Atacama-ørkenen: Oplev Chiles vilde månelandskaber

I den chilenske Atacamaørken venter vilde vulkaner, vide saltsletter – og en miniversion af Machu Picchu.

Dens kegleformede tinde strækker sig i ensom majestæt mod himlen – det er noget nær den mest perfekt formede vulkan, jeg har set noget sted i Andesbjergene.

Intet er eroderet eller sammenstyrtet efter et udbrud; den står helt intakt.

Arrede, koksgrå tunger smyger sig ned ad dens velformede sider og glider umærkeligt over i den uendelige stenørken, der udgør en stor del af Atacamaørkenen i den nordlige del af Chile. 

Bussen er lige kørt ud på hovedgaden i Calama.

Ørkenbyen reklamerer med at være den tørreste by på planeten, og jeg spekulerer på, om indbyggerne overhovedet kan huske, hvornår det sidst har regnet. 

Jeg har hørt masser af historier om, hvordan ørkenen her i nord skyder op i et helt blomsterflor under vejrfænomenerne El Niño og La Niña, der sommetider hærger det vestlige Sydamerika.

Regn og farverige blomstertæpper forekommer mig dog helt surrealistisk her i de knastørre sandlandskaber på vej mod oasebyen San Pedro de Atacama, en lille flække tæt på grænsen til Bolivia. 

Her er så meget sand, at jeg måber ved synet.

Jeg har ellers været her før.

For 23 år siden – hvor jeg også kørte denne rute gennem ørkenen og iagttog de røde, fantasifulde sandstensformationer.

Til sidst åbenbarede sig den lille grønne ørkenoase nede i dalen med vulkanen over dem alle som baggrund.

Licancabur hedder kongen af vulkanverdenen, og jeg bliver helt rørstrømsk, da jeg igen ser den dukke op langt ude i horisonten. 

En knapt 6.000 meter høj vulkan kan ses på lang afstand, og jeg følger den da også ud af busvinduet med en vis ærbødighed.

Jeg ved nemlig, hvor vigtig den er for den lokale folklore og de gamle inkalegender i denne del af Chile.

Særegne sandklitter

San Pedro de Atacama kan med sine adobestens-huse og snesevis af turarrangører virke lidt turistet ved første øjekast sammenlignet med mit første besøg.

Byens charme og afslappede hippieånd er dog stadig intakt.

Den lille by huser alt fra lykkeriddere til campingentusiaster, motorcyklister, unge rygsækrejsende og langtidsrejsende på gennemrejse.

Alle kommer de for at opleve det særegne landskab og den helt særlige atmosfære her i Chiles nordligste og mest øde egn.

Her er ikke meget andet end sand og sten, men i horisonten skyder vulkanerne op, og uden for bygrænsen strækker Månedalen sig i al sin vælde. 

Valle de la Luna, som Månedalen hedder på spansk, er et forunderligt sted, og vidste jeg ikke bedre, ville jeg tro, at jeg var landet med en rumsonde på Mars.

Enorme røde sandstensklipper ligger lag på lag, og midt i det hele flankeres synet af en 120 meter høj sandklit, Duna Mayor. 

Udsigtspunktet fra toppen af sandklitten ned over saltsletten og de okkerfarvede bjerge i underfundige faconer, kan tage pusten fra enhver.

En brutal afslutning

Da jeg næste morgen spiser morgenmad på Plazaen i centrum af San Pedro, lægger jeg mærke til en lille kirke, som jeg også husker fra mit første besøg.

Den ligger der – hvid, ren og uskyldig som en katolsk madonna – men faktisk har der lige her omkring udspillet sig voldsomme scener i fordums tid. 

Hos den lokale boghandler har jeg købt en bog med myter, legender og fabler fra San Pedro de Atacama.

Det viser sig, at da spanierne i sin tid erobrede byen fra inkaerne og de oprindelige folk i området, så ”stormede” spanierne krypten i kirken. 

Her lå nemlig de hellige rester af forfædrene i såkaldte mumiepakker.

Det var den måde, inkaerne foretrak at begrave eller bevare deres døde på.

