På ski i Gudauri, Georgiens største skiresort

Nye skidestinationer popper jævnligt op, og de seneste år har Gudauri, der ligger i Kaukasusbjergene, etableret sig som Georgiens største skiresort. Her i overgangen mellem Europa og Asien venter et anderledes skieventyr i et næsten uberørt terræn.

Termometeret viser 18 minusgrader, bilerne ved liftstationen er begravet i et tykt lag sne, og jeg er på vej mod Gudauris topstation, som ligger i lidt mere end tre kilometers højde. Det er første gang, jeg besøger Kaukasus for at stå på ski, så jeg er spændt på, hvad den 1.100 kilometer lange bjergkæde har af potentiale for vintersport.

I en pibende vind, hvor snefnuggene rammer huden som små nåle, hopper jeg af liften. Et fuldstændig uberørt landskab, hvor jeg hverken kan se serpentinerveje eller små bjerglandsbyer, breder sig ud i horisonten.

Kun de nøgne bjerge rager op. Og under mig folder skiterrænet sig ud. I løbet af natten er alt blevet præpareret, så pisterne, der er brede som fodboldbaner, venter bare på at blive indtaget. 

De første sving på den røde nedfart, der udgår fra Kudebibjerget, bekræfter mig i, at pistekvaliteten er fra øverste hylde. Der vil aldrig være slushice i denne højde, til gengæld har sneen en let konsistens, og der ligger ikke forræderiske partier med is under overfladen. Det er en ren nydelse at køre ned.

Længere nede går den røde pist over i en række blå, som alle fortsætter helt til dalstationen, der befinder sig en kilometer under Kudebis top. Også her er forholdene optimale, og jeg passerer skicrossbanen, der er Gudauris stolthed. Banen har så høj standard, at der afvikles World Cup-konkurrencer på den.

Ideelle betingelser for alpint skiløb

Kaukasus ligger øst for Sortehavet og befinder sig i området mellem Europa og Asien. Tophøjderne er en del større end i Alperne, og det er hér, man finder Europas højeste bjerg, Elbrus, ligesom det var på Araratbjerget, Noah ifølge Bibelen landede med sin ark. Snesikkerheden er høj, og efter årtusindskiftet har man i den georgiske del af Kaukasus investeret massivt i skimæssig infrastruktur. 

Men vintersport i Georgien er på ingen måde et nyt fænomen. Allerede i 1930-erne – altså i sovjetæraen – fik landet sine første anlæg, der gav mulighed for alt fra langrend og alpint skiløb til bobslæde- og skihopkonkurrencer. 

I Gudauri blev de første lifte etableret, umiddelbart inden Georgien løsrev sig fra Sovjetunionen, men alt er løbende moderniseret, og i dag råder området over 36 pistekilometer. Højeste skistart ligger i 3.006 meter, og største vertikale drop er på 1.013 meter.  

Bedst som jeg har stillet mig i liftkøen, mærker jeg en snude, som puffer let til mit underben. Hunden er brun og meget behåret, og man skal være zoolog for at bestemme racen, men den er venlig og logrer med halen, mens jeg klør den bag øret. Selv om den ser velnæret ud, er den en af mange herreløse hunde, som strejfer rundt i skiområdet. 

Der findes omkring en halv million gadehunde i Georgien, og det diskuteres jævnligt, hvad man skal gøre med dem. Dyreaktivister vil beskytte hundene, men andre vil helt af med dem, så man har lavet en kompromisløsning. Hvert år indfanges de i stort tal, og hvor alle bliver vaccineret, kastreres størsteparten af hanhundene medicinsk.

Over Kobipasset

Mens kabineliften nærmer sig Kobipasset, går snakken livligt. Ud over et par skandinaver, består selskabet af et kinesisk ægtepar, en israeler og to russere. De sidstnævnte er kørt hertil i bil, da grænsen kun ligger få kilometer væk.

På den anden side af Kobipasset finder man blot en enkelt pist. I første omgang kan det forekomme lidt omstændeligt at bruge transporttid blot for denne ene nedfart, men det er umagen værd. Turen ned foregår ad en blå pist, hvor man uforstyrret – og kilometer efter kilometer – kan veksle mellem brede og korte sving. 

At pisten samtidig ligger i en dal, der skærmer fint for vind, er et ekstra plus.

Generelt er det præparerede pisteområde godt for mellemgode skiløbere, mens eksperter kan boltre sig i et terræn, der bedst kan beskrives som et offpistemekka. Det uberørte terræn kan enten nås via områdets højeste lifte eller med helikopter. Læg dertil, at priserne på heliskiing er betydeligt lavere, end i eksempelvis Alperne.

