Dette hotel på Amalfikysten er som at finde en nål i en høstak

På Amalfikysten ligger Borgo Santandrea. Det er et hotel af den slags, du aldrig vil glemme. Med privat strand, Michelin-restaurant og kun 52 værelser.

Amalfikysten har været på radaren hos eventyrlystne rejsende i så lang tid, at selv H.C. Andersen har været her.

Og selvom det snart er 200 år siden, at den store eventyrdigter besøgte denne del af Italien, så fortæller det noget vigtigt om Amalfi.

For det første, at her er gudesmukt.

Hele området ligner et stort solbeskinnet postkort med sine snoede kystveje, små landsbyer og det glitrende Middelhav.

Men for det andet, at her er mange turister. Som i virkelig mange.

Det skyldes selvfølgelig, at vi alle gerne vil opleve de steder, vi altid har hørt om – og Amalfi er der vitterligt talt og skrevet om i århundreder.

Det kan gøre det udfordrende at finde både roen og skønheden i området.

For enten bor du smukt, men langt væk fra alting.

Eller også bor du mere centralt, men så er der mange mennesker.

Jeg har derfor været på udkig efter et sted, hvor jeg kan bo tæt på Amalfi by, men tilpas langt væk fra de kraftige turiststrømme til at det stadig er afslappende.

Hvilket er som at finde en nål i en høstak.

Men så dukkede der en invitation op til et gammelt charterhotel, der har fået den HELT store tur, og derfor befinder jeg mig nu på bagsædet af en bil, der bevæger sig langsomt op ad en smal, snoet bjergvej.

Borgen på Amalfikysten

»Du må sige til, hvis du bliver dårlig,« siger chaufføren, der har hentet mig inde i Napoli.

Han er bekymret på mine vegne, for vejen er ét langt hårnålesving.

Og det fortsætter i en times tid på denne måde, så det er vigtigt at kigge op, og ikke ned i telefonen. Ellers kommer køresygen lynhurtigt.

Mit hotel ligger i et gammelt fæstningsværk.

Eller det troede jeg til en start – og her må du gerne dømme mine evner udi borgruiner – for det viser sig at være bygget i 1960’erne som et turisthotel med borgtema.

Hvilket jo lyder enormt kitschet i dag, men dengang var antagelsen, at den slags var lige dét, der skulle til for at tiltrække turister fra det høje nord.

Over årene har tusindvis af gæster hygget sig i disse rammer, men tiden er løbet fra det, og hvad pokker gør man så med dette noget specielle byggeri?

Beliggenheden er nemlig i top. Alle værelser har havudsigt, hotellet har sin egen strand, og det ligger i gåafstand fra Amalfi by.

Det er ret unikt på disse kanter, og i den henseende er der virkelig noget at bygge videre på.

Men i mellemtiden er stedet tilmed blevet fredet.

Så løsningen blev helt nye ejere og en gennemgribende renovering, hvor alt indvendigt er røget ud.

Kun facaden fik lov at stå.

Derefter rykkede et hold af dygtige arkitekter og designere ind for at skabe et nyt sted, og resultatet er bemærkelsesværdigt.

For det gamle charterhotel med borgtema er tryllet om til et luksushotel fra øverste hylde med stenmure, hvidskurede vægge og et dekorativt flisegulv.

Indretningen er en hyldest til tressernes smukke design – tænk møbler à la Wegner – og med sin egen Michelin- restaurant er stedet klar til at byde nye generationer af kræsne feriegæster indenfor.

Under et helt nyt navn – som dog alligevel sender en kærlig tanke til stedets fortid – så velkommen til: Borgo Santandrea.

Det mest eventyrlige borghotel

Jeg sætter mig godt til rette på hotellets terrasse og beder om en espresso.

Foran mig er havet og klipperne, og de små både sejler frem og tilbage i den lille bugt.

På hotellets private strand ligger folk og soler sig, og i restauranten er de ved at fylde brænde i pizzaovnen, så den er rygende varm, til når de første kunder melder sig.

Som du måske kan fornemme, er hotellet en hel destination i sig selv.

I en grad, så jeg den første dag aldrig kommer ud herfra.

Jeg går ned til stranden og sætter mig i restauranten for at nyde lidt pasta.

Sejler op langs kysten i hotellets træbåd.

Får en drink i baren.

