Sydstaternes nye gourmet-mekka: Meget mere end burgere og BBQ

ANNONCE

South Carolina gør op med fordommene om det amerikanske køkken. Her står menuen på Michelin-gastronomi, mikrobryg og økologiske råvarer.

»Den der rucola,« siger Roddy Pick og peger på min tallerken: »Den skal passes og plejes, have en masse vand og holder sig i tolv timer, når den er høstet. Det er sgu ikke særlig bæredygtigt, heller ikke selvom den er økologisk.«

Roddy Pick er landmand og den ene af to indehavere af restauranten Fork & Plough i Greenville, en mellemstor by i den nordvestlige del af South Carolina, som er vores første stop.

Fork & Plough er en fra jord til bord-restaurant, og køkkenet ved præcis, hvor de små, stegte og sprøde rosenkål med røget paprika-aioli kommer fra, hvem der har dyrket broccolien til den cremede broccolisuppe med cheddarost, at rucolaen og gedeosten til rucolasalaten kommer fra Roddy Picks marker og geder, og hvilke landmænd der kan levere bøffelmælksost til salaten med rødbeder og soltørrede tomater. Roddy Pick leverer også hvidløg til restauranten.

»Hvidløg er til forskel fra rucola en superbæredygtig råvare, som hverken skal passes eller vandes, og så kan et hvidløg holde meget længe,« fortæller han med en begejstring, jeg ikke før har oplevet nogen have over for hvidløg.

Der er ingen tvivl om, at Roddy Pick er en passioneret landmand.

south carolina
Det er ikke alle retter hos Fork & Plough der er vegetariske, men mange af dem er og kan også tilberede vegansk. Foto Louise Alkjær

Michelin-guiden kom forbi

»South Carolina er jo landbrugsland, og vi kan nærmest dyrke alt og høste flere gange om året på grund af vores milde klima. Ethvert barn i South Carolina kender for eksempel remsen om, at jordbær er i maj, blåbær i juni og pærer i juli,« fortæller Stephanie Burnette, forfatter til »100 Things to Do in Greenville, SC Before You Die«, samme aften.

Hun har sat os stævne på Soby’s, som er en af de restauranter, Michelin-guiden sidste år i november gav en anbefaling, og uddelingen af Michelin-anbefalingerne til restauranterne i Sydstaterne fandt sted i Greenville.

Soby’s og tre andre steder fik anbefalinger i den berømte guide, mens én restaurant fik én stjerne.

At vinkælderen på Soby’s i Greenville er nævnt i Michelinguiden er i høj grad vinchef John Mitchells fortjeneste. Foto Louise Alkjær

Om Soby’s skriver Michelin blandt andet, at vinkortet er imponerende, og det får vi syn for, da vinchef John Mitchell inviterer os ned i vinkælderen under restauranten.

Hylde efter hylde med champagne, rødvin, hvidvin og rosé ordnet efter et system, som sommeliererne og John Mitchell har opfundet.

»Et vinarkiv, kan man nærmest kalde det,« siger han og henviser til de sirligt håndskrevne etiketter, der hænger om flaskehalse rundt omkring, og de nummererede hylder, der opdeler vinene i nærmest militær orden.

REJSETIPS
3 hoteloplevelser

På roadtrippet boede vi i tre forskellige byer og på tre vidt forskellige hoteller.

Grand Bohemian Lodge i Greenville ligner noget fra Alperne med den store pejs i foyeren, mørke lædermøbler og en afslappet og hyggelig bjælkehyttestemning. Værelserne er store og lyse. Hotellet ligger midt i byen på kanten af floden Reedy og med udsigt over en række små vandfald.

The Lantern i Columbia er et boutiquehotel indrettet i en gammel brandstation, hvor brandmandsstangen stadig er bevaret i det åbne receptionsområde. Værelserne er forskellige, men alle er store og moderne.

Hotel Bennett i Charleston har den perfekte beliggenhed på King Street, hvor man også finder mange forretninger. Hotellet åbnede i 2019 og er derfor af nyere dato, men bygget i en lidt gammeldags europæisk stil. Værelserne er store og eksklusive, der er pool på taget, spa, champagnebar med mere.

Ølbryggende veteraner

Det er ikke vin, men øl, der er i fokus næste eftermiddag, hvor vi er nået til Columbia, delstatens hovedstad med knapt 150.000 indbyggere.

Vi gør holdt på Savage Craft Brewery, som er indrettet i et gammelt rådhus med både bryggeri, stor bar og et meget stort udendørsområde.

»Bryggeriets ejere er veteraner fra militæret, og det er det, der har bragt os sammen. Det er derfor, nogle af vores øl har militærklingende navne, for det er også os, der brygger dem.«

Savage Craft Beer har også helt almindelige kolde og friske øl fra fad. Foto Louise Alkjær

Brandon Evans, der er Afghanistan-veteran og brygger på Savage Craft Brewery, præsenterer os for øl med navne som Landmine Spring, Turbine 33 og Kandahar Candy Man.

