til Grønland. Det er dog stadig relativt korte afstande sammenlignet med lange rejser til Asien og USA.

»Det hører med til historien om coolcation, at mange rejsende har fået blik for overturismen sydpå. Man klumper sig sammen på de populære steder i dag, og der er bedre plads nordpå,« siger turismeforsker Carina Ren.

Med koldt klima følger også et helt andet dyreliv. Foto: Hasan Holm-Yildiz

»Efter corona ser vi desuden en kæmpe længsel efter naturen. Vi vil mere end stranden, vi vil bevæge os. Det kan være svært i 35 graders varme, og meget nemmere i et køligt klima og på de åbne vidder,« forklarer hun.

Mens Barcelona og Venedig kæmper med overturisme, er billedet helt anderledes nordpå. På mange af de kolde destinationer er der et begrænset antal overnatningsmuligheder, og det lægger en helt naturlig dæmper på, hvor mange turister, der er.

Tag på ekspedition

»Nu om dage skal rejser give mening, fordi vi ved godt, at en flyvetur belaster klimaet, så når vi tager afsted, skal det betyde noget. Enten for os selv eller for andre. Det kan være en dannelsesrejse, at være frivillig et sted eller styrke vores relationer. Det skal være godt for både hovedet og for kroppen,« forklarer Carina Ren. Den betragtning er Rolf Wilton fra Profil Rejser helt enig i.

»Vi er jo en del, som går rundt med en drøm om at gå i National Geographics fodspor. Derfor ser vi også en stigende interesse for at tage på ekspeditioner i de kolde egne,« siger han. En række specialiserede rederier arrangerer ekspeditionskrydstogter til Arktis. Her bliver der holdt foredrag af eksperter om flora og fauna på skibet, og dagen efter sidder krydstogtgæsterne i en gummibåd og oplever alt det, de lige har hørt om. Med egne øjne og på første parket.

Isbryderen Sampo vejer 5000 tons. Den har skruet sig godt ned i isen. Foto: Kenneth Karskov

»Nogle af ekspeditionsskibene kombinerer endda turisme med forskning, og så kan man være med til at indsamle videnskabelige prøver. Kombination af eventyr, oplevelser og læring er virkelig stærkt«, siger han og tilføjer med et smil: »Og det med at kunne sige, at man tager på ekspedition, lyder da også virkelig fedt, ikke?«

Coverbillede: Svalbard. Foto: Steffen Kirschner

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 16. august 2025.