Kvarteret Kichijōji i Tokyo emmer af københavnske Vesterbro

ANNONCE

Kichijōji står ikke øverst på listen over de mest spændende kvarterer i Tokyo. Med mindre man altså er japaner. Bydelen bliver nemlig regelmæssigt kåret til det bedste sted at bo.

De nøjes ikke med at bukke høfligt en enkelt gang efter endt servering. Nej, de bliver ved, indtil man er nået ned for enden af gaden og uden for synsvidde.

Tjenerne og selv kokken på den lille izakaya, Hokkaido Bussan, taler ikke et ord engelsk og har ikke engelsk på menukortet, men hvad de måske mangler i sprogkundskaber, opvejer de for med service og udsøgt fisk. 

En izakaya er en gastropub, hvor man får et glas til maden, og menuen kan spænde fra street food og sushi til grillet yakitori. Dem er der en del af i Kichijōji, der siden 1990’erne er blevet udpeget som et af Tokyos mest eftertragtede boligkvarterer. 

Kichijōji
Foto: Christian Martinez

Seværdigheder og oplevelser i Kichijōji

Ifølge meningsmålinger foretaget af magasinet CNNgo er det de gode spisesteder og shoppingmuligheder – der både tæller detailkæder som Yodobashi Camera og tøjmærket Uniqlo, og lokale indslag og loppefund i sidegaderne – der gør bydelen populær.

Det samme gør den store Inokashira Park, der har en stor sø i midten, en børnezoo, små caféer, madboder og udstillende gadekunstnere. Her kan man gå i shinto-tempel, løbe en tur eller leje en robåd og for en stund glemme det faktum, at man er midt i verdens største by med 37 millioner mennesker. 

I nærheden ligger også Ghibli-museet, der er dedikeret til Studio Ghiblis animationsfilm. Det har siden 1980’erne bidraget til udbredelsen af japansk anime internationalt med film som Chihiro og heksene, som i 2002 vandt en Oscar for bedste animationsfilm.

REJSETIPS
Her skal du bo

Hele pointen med at besøge Kichijōji er at se Tokyo i øjenhøjde med de lokale, så hvorfor ikke bo som en? Kichijōji Loft Apartment close to JR Chuo Line 12mins to Shinjuku (ja, det hedder det) er et lille byhus, der udlejes af en privat udlejer. 

Det orange hus ligger midt i et parcelhuskvarter, men er indenfor gåafstand af supermarkeder, restauranter og kun 750 meter fra Nishi-Ogikubo togstation. Alt er småt her – toilet, køkken, stue – og man sover i en hems under loftet – men der er wifi, aircondition og køleskab.

I stuen er to lave trætaburetter, som man skal være samurai for at værdsætte, så brug det som et billigt og bekvemt sted at sove, der ligger rigtig godt. Værten Selina er super imødekommende og er engelskkyndig.

Priser fra 475 DKK per nat. Adresse: Kichijōji, Shoan 2-2-4, Suginami-ku

Oplev Kichijōji: Fra rolig forstad til pulserende pubcrawl

Måske er det alt sammen med til at forklare, hvorfor så mange – især forfattere, kunstnere og andre kreative – har gjort Kichijōji til deres hjem. Måske er det også bydelens evne til at forene storbyens bekvemmeligheder med en afslappet forstadsatmosfære. 

Ja, der er uforholdsmæssigt mange mødre og fædre på cykel med børnesæder, og forvilder man sig ned ad sidegaderne, finder man tomme p-pladser og parcelhuse så langt øjet rækker. Der er sågar vildtvoksende bambushaver, og om aftenen synger cikaderne. 

Men tager man Chūō-linjen, er man på Tokyos hovedbanegård på 30 minutter, og med Keiō Inokashira-ekspreslinjen er man kun 20 minutter fra Shibuyas skyskraber-vanvid og blinkende lygter. 

