Magiske Ytri Hotel: Luksus ved polarcirklen

ANNONCE

Langt fra det norske fastland, på en klippeø tæt ved polarcirklen, slog et eksklusivt hotel dørene op dette forår. Med lækre detaljer indenfor og naturens storhed lige udenfor.

»Du sidder ved vinduet, så jeg vil bede dig tænde et lys, som traditionen byder. For i de mørke vintre kunne fiskerne finde hjem ved at gå efter lyset, når de havde været på søen. Og desuden gør vi det for at mindes dem, der aldrig kom tilbage,« fortæller tjeneren på Ytri Hotel på Husøy ud for Norges vestkyst. 

Jeg tænder fyrfadslyset. Det brænder roligt, mens tankerne flyver ud over havet – indtil tjeneren sætter nybagt kuvertbrød på bordet og afslører, at lyset er lavet af brunet smør: »Når det smelter, er det perfekt til brødet.«

Jeg nyder den mildt karamelliserede smag, og tænker på, hvor langt denne forkælelse er fra livet, som det har udspillet sig her gennem hundredvis år.

For øgruppen Træna er Norges ældste fiskersamfund, og øboerne har respekten for naturens gaver i behold.

Det mærker man her i restauranten, hvor hvert måltid, rigt på fisk, skaldyr og lammekød, er den pure luksus.  

ytri
Foto: Susser Feit

Ytri åbnede i april 2026 i stram nordisk stil, bygget af robuste materialer, der kan klare klimaet.

Træhusenes grønne og murstensrøde nuancer falder fint ind i landskabet med græsser, mos og små polarblomster mellem granitklipperne, der løber ud i Norskehavet. 

»Det er roligt nu, men du skulle nu opleve en stormende novemberaften,« siger tjeneren alvorligt. 

Min rejse hertil var smuk og lang, for »Ytri« betyder »alleryderst« og det er lige, hvad det er.

Stik imod al vanlig tankegang omkring beliggenhed, har man bygget hotellet så langt væk fra Norges kyst som muligt.

Og mens husene på Husøy, som øen hedder, er samlet på læsiden, ligger Ytri omme på den barske side, hvor stormen er allerværst.

Der er noget »Skal det være, så lad det være« over den beslutning.

Foto: Einar Aslaksen

Liv på øen

De omkring 500 fastboende på øgruppen Træna går under navnet »havfolket«, for fiskeri har altid været hovederhvervet.

Men for nogle år siden holdt en flok initiativrige Husøy-folk kaffemøder for at udtænke ny business til øen, som supplement til fisken, og da hotelideen kom op, vandt den straks genklang:  

»Alle kunne lide tanken, men jeg er nu ikke sikker på, at det var den her stil, de havde forestillet sig,« siger hotellets naturguide, Anders.

Men nu står det her og byder landskabet indenfor med sin gennemsigtighed, takket være store vinduesflader, naturfarver, blegt træ og masser af sten.

Både badeværelsesgulvet og værelsesnumrene er bidder af sten fra øen, blandet op i cement. Det ser cool ud. 

Foto: Susser Feit

Køkkenet bruger lokale råvarer som fisk, tang og skaldyr, og man serverer øens egne oste.

Der er også røget hvalcarpaccio på menuen, siger F&B manager Jacob Kiel fra Danmark.

Han er landet på hotellet via en restaurant i Oslo.

»Vi mente, at det var frisk fisk, vi serverede. Men herude har jeg lært, hvad ‘frisk’ virkelig er,« siger han og fortæller, at hotellet er godkendt til egen landingsplads for fisk. 

»Fiskerne ringer, når de er inde, og så kører vi ned og ser, hvad de har til os. Torsk, kulmule, helleflynder, rødfisk og andet godt. Bifangsten tager vi med, for vi respekterer naturens ressourcer. Du må prøve kammuslingerne. Vi henter dem på naboøen, når de er omkring fem år gamle, så de er store med masser af smag.« 

Jeg adlyder pænt, og næste aften nyder jeg min hidtil bedst stegte kammusling med æble- og selleriskum i egen skal. 

Foto: Susser Feit

FAKTA
Ytri Hotel

Ligger på øen Husøy i øgruppen Træna, Helgeland i Nordland amt, Norge. 

Medlem af hotelkæden Relais & Chateaux.

Åbent indtil nytår 2026 og igen fra medio februar 2027. 

Dobbeltværelse med morgenmad, i f.eks. november 2026, fra ca. DKK 3.500 kr.

Nordlys: Slut september – start april. 

Lyse nætter: Slut maj – medio juni.

Læs mere her

Vejen dertil
Rutebåde fra Bodø og Sandnessjøen. 

Bilfærge fra Stokkvågen.

Læs mere her

Havets og himlens farver

Renata skænker brændenældete til sine yogaelever, og jeg står klar, selvom det var svært at motivere mig selv til at forlade det lækre hørsengetøj. 

»Nælder er stærke, de kan vokse i utaknemmelig jord. Måske kan vi hente lidt af deres styrke,« siger Renata og opfordrer os til at tænke på en ny begyndelse, mens vi nipper til bryggen. 

»Vælg en ny vane eller tankegang, måske, og beslut dig, før vi starter timen.«

Jeg beslutter at tage afsked med miniskumbananerne i bland-selv-disken i min lokale biograf. Det er næppe den slags, Renata mener – det er vist ikke spirituelt nok. Men nu ser vi, om det virker alligevel. 

Foto: Susser Feit

Efter timen og et bad med femstjernet shampoo, er kroppen blødt op efter gårsdagens lange rejse og sulten efter morgenmad.

Bordet står indbydende parat til mig – igen ved vinduet, dejlig tæt på småblomsterne og storheden derude.

 Jeg lægger servietten i skødet. Sandfarvet med mørkeblå striber, denne gang, for der er nye mønstre til hvert måltid.

Altid i hør og havets og himlens farver.

Og med en udsigt, der bliver ved med at imponere.

Ytri er langt væk, ja. Men det skal ikke hindre mig i at komme tilbage.

FAKTA
Ytri er til slow living

Ytri er ikke for storbyshopperne.

Men for dem, der vil spejde efter hvaler og havørne over morgenkaffen.

Folk spiller brætspil, sejler i havkajak og padler på SUP board eller tager med på dyk efter kammuslinger.

Mens andre slår sig ned på terrassen i krystalluften med den roman, der længe har ventet på at blive åbnet.

FRI var inviteret af Ytri hotel, Visit Helgeland og Arctic Norway.

Coverbillede: Einar Aslaksen

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 17. oktober 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Norge? Find flere artikler her