Château Troplong Mondot: Vingård og Michelin i Saint-Émilion

Bordeaux er fyldt med smukke vingårde – men Château Troplong Mondot skiller sig alligevel ud. Her venter middelalderhistorie, Michelin-mad, arbejdsheste i vinmarkerne og et indblik i, hvordan nogle af egnens mest eftertragtede vine bliver til.

Det tager mindre end fem minutter at køre fra de brostenbelagte gader i Saint-Émilion og op til vingården Château Troplong Mondot, som ligger på en bakkekam hævet over den lille middelalderby.

Alligevel når landskabet at skifte karakter.

Vejen snor sig op gennem vinmarker, og for hvert sving breder udsigten mere og mere spektakulær. 

Château Troplong Mondot ligger 110 meter over havet og er den højest beliggende vingård i distriktet Saint-Émilion.

Herfra strækker panoramaudsigten sig ud over Dordogne-dalen og de bølgende vinmarker, der har gjort denne del af Bordeaux verdenskendt.

Hovedbygningen ligger omkranset af store træer, der giver skygge på varme sommerdage.

Fra terrassen kan man se hele vejen ned til byen, hvor kirketårnet rejser sig over byens lyse kalkstensbygninger.

Alt begynder i jorden

Château Troplong Mondot er først og fremmest en vingård, men vinmarkerne danner også rammen om et lille hotel og en Michelin-restaurant.

Et ophold her handler derfor både om vinen, landskabet, maden og historien, der omgiver den. 

På Château Troplong Mondot produceres verdensklasserødvine på Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, og vingården har klassifikationen Premier Grand Cru Classé B.

Stedets mest interessante historie begynder dog ikke i vinkælderen – den begynder i jorden. Eller med et vigtigt begreb i vinlandet: terroir.

Men når medarbejderne taler om terroir, handler det ikke kun om jordbund og druesorter. 

»Terroir er både jorden og den måde, vi arbejder den på,« siger vingårdens guide James, der viser os rundt på vingården. 

Det betyder i praksis, at jorden udsættes for færre indgreb – ingen herbicider og insektmidler og en dyrkningsform, hvor planterne i højere grad får lov at klare sig selv. 

Klimaforandringerne mærkes også tydeligt her. Hvor høsten tidligere begyndte i september, forventer vingården i år at gå i gang allerede sidst i august.

Det stiller endnu større krav til arbejdet i vinmarkerne, fortæller James.

Hestekræfter

Den første overraskelse, da vi ankommer til vingården, er stilheden.

Man forventer summen af maskiner på en vingård af denne størrelse, men i stedet er det lyden af fugle og cikader, der fylder luften. 

Lidt længere nede ad bakken står tolv kraftige arbejdsheste i skyggen og venter på dagens arbejde mellem vinrankerne.

Det kunne ligne et romantisk nik til fortiden. Det er det ikke. 

»De fleste tror, vi bruger heste af traditionelle grunde. Men det handler om jorden,« fortæller James, mens vi går mellem rækkerne af Merlot-vinstokke. 

En traktor vejer flere ton og kører år efter år i de samme spor.

Over tid bliver jorden presset sammen, så regnvandet har sværere ved at trænge ned, og mikroorganismerne får dermed dårligere vilkår, forklarer han. 

En arbejdshest er langt lettere og fordeler vægten anderledes.

Ifølge James giver det jorden bedre mulighed for at ånde og optage regnvand. Forandringen sker ikke fra den ene sæson til den næste.

Men over en årrække har medarbejderne oplevet, at jorden er blevet mere levende, efterhånden som hestene har erstattet traktorerne i markerne 

Under overfladen gemmer sig endnu en vigtig medspiller: kalkstenen.

Det er den, der har været med til at gøre Saint-Émilion til et af Bordeauxs mest eftertragtede vinområder.

Om vinteren suger den regnvandet til sig som en svamp.

