Vil du gerne cruise, men helst selv styre tempo og program? På kanalerne i det sydlige Frankrig kan du på egen hånd sejle helt tæt på naturen, de små byer og den gode mad i en flodbåd.
Den lange, lave båd glider frem i sløv fart og får vandet til at skvulpe dovent. Langs bredden ligger et vekslende landskab.
Det ene øjeblik kaster høje træer en flimrende skygge ned over den smalle kanal, det næste passerer vi landsbyer, hvor vasketøjet vejrer fra husbådene, og pastelfarvede træskodder skærmer de gamle stenhuse mod den skarpe sol.
Det er Sydfrankrig set fra vandsiden – i et tempo, hvor der er tid til at se, høre og indsnuse detaljerne.
Vi befinder os nær Montpellier, hvor vi gennem otte dage sejler på de lange, smukke kanaler, der skærer gennem området.

Øst for Montpellier ligger Cargese, et af Europas største vådområder, rigt på fugleliv og især kendt for sine pink flamingoer, der vader rundt i det lave vand, og for sine vilde, hvide heste og sorte tyre, der boltrer sig i det åbne landskab.
Vest for byen ligger Canal du Midi, den 235 kilometer lange kanal, der forbinder Middelhavet med Atlanterhavet. Og på tværs af det hele et væld af kanaler, som er forbundet på kryds og tværs.
Det er et landskab, der er som skabt til langsom sejlads – og perfekt til os: En flok på fem, uden erfarne sejlere men med store appetit på at opleve de smalle kanaler. Af samme grund har vi valgt ikke at have en bunden distance eller fastlåste planer om at nå særlige destinationer.
Nogle dage lægger vi mange kilometer bag os, andre dage sejler vi kun i få timer for i stedet at lægge til i en af de mange hyggelige landsbyer, vi kommer igennem.
REJSETIPS
Lej din egen båd
Du kan tage på flodbådsferie i lande som Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien, England og Irland. Der findes et væld af bådudlejere – bl.a. Lea Boat, ABC Boat Hire og Riverly (tidligere Nicols og Locaboat) og mange både at vælge imellem.
Rejser I uden erfaring eller kendskab til både og sejlads og har brug for at booke på dansk eller vejledning til at vælge bådtype og område, er der hjælp at hente hos flere danske bureauer.
Et af dem er Seatravel, som har formidlet flodbådsferie gennem mere end 25 år og samarbejder med erfarne operatører, og som har erfaring fra og lokalkendskab til kanaler og bådtyper.
Kanalbådene fås fra 1-5 stjerner og varierer tilsvarende i komfort – på de nyeste og mest luksuriøse er der opvaskemaskine, mens man på budgetbådene laver kaffe på gasblus. Nogle kanaler og områder har flere sluser end andre eller lokale forhold, som det kan være værd at have med i overvejelserne, når man booker.
Se mere her
Slusemestre
Båden, der kan lejes uden certifikat, sejler kun langsomt, og inden afgang har vi fået en grundig instruktion til at kunne færdes på kanalerne. Det sværeste viser sig ikke at være gennemsejlingen af de sluser, som kanalerne også gemmer på, men tålmodigheden når man skal vende en lang båd, der reagerer med forsinkelse og usikkerheden ved at skulle lægge til på en smal kajplads.
De lokale havnefogeder møder os hver gang med stor tiltro og guidede os optimistiske hen til pladser, som vi selv ville tro krævede mere sejlerfaring.

Men uanset hvor lille en havn vi sejler ind i, skorter det aldrig på hjælpsomme sjæle, der ud af ingenting pludselig står klar langs kanten til med ivrige fagter og tilråb som »mere til venstre«, »mere til højre« får os guidet sikkert på plads, så hverken vi eller nabobådene får skrammer.
Samme energi møder vi i de sluser, vi skal igennem. De fleste er bemandede af kyndige slusemestre, andre steder træder lokale til og sikrer, at vi kommer godt igennem.
En god ting at være opmærksom på er, at nogle sluser har særlige åbningstider, ligesom andre er meget befærdede og kan give ventetid. Vi oplever det på intet tidspunkt som et problem – men vi har heller ikke travlt og lader dagsformen og trafikken på kanalen diktere distancen.
REJSETIPS
Det kan du opleve i området
Du kan sejle på egen på blandt andet Canal du Midi og Canal du Rhône à Sète. Mulighederne er mange, og du tilrettelægger selv ruten. Vi valgte en løsning, hvor vi ikke skulle aflevere båden i samme havn og dermed kunne strække turen ud over et større område.
Sejler du øst for Montpellier, så læg vejen forbi middelalderbyen Aigues-Mortes, der troner på kanten af Middelhavet med sin enorme fæstning og hyggelige bykerne.
Overvej at leje cykler til at have med på båden – det gav os mulighed for en eftermiddagstur til Middelhavet.
Coverbillede: Le Boat
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 17. januar 2026.
Ønsker du mere inspiration til dit næste sejleventyr? Find flere artikler her