Faciliteterne overraskede

På flere måder minder skiterrænet i Gudauri om det, man kender fra Alperne og Fjeldene. Hver morgen står man op til et fint præpareret pistenet, og bortset fra nogle enkelte træklifter er området velforsynet med stole- og kabinelifter, der har nutidig standard. Den gamle historie med, at udtjente liftsystemer fra Alperne endte deres dage i Østeuropa, holder ikke vand i Gudauri. 

Men der er også forhold, som adskiller sig fra det klassisk alpine og nordiske. Først og fremmest springer de føromtalte hunde i øjnene, men selv om de går løse rundt, er de ikke til fare på pisterne. De firbenede holder sig til restauranterne, hvor der venter godbidder fra gæsterne. 

Ordensmagten er også tydeligt til stede. Ved liftstationerne sørger uniformeret personale for, at indslusningen foregår i ro og orden, og i terrænet holdes skarpt øje med, at ingen berusede skiløbere bevæger sig ud på pisterne. På alle måder betryggende.

Endelig skal de sanitære forhold nævnes. Er man connaisseur på området og har smag for Duravit-luksus samt armaturer fra Perrin & Rowe, risikerer man nogle udfordrende dage.

Det er ikke på toiletterne i Gudauris skiterræn, man trækker døren til, fisker mobiltelefonen frem og hygger med TV2-nyhederne. Jeg vælger i hvert fald at afvikle mine besøg i samme tempo som et Formel1-pitstop.

Kaukasus’ Italien

Spisekortet er nærmest et overflødighedshorn af spændende tilbud. Her er kød- og fiskeretter, der er vegetariske alternativer, og så er der varme, mættende supper. Da jeg gerne vil lidt omkring i det georgiske køkken, vælger jeg et par lokale klassikere i tapasstørrelse. 

Jeg er havnet på en af Gudauris ældste restauranter, hvor også de lokale kommer for at spise. Indretningen består af en lang bardisk, rustikke træmøbler samt den obligatoriske afdeling med souvenirs, der ses på mange spisesteder. Begrebet tingeltangel vil være en venlig underdrivelse.  

Retterne kommer ind, som køkkenet har dem klar, og selv om rækkefølgen måske ikke helt er comme il faut – efter et par søde retter kommer der pludselig kød og derefter fisk – så er betjeningen venlig og personlig, maden smager fremragende, og stemningen i den lille restaurant er god. Da jeg har sat den sidste bid til livs og sluttet med kaffe og en heftig lokal brandy, har den samlede regning kun lige sneget sig op over 100 kroner.

Det georgiske køkken har gennem historien udviklet sine egne retter, men har også været under indflydelse fra naboer som Persien, Tyrkiet og Rusland. Det siges, at georgiske restauranter i sovjettidens Moskva var for feinschmeckere, og Georgien gik under navnet Sovjetunionens Italien. Basisingredienserne ud over kød, grøntsager og mælkeprodukter er især valnødder og hvidløg samt krydderier som koriander, estragon og dild.

En af de mest berømte retter er det ostefyldte brød khachapuri, hvor brødet er svampet og skorpen knasende sprød, mens osten er blød og let saltet. En anden traditionel ret er khinkali, som er dumplings med fyld af kød, svampe, ost og kartofler, mens gryderetten chakapuli består af lammekød med blommer, estragon og svampe. 

Sandsynligvis er det gået under radaren for mange, men Georgien er et af verdens ældste vinproducerende lande. Hvor store vinlande som Frankrig, Italien og Spanien i dag sidder tungt på markedet, har mange vinbønder i dagens Georgien fundet en niche i at fremstille naturvin. Høsten foregår med håndkraft, vinen lagres i lerkrukker, og der anvendes ikke tilsætningsstoffer. Slutresultatet kan være uforudsigeligt, og vinene skal ikke ligge for længe, men de bedste mærker smager af meget mere, end prisen indikerer. 

En tur på flere tusind kilometer hver vej for at komme frem til et område med 36 pistekilometer kan virke overvældende, også selvom offpisten er fremragende. Men netop muligheden for at stå på ski, blive præsenteret for et overraskende spændende køkken og samtidig få en masse uventede input, trækker den samlede oplevelse op.

Coverbillede: Konny Christansen

FRI var inviteret af Apollo, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 4. oktober 2025.

Ønsker du mere inspiration til din næste aktive ferie? Find flere artikler her