Når sommeren bliver tør, søger vinstokkenes rødder flere meter ned gennem undergrunden, hvor vandet langsomt frigives igen.

Det betyder, at planterne klarer lange tørkeperioder bedre end mange andre steder i Bordeaux.

Fra køkkenhave til Michelin-stjerne

Efter timer mellem vinrankerne trækker vi indenfor.

Vi skal overnatte i en lys kalkstensvilla fra 1800-tallet, hvor de få værelser og suiter giver stedet en næsten privat atmosfære. 

Den franske indretningsarkitekt Mathilde Cardineau har bevaret husets karakter med synlige bjælker, natursten, pejsestuer og antikke møbler, mens udsigten over vinmarkerne får lov til at dominere.

Det føles mere som et elegant fransk landsted end et boutiquehotel. 

Ønsker man mere privatliv, hører også et selvstændigt hus til ejendommen.

Det ligger få minutters gang fra slottet, omgivet af vinranker, lavendel og hortensiaer.

Køkkenhaven ligger få skridt fra restauranten. Her dyrkes squash, tomater, bønner, urter og frugt efter permakulturprincipper, mens høns, ænder og grise indgår i det kredsløb, der også forsyner køkkenet.

Mange af grøntsagerne bliver høstet samme dag, de serveres. 

Råvarerne ender i restauranten Les Belles Perdrix, der både har en Michelin-stjerne samt den grønne Michelin-stjerne, som uddeles for arbejdet med bæredygtighed. 

I spidsen står David Charrier, som gennem en årrække har udviklet et køkken, hvor sæsonen bestemmer menuen.

Retterne justeres, i takt med hvad haven og områdets producenter kan levere.

Næsten 90 procent af råvarerne kommer fra leverandører inden for en halv times kørsel fra vingården.

Aftenens menu begynder med søde, nyplukkede ærter og kaviar, inden en sprød tærte med and – en af Charriers signaturretter – serveres.

Senere følger havaborre med abrikos, hvor den modne frugt tilfører fisken både syre og sødme.

Desserten er en hyldest til sommerens jordbær, der optræder i flere forskellige teksturer og tilberedninger. 

Fra bordet er der udsigt ud over de vinmarker, hvor dagens oplevelser begyndte.

Det gør forbindelsen mellem mark, køkken og glas mere konkret end nogen forklaring om terroir.

I munkens fodspor

Der har været dyrket vin i Saint-Émilion siden romerriget, men selve byen har fået sit navn efter den bretonske munk Émilion. 

I 700-tallet flygtede han fra hoffet i Vannes, hvor han i hemmelighed gav brød til de fattige, og slog sig ned som eneboer i en kalkstenshule.

Hans ry som hellig mand og mirakelmager tiltrak disciple og pilgrimme, og omkring dem voksede byen Saint-Émilion.

Den er i dag optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Kalkstenen præger stadig byen.

Under de brostensbelagte gader gemmer sig et omfattende netværk af katakomber, kapeller og underjordiske gange, som kun kan opleves på en guidet rundvisning arrangeret af turistkontoret. 

Turen varer omkring en time og fører blandt andet til den monolitiske kirke, der blev udhugget i kalkstenen omkring år 1100.

Det imponerende kirkerum måler 38 meter i længden og omkring 12 meter i højden, mens klokketårnet rager 68 meter op over byen og fungerer som Saint-Émilions vartegn. 

Tilbage i dagslyset fortsætter turen gennem de stejle gader med vinbutikker, små caféer og bagerier.

Inden turen går tilbage til Troplong Mondot, er det oplagt med et stop ved vingårdens eget bageri, La Petite Perdrix. Her står dessertkok Adrien Salavert, som vandt titlen French Dessert Champion 2026, bag både kagerne i montren og desserterne på Les Belles Perdrix.

Coverbillede: Cecile Perrinet Lhermitte

FRI var inviteret af Château Troplong Mondot.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 26. september 2026.

Ønsker du mere inspiration til din rejse til Frankrig? Find flere artikler her