Det er ikke så overraskende, at Kichijōji er et sted, mange japanere ønsker at bo i. Hvis de ellers har råd til det. En toværelses på 70 kvadratmeter koster over 4 millioner kroner. Det lyder som københavnske boligpriser, men djævelen er i detaljen eller rettere sagt i lønniveauet: En dansker tjener næsten tre gange så meget som en japaner i gennemsnit.

Foto: Christian Martinez

Selvom Kichijōji således er en dyr drøm, der indtil videre er uden for rækkevidde for mange japanere, betyder det ikke, at der går Østerbro i den: Der er for eksempel ikke noget søvnigt over Harmonica Yokocho Alley nord for togstationen, hvor den løsslupne stemning på de mange barer og madboder opvejer manglen på siddepladser.

Den særlige type bar kaldes tachinomi, og her står man ved disken og bestiller sine drinks. De mange barer er indrettet i en labyrintisk, overdækket hal, der oprindeligt var et loppemarked, men som i dag er Kichijōjis mest besøgte fest.

Kichijōji er en bydel, der formår at dække både festabernes og børnefamiliernes behov – på bekostning af boligpriserne. På mange måder minder Kichijōji om Vesterbro. På nær altså det med at personalet i restauranten følger en til dørs efter måltidet og bukker, indtil man er udenfor syne. Det gør de mig bekendt stadig ikke noget sted på Vesterbro.

REJSETIPS
Her skal du spise

Hokkaido Bussan Kichijōji
En fin lille izakaya i en sidegade med speciale i fisk og skaldyr fra Hokkaido. Der er en udendørs terrasse (hvor du både må ryge og medbringe din hund) og en uformel atmosfære. Bedst af alt er det venlige personale, der, selvom de ikke taler et ord engelsk eller har engelsk på menukortet, gør deres bedste for, at man ikke går sulten derfra.

Prøv husets sashimi, søpindsvin og yuzu-marinerede fisk.

Adresse: 2 Chome-8-8 Kichijōji Minamicho, Musashino, Tokyo 180-0003, Japan.

Ko Chan
Der findes mere fashionable ramen-restauranter i Tokyo, men Ko Chan vinder på old-school charme, bydelens måske bedste gyoza og store iskolde Ashai-øl. Maden bestilles via en gammel automat ved indgangen, som ligner et mekanisk levn fra 1980’erne, og skal man bruge toilettet, bliver man udstyret med særlige sutsko inden.

Adresse: 1 Chome−11−20, Kichijōji Honcho, Musashino, 180-0004 Tokyo, Japan.

CoCo Ichiban Ya Kichijōji Sanrodo Ten
 Japansk karry blev introduceret af den britiske flåde i 1800-tallet, og selvom det oprindeligt var en luksuriøs ret, blev karry med tiden populær på lokale spisesteder og sågar i skolemaden. Prøv den i denne brune restaurantkæde, der laver glimrende pankopaneret gris i karrysovs, som man får spicet op til Level 10, hvis man er modig. Det minder om en brun japansk McDonald’s med karry på menuen. Alting bestilles via tablets ved de små diner-lignende borde. 

Adresse: 1 Chome-12-4 Kichijōji Honcho, Musashino, Tokyo 180-0004, Japan.

Tombo
Byens bedste ramen, hvis man spørger anmelderne hos ramenguidejapan.com. De tager deres ramen ret alvorlig, og det samme gør den lille Tombo, der har kun har plads til en håndfuld spisende gæster, som til gengæld kan slupre prisvindende Shoyu- og Shio-ramen samt ramenvarianten maze soba. Kom tidligt eller sent, hvis du vil undgå at stå i kø.

4 Chome-16-12 Kichijōji Minamicho, Musashino, Tokyo 180-0003, Japan.

Coverbillede: Carol Hu

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 1. november 2025.

Ønsker du mere inspiration til din rejse til Japan? Find flere artikler her