Tag med i Odysseens fodspor i Grækenland

Den nye storfilm om Odysseus har genoplivet interessen for antikkens guder og helte. FRI er taget en tur til det antikke Grækenland for at følge i deres fodspor.

Kursen er sat mod Grækenland, og vi har pakket en stak bøger om græske guder og helte i bagagen.

Vores mission er at genoplive landets antikke historie, og vi har blandt andet sat os for hver aften at tage fat i en af de græske myter.

I Athen på sporet af gudinden Athene

I Athen indleder vi vores græske odyssé med at gå op ad bakken til Akropolis, som er opkaldt efter en af de mest kendte græske gudinder, nemlig Athene.

Hun var et af Zeus’ uægte børn  og en meget sammensat gudinde; både vis, krigerisk og fredelig.

Hun var også Odysseus’ beskytter og hjalp ham, da han skulle tilbage til Ithaka efter sin lange rejse til Troja.

Ifølge myten lavede man blandt guderne en konkurrence om, hvem der skulle være byen Athens skytsgud.

Skulle det være Athene eller havets gud Poseidon, som var bror til Zeus? 

Poseidon lagde for i konkurrencen ved at plante en trefork på Akropolis. Ud sprang en kilde med saltvand.

Athene plantede et oliventræ med spiselige frugter ved siden af kilden, og de øvrige guder mente, at oliventræet ville være mere værdifuldt end saltvandet, så byen blev opkaldt efter Athene.

Træet er blevet et symbol på fred og velstand.

Athene kaldes også for Parthenos, der betyder jomfru, og det store tempel på Akropolis er opkaldt efter hende.

I dag er det svært at finde afbildninger af Athene på Akropolis, men ser man godt efter, kan man alligevel finde hende i små glimt – som for eksempel på østgavlen af Parthenon-templet, hvor Athenes usædvanlige fødsel er fremstillet.

Hun sprang nemlig ud af panden på Zeus.

Desværre er kun tre små kvindelige figurer på spidsen af gavlen bevaret.

På vestsiden var kampen mellem Poseidon og Athene oprindeligt skildret.

På det nærliggende Akropolismuseum kan man se rekonstruktioner af de i dag ødelagte friser, herunder torsoen af Poseidon fra gavlen af Akropolis.

Selve oliventræet, som hun plantede, stod efter sigende dér, hvor det lille Erechtheion-tempel på Akropolis-klippen senere blev opført.

Templet Erechtheion er i sig selv legendarisk med de seks kvindelige søjlefigurer.

Karyatiderne, som de hedder, forestiller seks kvinder fra den oldgræske by Karyai, som blev straffet for at have sveget deres egen by, og derfor blev de forvandlet til de stenstøtter, som bærer templets tag.

Poseidon, som tabte konkurrencen, var naturligvis ikke tilfreds med at blive vraget som byens skytsgud, så han fik i stedet et storslået tempel ved Kap Sounion lidt øst for Athen.

Orfeus, Eurydike og vejen til underverdenen

Vi vandrer ned igen efter at have tilbragt en god times tid i den bagende sol på klippeplateauet og passerer undervejs en stor plads, agoraen, som rummer flere velbevarede templer, især kendt er Hefaistos-templet.

Hefaistos var smedeguden, som haltede efter at være blevet smidt ud fra Olympen af Zeus. 

I det antikke Grækenland var selve agora-pladsen både markedsplads og det politiske centrum, og her gik blandt andre filosoffen Sokrates og talte med de andre athenere.

I dag er hele området temmelig uoverskueligt med ruiner og stenblokke spredt over området.

Ikke så langt fra agoraen, lige bag Thissio-metrostationen, finder vi Kerameikosgravpladsen.

Der er ikke så meget at se, blot nogle rester af statuer og gravsten, men stedet har stor symbolsk betydning.

Med lidt fantasi forestiller vi os, hvordan de døde passerer igennem kirkegården på vejen ned til underverdenen.

Det var nemlig ifølge myten om Orfeus og Eurydike her, at guden Hermes tog Eurydike i hånden og førte hende tilbage til underverdenen, efter at Orfeus havde brudt sin aftale med Hades.  

Sagnskikkelsen Orfeus elskede sin Eurydike, men hun døde, da hun blev bidt af en slange og måtte ned til Hades. 

Orfeus var så ulykkelig, at han ville gøre alt for at få hende tilbage og tog ned til underverdenen og fik ved at spille så smukt på sin lyre overtalt Hades til at Eurydike kunne vende tilbage til jordelivet.

Der var dog et men: Han måtte ikke se tilbage på Eurydike, før de var helt ude af mørket.

Han kunne beklageligvis ikke vente og drejede hovedet for at se på sit livs kærlighed. 

Straffen faldt øjeblikkeligt, og hans elskede Eurydike måtte retur til underverdenen.

Hermes og sejlads i Kykladerne: Syros og Delos

Hermes var som nævnt guden, der ledsagede Eurydike tilbage til underverdenen, og netop Hermes stifter vi igen bekendtskab med på øen Syros, et par timers sejlads øst for Athen.

Syros er en lidet kendt ø for turister på flyrejser til det græske øhav, men Ermoupolis er en af hovedbyerne i øgruppen Kykladerne og har en lang tradition som havneby.

Byen havde sin storhedstid i 1800-tallet som centrum for handel, og byens borgere ville ære Hermes, som både var vejviser, budbringer og gud for tyveknægte og for handel, ved at opkalde byen efter ham.

Vi tjekker ind på byens største og bedste hotel, Hotel Hermes, for enden af havnen.

