Sortehavsbjergene i Tyrkiet: Frodige dale og snetoppede tinder

ANNONCE

Sortehavsbjergene i Tyrkiets nordøstlige region er et gæstfrit grænseland med sneklædte tinder, UNESCO-beskyttet natur og masser af danseglæde.

Vejen stopper ved en bom, der bevogtes af unge soldater med alvorlige miner, armygrønne hjelme og maskinpistoler.

Skilte, der ikke er til at misforstå, fortæller, at fotografering er forbudt.

Erindringer fra Checkpoint Charlie flasher forbi på den indre skærm.

Tre hvide geder, der står og spiser højtvoksende græs uden for et bondehus, minder os dog hurtigt om, at det ikke er Berlin og den kolde krig, men en tyrkisk landsby, vi er kommet til.

sortehavsbjerge
Landsbyen Camili på grænsen mellem Tyrkiet og Georgien. Foto: Mads Clausager.

Til alle sider ses skovdækkede bjerge.

De højeste af dem med sne på toppen.

Over os er himlen fredeligt blå som NATO’s flag.

Fra Sortehavskysten har flere timers kørsel ført os til Camili i den nordøstlige del af Tyrkiet.

En landsby med købmand, spisehus, knap 200 indbyggere og en nål på det storpolitiske verdenskort.

Vejen stopper her, og det samme gør NATO.

På den anden side af bommen ligger Georgien med en fortid som en del af Sovjetunionen tilbage i Checkpoint Charlies dage.

Bommen går ikke op.

NATO’s grænse er nået. Foto: Mads Clausager.

Hverken for os eller de lokale.

Grænsen mellem Tyrkiet og Georgien har flere overgange, men Camili er ikke én af dem.

Vores guide, Cengiz Saral, fortæller, at mange i landsbyen og på egnen har fætre, kusiner og anden familie lige på den anden side af grænsen, som de må køre i timevis for at besøge.

Det er prisen for at bo i en af forsvarsalliancens yderste forposter mod øst.

Naturen rækker hånden ud

Vejen til Camili er gået via snoede veje i de grønne Kaçkar- og Karçalbjerge.

UNESCO har udpeget bjergområdet som et af klodens særlige biosfærereservater.

Op mod 1.000 forskellige planter vokser her.

En snes af dem – blandt andet flere blomsterarter – ses ikke andre steder på jorden.

Området er det eneste i Tyrkiet, som har fået det grønne biosfærestempel af UNESCO.

Området, der grænser op til Sortehavet og Georgien, er den grønneste del af Tyrkiet.

Foto: Mads Clausager.

På et gennemsnitsår falder der næsten tre gange så meget regn som i Danmark.

Klimaet er subtropisk med tempererede regnskove, alpine enge og bjergsøer.

Gran- og løvtræer står tæt i grønne mosaikker op til 2.100 meters højde.

Lodrette bjergvægge pyntes af slanke vandfald, der samler sig i dalenes brusende floder.

Vilde rhododendron trives i højderne og ses overalt som lyserøde penselstrøg i bjergskovene.

Store dele af landskabet lader til at være uberørt af menneskehænder i evigheder.

Overalt rækker naturen hånden ud, og vi tager imod.

Omkring byer som Borçka, Artvin og Savsat er der trafik, men ellers har vi stort set vejene for os selv.

Artvin-Borçka Karagöl. Foto: PR

Dalene er smalle og levner ikke plads til stordrift.

Her og dér dyrkes jorden på bjergskråningerne med få hjælpemidler.

Omkring de spredte huse og i køkkenhaver ses et ældre udsnit af befolkningen.

Omkring alle huse er der sirligt stablet brænde.

Om vinteren kan sneen ligge meterhøjt over flere måneder.

Klosterkaffe og kærlighed

Blandt de mange vandfald er Maral med et fald på over 60 meter et af de mest besøgte.

Stop gør vi også ved flere søer, blandt andet Balik-søen i 2.000 meters højde.

Til flere sider har søen tæt skov ned til vandkanten.

Andre områder omkring Balik har udsigt til den evige sne på de knap 3.000 meter høje bjergtoppe, som spejler sig i søens blanke vand.

Troen i grænselandet mellem Georgien og Tyrkiet markeres af to religiøse bygninger.

Tibeti-klosteret blev opført omkring år 900 til en georgisk prins.

Med tiden blev den kristne bygning konverteret til en moske, men senere skadet af jordskælv og lynnedslag.

I dag er Tibeti-ruinen en turistattraktion, der også får point, fordi Kaia på en lille vejsidecafé overfor serverer tyrkisk kaffe med stor kærlighed.

Kaia serverer tyrkisk vejsidekaffe med stor kærlighed. Foto: Mads Clausager.

Iremit-moskeen fra 1851 er opført i valnøddetræ med en traditionsrig og selvfæstnende teknik uden brug af søm eller skruer.

Bygningen er ikke stor, men har noget eventyrligt over sig.

Som den ligger dér med en rødbrun valnøddeminaret i et grønt dalstrøg, tænker man, at havde Snehvide været muslim – ja, så kunne hun meget vel have haft sin gang i Iremit-moskeen.