Spiser på Michelin-restauranten om aftenen.

Og valser lykkelig i seng.

Næste morgen spadserer jeg ud på den store terrasse med havudsigt, hvor morgenmaden bliver serveret.

Buffeten er placeret ude i køkkenet, så jeg træder rundt mellem kokke og store industrikøkkenmaskiner, mens jeg fylder italienske lækkerier på min tallerken.

Ved aftentid frembringer de Michelin- mad på disse stålborde, men om morgenen er det et sted, hvor et overdådigt udbud af italienske specialiteter udfordrer min evne til at udvise mådehold.

De har samlet alt det bedste fra Italien med skinken, osten og tomaterne – åh, tomaterne der altid smager af mere i Italien – og det hele er opstillet på stålbordene sammen med nybagt brød, lækre kager og frisk frugt.

Kokkene laver æg, presser juice, og jeg har lyst til at smage det hele.

Tjeneren hilser på alle gæster med et »hello my friend«.

Restaurantchefen styrer løjerne med et skævt smil og kæmpe overskud.

Han ligner selve definitionen af en italiensk mand med den slags selvtillid, man skal være født syd for alperne for at have.

Italien i topform

Det er tydeligvis et Italien i topform, jeg er landet midt i.

Jeg kan stadig blive betaget af, hvor anderledes verden kan se ud på nogle få timer. En flyvetur og en time i bil, og pludselig er livet et helt andet.

Men hvor forholdene er decideret civiliserede inde på hotellets område, så er sagen en anden udenfor murene.

Jeg føler mig forpligtet til at forlade de trygge rammer og tage ind til Amalfi by, og er du gal en kontrast.

Pludselig er her proppet med mennesker, som skubber og maser for at komme frem.

Der bliver taget selfies i ét væk. Butikkerne er fyldt med souvenirs. Restauranterne lokker med turistmenuer.

Det er overturismens grimme ansigt, der viser sig her.

Så jeg søger ind i Amalfis baggader, hvor der er mere ro.

Heromme er der rent faktisk folk, der bor, og vasketøjet hænger til tørre. Gaderne er smalle og som en stor labyrint.

Pludselig dukker en lille restaurant op, og jeg tænker, at det må være et tegn til, at jeg skal tage en frokost.

Kvinden, som tager min ordre, er nok familiens bedstemor. Hun går foroverbøjet og med små forsigtige skridt, men har styr på alle retterne i hovedet.

Jeg beslutter mig for ’Piccheri alle genovese’, som er en god vens yndlingsret. Der er en pastaret med langtidsstegt kød og bløde løg.

Og mamma mia! Her er stegte løg nok til et helt liv. Serveret med store paccheri pastarør – kogt al dente, naturligvis – er det et simpelt og mættende måltid.

Bordene er presset ind i lokalet, og folk sidder tæt i restauranten.

Et yngre par har deres barn med i klapvognen, men pludselig sidder den lille guldklump på tjenerens arm, mens mor og far spiser færdig.

Se, dét her Italien er umuligt at stå for.

Jeg kunne til gengæld godt have undværet at skulle tilbage gennem hovedgaden i Amalfi.

Folk er stadig i færd med at spise is, tage billeder og købe souvenirs.

Nu er her også en Fiat Panda, som prøver at komme igennem menneskehavet, og det er ét stort kaos.

Men jeg får kæmpet mig igennem og bliver kørt den korte tur tilbage til mit fredelige helle på Borgo Santandrea.

I det fjerne kan jeg se et krydstogtskib lægge til.

Endnu flere mennesker er på vej ind til den lille by med de i forvejen mange turister.

I mellemtiden bestiller jeg en negroni – den klassiske italienske cocktail med lige dele Campari, gin og sød, rød vermouth – og bartenderen giver den ekstra kærlighed med citrusolie baseret på områdets citroner.

Som jeg sidder her, sætter jeg endnu mere pris på roen, stilheden og den gode plads på hotellet.

Jeg tager en tår af min drink og tænker, at det er sådan her, jeg altid har drømt om at opleve Amalfikysten; smuk, charmerende og stille.

Sådan som jeg forestiller mig, H.C. Andersen har set området i sin tid.

Coverbillede: Kenneth Karskov

FRI var inviteret af Borgo Santandrea, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 23. maj 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Italien? Find flere artikler her