Om aftenen sidder vi på havnepromenaden og nyder vores græske hvidvin, mens vi ser på færgerne, som bringer gæster til og fra byen.

Apollon og Artemis’ fødested

Et par dage senere hopper vi på en færge med kurs mod øen Paros. Undervejs sejler vi lige forbi Delos, som er en hellig ø med en særlig historie.

Ifølge myten havde Zeus et godt øje til gudinden Leto, som han gjorde gravid.

Zeus’ kone Hera blev så rasende, at hun besluttede sig for, at Leto ikke skulle finde et sted på jorden, hvor hun kunne føde i fred. 

Hera sendte slangen Python ud efter Leto, som flygtede og endte på den lille ø Delos, som flød rundt på havet.

Zeus lovede øen, at den ville blive landfast med havbunden, hvis blot den ville give ly til Leto. Her nedkom hun så med tvillingerne Apollon og Artemis. 

Beboerne på den lille, golde klippeø havde hørt, at drengebarnet Apollon ville blive en mægtig og streng gud, og de var nervøse for, at han ville sparke øen ned på havets bund, når han så, hvor han var havnet. 

Apollon gjorde imidlertid frygten til skamme, idet der stod en guldglans om ham, og øens indbyggere  byggede et stort tempel til ham. 

Øen er et besøg værd, selvom de fleste af templerne er reduceret til ruiner i dag.

Det er også værd at se løve-terrassen, som er endnu ældre end templerne og var anlagt for at skræmme fjender væk.

På øens lille, men nyrenoverede museum kan man se de originale løver i marmor og en statue af Apollon ligeledes i marmor.

Poseidons betydning for Paros og Ægæerhavet

Vi sejler forbi den tilsyneladende så utilnærmelige ø, mens vi tænker på, at her blev to af de mest kendte guder født.  

Havet er roligt på overfarten til Paros, selvom der blæser en frisk vind fra nord.

Vi er taknemmelige over, at Poseidon ikke er i ondt lune og har undladt at piske stormfloder og store bølger op.

Det gjorde han til gengæld, da Odysseus var på sin rejse hjem fra Troja.

Poseidon lagde nemlig alverdens forhindringer i vejen for Odysseus som hævn for, at Odysseus skulle have blindet hans søn Polyfem.

På Paros har Poseidon en særlig betydning, hvor man betragter ham som Ægæerhavets beskytter og derfor værdsætter ham meget. 

Havnebyen Parikia ligger i en stor bugt, og der er umiddelbart ikke meget guddommeligt over den travle havneby, så man skal lede lidt for at finde spor fra Antikken.

Apollon blev jo født i nabolaget og fik sammen med sin søster Artemis et tempel med front mod Delos. I dag er der kun få rester af templerne nord for Parikia. 

Paros ligger midt i Ægæerhavet, og det var også her, helten Theseus søgte tilflugt efter at have besejret uhyret Minotaurus på Kreta.

Her kunne han både slappe af og nyde den smukke marmor fra øen, som den dag i dag er meget synlig i byens gader. 

Det hvide marmor fra Paros blev vidt berømt i Antikken og brugt til at fremstille statuer. Mest berømt er statuen af Venus på naboøen Milos.

Vi krydser Paros’ bløde bakker for at se byen Naoussa på østkysten. Den er i dag en magnet for turister med sine hvide huse, lyse sten og smalle gader.

Men her er heller ingen spor af guderne.

Kreta: Minotaurus, Knossos og Zeus’ fødested

Næste stop på vores mytiske rundrejse er Kreta.

Det var som sagt her, at  Theseus, søn af Kong Aigeus, påtog sig opgaven med at slå tyren Minotaurus ihjel.

Det var også her Zeus blev født i Dikteon-grotten i et bjergområde på den østlige del af øen. Zeus gemte sig, da hans far Kronos havde slugt sine andre børn af frygt for, at de ville omstyrte ham.

Senere fik Zeus selv et barn med den fønikiske prinsesse Europa, og det barn blev til Kong Minos, som blev hersker af Kreta.

Kong Minos boede i paladset på Knossos lige uden for hovedbyen Heraklion.

En dag dukkede en hvid tyr op, som Kong Minos’ kone Pasiphae blev så forelsket i, at hun blev gravid med tyren og fødte et væsen med en menneskekrop og et tyrehoved ved navn Minotaurus. 

Uhyret blev spærret inde i labyrinten på Knossos og skulle fodres med unge mennesker fra Athen, som blev ofret. Det varede ved lige indtil Theseus til sidst fandt vej ind til labyrintens indre og slog uvæsenet ihjel. 

Det kan selv i dag give et gys i os, når vi vandrer ind i labyrinten og tænker på, hvordan vi skal komme ud igen.

Vi ser ud over Ægæerhavet fra havnen i Chania på Kreta og forestiller os Poseidon piske havet op, mens vi taler om, hvad det fører til, når mennesker udviser hybris, som er den oldgræske betegnelse for at have overmod over for guderne, og konsekvensen nemesis, straffen for overmodet. 

Vi taler også om Sisyfos, som må lide den tort igen og igen at rulle en sten op på en bjergtop som straf for at udfordre guderne.

Og vi minder hinanden om den skæbne, der overgik den smukke yngling Narcissus, som afviste kærligheden, og blev så forelsket i sit eget spejlbillede, da han ville slukke sin tørst i en kildes vand. 

Han faldt ud over kildens kant og druknede.

Det var gudernes straf for hans afvisning af kærligheden, og med myterne og deres læring i tankerne rejser vi hjem fra den græske gudeverden. 

Coverbillede: Colourbox

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 15. august 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Grækenland? Find flere artikler her