»Vi har en blanding af forskellige typer øl, så vi ikke bliver kendt som et sted, der kun har IPA for eksempel,« fortæller han.

I løbet af et år har bryggeriet 50-60 forskellige øl på hanerne. Vi nøjes dog med en enkelt, inden vi skal videre i byen.

Bib Gourmand på p-pladsen

Vi forlader Columbia næste formiddag med retning mod Charleston, South Carolinas mest kendte by.

Omkring frokosttid når vi frem til Rodney Scott’s BBQ i udkanten af Charleston.

Restaurantlokalet syner ikke af så meget med simple borde og stole, køkkenrulle på bordet til at tørre fingre i og en lang disk, hvor man bestiller sin mad.

Men det summer af aktivitet fra de mange gæster. Stort set alle borde både inde og ude er optaget, men vi får plads ved et af bordene på den lille parkeringsplads ved siden af.

Vores bestilling på pulled pork, brisket (oksebryst, der er en klassiker i det amerikanske grillkøkken), røgede kyllingevinger, mac ‘n’ cheese, fyldte bagte kartofler, baked beans, burgere og pommes frites er hurtigt klar.

Det er den helt klassiske BBQ, køkkenet excellerer i på Rodney Scott’s BBQ i Charleston. Foto Louise Alkjær

Det kan godt være, der ikke er dækket op med kniv og gaffel, og at du selv skal op til disken og bestille din mad, men der er absolut intet i vejen med det, vi får serveret.

Kødet smelter på tungen med dybe smage af både kød, røg og grillkrydderier, makaronien er blød og cremet og tilpas ostesmagende, kyllingevingerne perfekt krydrede og både knasende og møre.

Vi er enige om, at hvis nogen grillbar fortjener Michelin-guidens Bib Gourmand, er det den, Rodney Scott’s BBQ fik sidste år.

Vilde Wild Common

Aftenen er lun, og solen er kun lige ved at gå ned, da vi den sidste aften i Charleston sætter kurs mod Wild Common.

Restauranten, som har én Michelin-stjerne, ligger i centrum af byen omgivet af træer og de smalle, historiske Charleston-huse.

Det er søndag aften, og det er tidligt, men det kan stadig være vanskeligt at få bord. 

»Sådan har det været, siden vi fik vores Michelin-stjerne tilbage i november,« forklarer PR-chef Brenda Urban, der møder os ved vores bord.

Køkkenchef Paul San Luis fra Wild Common i Charleston forklarer om tankerne bag maden. Foto Louise Alkjær

Hun beklager, at chefkokken Orlando Pagán ikke kan være her i aften, særligt da det er hans menu, vi skal smage.

Køkkenchef Paul San Luis er imidlertid på arbejde, og han fortæller ivrigt og gestikulerende om maden, om tilberedningen, om det sæsonbetonede køkken, om de lokale producenter og om, at surdejen, de bruger til det brød, vi får serveret, stammer fra en 100 år gammel grunddej, der har rejst med Orlando Pagán fra køkkener på Hawaii over San Francisco og nu til Charleston.

Det er ikke klassisk surdejsbrød, vi får serveret denne aften.

Faktisk er intet normalt på Wild Common.

Tværtimod afslutter vi vores gastro-roadtrip i South Carolina med turens absolut vildeste menu: Cocktails, champagne, østers, grønne asparges, kaviar, kammusling, oksehale, favabønner og den geniale dessert ants on a log med syltet bladselleri, vinpocherede rosiner og peanuts.

Efter i aften er det slået fast med syvtommersøm: Det amerikanske køkken er meget mere end burgere og BBQ.

REJSETIPS
Andre oplevelser i South Carolina

Sejltur på Lake Murray
Mellem Greenville og Columbia ligger den store, kunstigt anlagte sø Lake Murray. Området blev inddæmmet i slutningen af 1920erne for at skaffe elektricitet til hele delstaten.

Det bruger man stadig søen til i dag, men også til en lang række andre aktiviteter, for eksempel fiskeri, sejlture, fuglekiggerture og dykning. Besøgscenteret ved søen er en gammel plantageejendom, som også er værd at besøge.

River Walk i Columbia
Midt i Columbia flyder floderne Saluda og Broad sammen og bliver til Congaree River. Her kan man prøve tubing, en slags rolig river rafting i små, runde gummibåde. Man kan sejle kajak, og visse steder er det muligt at prøve lidt vildere river rafting.

Soda City Marked i Columbia
Byens imponerende rådhus tårner sig op for enden af Main Street, som hver eneste lørdag spærres af for trafik over fem blokke. Her er der marked, og kun stadeholdere, som selv laver det, de sælger (mad, kunst, håndværk, smykker osv.), kan få en standplads. Main Streets almindelige butikker har dog også åbent, så man kan også købe tøj, bøger, sko og meget mere.

Coverbillede: Louise Alkjær

FRI var inviteret af Discover South Carolina.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 22. august 2026.

Ønsker du mere inspiration til din rejse til USA? Find flere artikler her