9 eksklusive juleoplevelser i København

ANNONCE

Fra skøjteløb og julejazz til italiensk gastronomi i Tivoli. Her er ni skønne juleoplevelser i København, der for alvor kan bringe julestemningen frem.

1. Cocktails, wellness og julestemning på 1 Hotel Copenhagen

Københavns nyeste luksushotel har skruet godt op for julestemningen i december. Hotelbaren Pære dufter lifligt af krydret gløgg, der både kan fås i en klassisk og en alkoholfri version.

Gløggen bliver serveret i en lille ‘fyrreskov’, hvor man kan få en pause fra juleræset. Baren kører med et særligt cocktailtema gennem hele julemåneden, hvor bartenderne hver anden dag præsenterer en ny cocktail med vinterurter og krydderier. 

I hotellets wellnesscenter kan du få hjælp til at finde julefreden med infrarød yoga og et særligt matcha-ritual. Det foregår 14. december, mens vintersolhverv d. 21. december markeres med meditation og refleksion over det kommende nye år.

2. Italiensk haute cuisine i Det Japanske Tårn i Tivoli

juleoplevelser i københavn
Foto: Saporium Tivoli

Tivolis julemarked er efterhånden en institution i sig selv, og i år kan du forkæle dig selv med en oplevelse, der giver december et gastronomisk løft. Den italienske Michelin-restaurant Saporium har overtaget køkkenet i Det Japanske Tårn indtil 15. december. 

Normalt hører restauranten hjemme på Borgo Santo Pietro i Toscana, et af Italiens mest eksklusive hoteller, som netop har modtaget tre Michelin-nøgler. Her arbejder man kompromisløst med lokale, sæsonbestemte råvarer og et køkken, hvor bæredygtighed er tænkt ind fra start. 

Kombinationen af Tivolis eventyrlige rammer og et kreativt italiensk menukort gør pop-up’en til en af månedens mest interessante spiseoplevelser. Og på vej til og fra restauranten kan du få en indsprøjtning af Tivolis eventyrlige julemarked eller et glas gløgg på Nimb.

3. Skøjteløb og vintermarked på Kongens Nytorv

For andet år i træk er Kongens Nytorv omdannet til et overflødighedshorn af funklende julelys og lækre madboder med Copenhagen Winter Wonderland. En 1.200 kvadratmeter skøjtebane snor sig om Krinsen og fungerer som centrum for et juleunivers, hvor håndværk, gastronomi og lys er flettet sammen. 

Det kuraterede julemarked byder på gode råvarer, lokale producenter og flot design. I de hyggelige madboder kan du købe lækkerier fra lokale toprestauratører som blandt andet Krogs Fiskerestaurant, Hotel D’Angleterre, Juno the Bakery og Restaurant Møntergade. En skøjtetur på Kongens Nytorv efterfulgt af et glas varm gløgg er en perfekt måde at booste julehumøret.

4. Julejazz på Epicurus

Foto: Epicurus

Den chikke jazzklub og restaurant Epicurus, der åbnede i Rosenborggade tidligere i år, arbejder med nogle af verdens bedste jazzmusikere ved at invitere dem på længere kunstnerophold. De bor og arbejder i huset, som også huser klubben og restaurant, hvor de kan udvikle deres musik gennem flere uger. 

I december indtager Camille Sledge scenen i jazzklubben, som har gennemgået en større renovering udført af det dansk-italienske designstudie GamFratesi.

Udover at være født ind i den musiske Sister Sledge familie har Camille en imponerende vokal spændvidde og med fortolkninger af både Aretha Franklin, julesoul og jazzstandarder bydes der indenfor til en varm, intim og hyggelig julemåned.

Nyd enten jazz, cocktails og snacks med kaviar og østers i baren eller prøv den fulde oplevelse med middag i den tilstødende restaurant inden lækker julejazz inde i klubben.

5. Royal Copenhagens juleborde

Udstillingen på Amagertorv har eksisteret i mere end seks årtier, og i år har den fået en tydelig kunstnerisk vinkel. Under temaet Kunsthåndværkets Jul har Royal Copenhagen inviteret fire kvindelige kunsthåndværkere til at forme hver deres julebord omkring porcelænet. 

Årets udstilling samler arkitekt og papirkunstner Amanda Betz, glaskunstner Helle Mardahl, billedhugger Martine Myrup og smykkekunstner Olga Bonne, som hver fortolker julen gennem deres eget materiale og formsprog. 

Resultatet er fire vidt forskellige opdækninger, der viser, hvor langt traditionen kan strækkes, når kunsthåndværket får lov til at sætte tonen. Fra poetiske papiruniverser og organiske glaskompositioner til fantasifigurer i tekstil samt naturinspireret sølv og porcelæn.

Foto: Royal Copenhagen

6. Oliver Gustavs juleunivers

Hos Studio Oliver Gustav er december hverken rød eller glitrende. Her er julen til de kræsne juleglade, som går op i materialer, tekstur og farver i den dæmpede ende af skalaen.

De overdådige lokaler lægger hus til den mere underspillede juleæstetik med støvede farver og ornamenter designet med en ro, der står i kontrast til resten af byens tempo og udsmykning.

Julepynten af eget design med håndfarvet bånd er produceret i begrænset oplag, så skynd dig forbi den gamle nyklassicistiske museumsbygning på Kastelsvej på Østerbro for en blød og stilfuld jul.

7. Julegløgg på Hotel d’Angleterre

Hvert år i midten af november afsløres den overdådige juleudsmykning af Hotel d’Angleterres facade, der for mange markerer starten på julesæsonen.

Den kan heldigvis nydes gennem hele julemåneden, og i år kan du både få Marchals gløgg og de klassiske æbleskiver i Wineroom, Upper Lobby og på terrassen, hvis vejret tillader det.

Maison-patisseriet bidrager også med sin egen sæsontradition, hvor den udendørs gløgg-trolley byder på Snedronningens gløgg.

Tag forbi efter juleshopping i byen for at lade julestemningen falde som et tungt tæppe, mens du nyder et glas varm gløgg. 

Foto: Hotel d’Angleterre

8. Fransk jul i Fil de Fer 

Fil de Fer er en butik, hvor tiden står stille, og hvor København for en stund føles fransk. I anledning af butikkens 30-års jubilæum er decemberopsætningen ekstra detaljeret.

Butikken er indrettet som en labyrint, hvor hvert rum er bygget op af antikke møbler, borddækninger og små historier om forskellige franske regioner.

Normandiets robuste mazagran-kopper står i kontrast til Provences lette espresso-service og det hele er arrangeret med en næsten teatralsk præcision. Det er ikke en traditionel juleudstilling, men nærmere en rejse ind i det eventyrlige franske univers, som Fil de Fer er kendt for. 

9. Julestemning på Park Lane i Hellerup

Tag en køretur eller gåtur op ad Strandvejen og nyd den varme lyssætning. Stop forbi det eksklusive Park Lane Hotel, som har en mere low key tilgang til julen. Her er det ikke store dekorationer, men følelsen af at træde ind i et sted, hvor der er tænkt over hver detalje. 

Her er der gløgg i både rød og hvid variant, hjemmebagte æbleskiver og en rolig atmosfære, der gør det til et oplagt stop en eftermiddag i december, inden klokkerne kalder ind til en af sæsonens mange julefrokoster.

Coverbillede: Hotel d’Angleterre

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 6. december 2025.

Ønsker du mere inspiration til din ferie i Danmark? Find flere artikler her