Den bjergtagende natur omkring Alpernes største sø har tiltrukket kunstnere i århundreder, og særligt én by emmer så meget af rock-, jazz- og filmhistorie, at et besøg bør være obligatorisk for enhver kulturnørd.
Jeg har knap nok hørt om den schweiziske by Montreux, da jeg skal lægge ruten for familiens årlige roadtrip og tilfældigt spotter den på et kort over Genèvesøen.
Først forestiller jeg mig, at det kan være et oplagt frokost-pitstop, hvis vi vil køre søen rundt, men efter en smule research opdager jeg, at Montreux nærmere bør være udflugtsmålet i sig selv.
Stedet rummer nemlig et sandt overflødighedshorn af oplevelser og kulturelle anekdoter, som kræver minimum en dag at dykke ned i.
Château de Chillon og Chaplin’s World
Montreux er omgivet af pompøse bygninger, men få kan hamle op med Château de Chillon mellem Montreux og Villeneuve.
I 1816 fandt Lord Byron inspiration til digtet The Prisoner of Chillon her, og i dag er Chillon en af de mest velbesøgte middelalderborge i Europa.
150 år senere huserede en af digterens mindst lige så kendte landsmænd Charlie Chaplin på modsatte side af Montreux, nord for Vevey.

Her boede stumfilmstjernen frem til sin død i 1977, og på køreturen forbi byen spotter vi flere bygninger, som er prydet af hans karakteristiske ansigt.
Da jeg har en forkærlighed for filmhistorie, må vi naturligvis standse ved Chaplin’s World, et museum, som både giver mulighed for at snuse rundt i stjernens private gemakker og få et indblik i de famøse film, han har været med til at skabe.
Er du let at skræmme, vil du muligvis skabe dit eget drama, når du bliver konfronteret med de yderst livagtige voksfigurer af Chaplin, som er placeret i flere af lokalerne.
Jeg kan i hvert fald ikke se mig fri for at have skreget op mere end én gang, fordi jeg troede, at legenden var genopstanden fra de døde.
Musik og mad ved Genèvesøens bred
Chaplin var begejstret for den smukke natur, og fra hans private have, som vi andre dødelige nok ville kalde en
park, kunne han skue ud over søens betagende bjerglandskab.
På vores videre færd passerer vi utallige vinmarker og skæve huse med træskodder, inden vi parkerer i Montreux. Her når vi en afkølende soppetur i den krystalklare sø, inden vores bord på Le Palais Oriental står klar.
Med inspiration fra 1001 nats eventyr serverer restauranten iranske, libanesiske og marokkanske retter, som er alle schweizerfrancene værd.
REJSETIPS
Brasiliansk fodboldgastronomi
Listen over kendte, der har tilknytning til Genèvesøen, tæller også fodboldspilleren Ronaldinho, der i 2024 åbnede restauranten R10 i Châtelaine.
Navnet er inspireret af hans trøjenummer, og stedet, som serverer retter i den bedre ende af fastfood-skalaen, er spækket med fodboldgadgets.
På terrassen lader de bedste borde til at være besat af lokale, og det er ikke svært at forstå, at stedet har mange stamkunder, for med sin placering helt ned til søen findes der næppe et flottere baggrundstæppe for et velsmagende måltid.
Med maverne fulde af mezze og lammekølle slentrer vi videre til byens kasino, der i årevis lagde adresse til Mountain Studios, hvor verdensstjerner som David Bowie, The Rolling Stones, Michael Jackson og Queen har indspillet. Sidstnævnte blev endda så begejstrede for stedet, at de købte studiet i 1979.

I dag er en del af kasinoet derfor omdannet til museet Queen Studio Experience, som er ganske gratis at besøge – og da jeg kommer fra en familie, hvor Made in Heaven og Under Pressure har kørt på repeat, er det et must.
Vi er tydeligvis ikke de eneste, der har lagt vejen forbi, for i mellemgangen, der fører ind til museet, har fans fra hele verden plastret væggene til med breve og billeder, primært stilet til frontmand Freddie Mercury.
Skulpturpark: Alley of Jazz Musician Sculptures
Uden for kasinoet finder vi endnu en Queen-mindevæg, og som om det ikke er nok, troner en statue af Freddie Mercury ved søen.
Det er dog ikke rock, men jazz, som er områdets helt store genre.
Hver sommer er Montreux vært for en jazzfestival, som Ella Fitzgerald, Aretha Franklin og Ray Charles blandt mange andre har gæstet.
De er alle foreviget i Alley of Jazz Musician Sculptures, en fin park ved vandet, hvor en skulptur af Vladimir Nabokov også har sneget sig ind. Lolita-forfatteren er nemlig begravet på den lokale kirkegård, Cimetière Clarens.

Tæt ved parken ligger Grand Hotel, og kan du teksten til Smoke on the Water udenad, vil du vide, at det var her, Deep Purple indlogerede sig, da kasinoet brændte ned i 1971.
Måske husker du også, at de nævner grundlæggeren af Montreux Jazz Festival, Funky Claude. I dag kan du drikke drinks på baren af samme navn, som ligger dør om dør med Montreux Jazz Café.
For os bliver sidstnævnte dagens endestation, hvor vi skyller de mange kulturindtryk ned med et glas kølig hvidvin under et gigantisk maleri af Quincy Jones, som selvfølgelig også har besøgt denne fascinerende by.
Coverbillede: Pia Konstantin Berg
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 21. februar 2026.
Ønsker du mere inspiration til din næste rejse til Schweiz? Find flere artikler her