Det flugtede meget dårligt med spaniernes katolicisme, så mumierne blev brutalt slæbt op på torvet og brændt på store bål foran den chokerede skare af bysbørn.

Afbrændingen stod som et grusomt og overbevisende symbol på, at det var uigenkaldeligt slut med inkariget og ørkenbyens oprindelige spirituelle tro og verdensbillede.

Selvom de fleste nok forbinder inkariget med Peru og Bolivia, var der faktisk også inkaer i Chile.

Helt ned til området omkring hovedstaden Santiago findes der vidnesbyrd om dem i form af mure og gamle ruiner. 

Selv på toppen af Licancabur har arkæologer fundet ruiner af gamle inkahuse.

Her har der også været afholdt rituelle ceremonier, og vulkanen har med et af verdens højst beliggende kratersøer haft en helt særlig betydning for det gamle kulturfolk i ørkenen.

Mini-Machu Picchu

Det er ikke så underligt, at der er opstået et utal af lokale myter og legender om vulkanerne og den omkringliggende natur.

Andesbjergene består både af bjerge og vulkaner, og min bog fortæller mig både historier om forelskede vulkaner, der gifter sig med hinanden og om kondorerne, der svæver over tinderne. 

De vilde guanacoer og alpakaer nævnes også, ligesom snedige ørkenræve og muldyrdrivere, der oplever de forunderligste ting.

Nej, det skorter ikke på lokal folklore og mytiske beretninger i San Pedro de Atacama. 

Et stop i byen havde ligget lige til højrebenet, hvis jeg var på vej mod Peru eller Bolivia, så med godt kendskab til San Pedro de Atacama er jeg allerede godt inde i stoffet, hvis jeg finder på at stræbe enten mod nord eller øst i Andesregionen.

Jeg bliver dog i San Pedro og går på opdagelse et stykke udenfor byen, i hvad jeg snart kommer til at betragte som ørkenudgaven af inka-ruinen Machu Picchu.

Stedet syner ikke af ret meget ude fra grusvejen.

Jeg har trasket ved siden af et udtørret flodleje med Licancabur-vulkanen stolt knejsende bag min ryg, da jeg kommer til et lille indgangsport med navnet Pukará de Quitor.

Jeg køber billet og bliver vist hen til en anden indgang. 

Der går lige noget tid, inden jeg overhovedet forstår, hvad det er, jeg skal se efter.

Stor bliver overraskelsen, da jeg får øje på et modelleret ansigt i klipperne.

Der er to ansigter og en bueport i sten.

Ansigterne er formet i rødt mudder iblandet strå.

På et skilt forklares det, at ansigterne er af inkaoprindelse og derfor er omkring 5-600 år gamle.

Jeg er helt benovet, for det er første gang, jeg ser den slags inkakunst ude i naturen. 

Oppe ad bjerget åbenbarer der sig et gammelt præcolumbiansk fort fra det 12. århundrede – imponerende bevaret som en af inkaernes ypperligste arkitektoniske frembringelser.

De oprindelige folk, kaldet Atacameños, beboede området og talte sproget kunza.

De underlagde sig de indtrængende inkaer, men de to folkeslag levede i nogenlunde fred og fordragelighed. 

Citadellet var under inka-belejring indtil 1536.

Det tog 20 år for spanierne, med Francisco de Aguirre i spidsen, at få erobret fortet.

Så San Pedro de Atacama har altså været skueplads for et vigtigt historisk slag.

Frugtbar dal

I sydlig retning fra San Pedro stopper jeg ved den lille bitte by Toconau, hvor lokale kvinder sælger deres fine alpakauld-strik og andre håndlavede souvenirs. 

Byen er hjemsted for et charmerende udflugtssted, der hedder Valle de Jere – en lille grøn oase i gåafstand fra byen.

Jeg sveder tran, mens jeg trasker derud ad støvede grusveje, men bliver rigeligt belønnet med en frugtbar, fredfyldt dal med vandkanaler i inkastil. 

Det er nemt at forstå, hvorfor de lokale holder af at tage madkurven med og hygge sig i de smukke omgivelser til lyden af et rislende kildevæld.

Coverbillede: Anette Lillevang Kristiansen

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 17. oktober 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i naturen? Find flere artikler her