Hvide dage

Frokost spiser vi hos familier, der åbner deres hjem for gæster som os.

Alt, der kommer på bordet, er lokalt og lavet fra bunden.

Ultraforarbejdede fødevarer er ikke kommet til landsbyerne i Sortehavsbjergene.

Menuen er suppe, et udvalg af tyrkiskgeorgiske retter og den søde baklavakage som dessert.

Det er velsmagende og let, selv om der er rigelig mad og mere til.

Måltider ledsages af vand og yoghurtdrikken Ayran.

Til slut en kop te.

Tyrkisk Çay. Foto: Mads Clausager.

Alkohol er ikke på bordet.

Det er hvide dage i de grønne Sortehavsbjerge.

Black Forest Hotel er et moderne overnatningssted, som har forstået det med beliggenheden.

Hotellet ligger på en bakketop og har en femstjernet panoramaudsigt.

Blandt andet i restauranten med et bredt og bueformet glasparti mod bjergene, der byder sig til som et afstressende puslespilsmotiv.

Endnu tættere på naturen er Bumbulay Pansiyon.

Her får man ikke et hotelværelse, men sit eget tiny house med badeværelse, senge, bjergudsigt og veranda.

De små træhuse ligger på en bjergskråning ved siden af et hjem, der fungerer som restaurant.

Teplukker for en dag

»To blade og et topskud.«

Vi har meldt os som plukkere hos Chaynik Tea i de tyrkiske Sortehavsbjerge og får klar besked; pluk topskud og de to sideblade.

Intet andet kan bruges.

Topskuddet og de spæde sideblade med den fineste smag og aroma er det eneste, der tæller, når målet er te af bedste kvalitet.

I plantagen viser Yuchi Pirin, hvordan det skal gøres.

Mens vi snakker om te og Tyrkiet, fyldes den flettede kurv, han bærer ved hoften, i højt tempo.

Tyrkiet topper listen over lande, hvor der drikkes mest te pr. indbygger.

Det anslås, at de 85 millioner indbyggere har et dagligt forbrug på omkring 400 millioner kopper.

Det meste produceres i hjemlandet.

Yuchi Pirin producerer blot en dråbe i det tyrkiske hav af te. Foto: Mads Clausager.

Størstedelen her i det subtropiske klima omkring Sortehavsbyen Rize.

På regnfulde bjergskråninger med høj fugtighed og righoldig jord.

Let foroverbøjede går vi langs tætte rækker af tebuske med jadegrønne blade.

De to blade og topskuddet sidder som regel umage i 80-90 centimeters højde.

Til gengæld kræver det ingen anstrengelse at knække de unge skud.

At plukke te er som at nippe en potte med basilikum, der står på et bord, som er for lavt.

Chaynik Tea er en lille familievirksomhed, der laver håndholdt te.

Årets tre høstperioder giver samlet ti ton blade. Efter tørring bliver resultatet et ton færdig te.

En dråbe i det tyrkiske regnskab.

Japanske teknikker

Yuchi Pirin er yngste skud på stammen, der har dyrket te i generationer.

Den unge tyrker har studeret teknikker i Japan, men basen er fortsat de tips og tricks, han lærte af sin bedstemor.

Efter plukning samler Yuchi Pirin indholdet i vores kurve og lader hænderne arbejde.

Bladene ryges over glødende kul. De vrides længe i et klæde. De luftes og de rulles mellem håndfladerne.

Til sidst lægges de nu sammenkrøllede blade til tørre i den tyrkiske sommersol.

Et glas iste. Foto: Mads Clausager.

Et besøg hos Chaynik Tea inkluderer et glas iste, en kop traditionel sort te og en kop te filtreret over en udhulet bergamot.

Og så rundes dagen af i familiens gamle stenhus.

På spisebordet står skåle med sort te samt smagsgivere som tørret citron, tørret æble, kamille og jasmin.

Igen er opgaven klar: Lav jeres egen blanding og håndlavede minde om en eftermiddag som plukker i teglade Tyrkiet.

Sortehavets oversete perle

En rejse i Sortehavsbjergene kan med fordel begynde og slutte i kystbyen Trabzon.

Turkish Airlines har flere forbindelser dagligt mellem Trabzon og Istanbul.

Herfra er der direkte fly til og fra København. Bil kan lejes i Trabzon. ‘

Efter behov med eller uden chauffør og guide.

Trabzon, der har knap en million indbyggere, er en kystby ved Sortehavet.

Sümela er et populært udflugtsmål fra Trabzon. Foto: Mads Clausager.

Mange af de bedre hoteller ligger ved kystlinjen med udsigt til havet.

Flere af dem har rooftop-restauranter på første række til solnedgangen over havets horisontlinje og til byens flimrende Riviera-lys i aftenmørket.

REJSETIPS
4 oplevelser i Trabzon

1. Hagia Sophia – en moske fra det 13. århundrede med velbevarede freskoer og udsigt over Trabzon og Sortehavet.

2. Atatürk Köskü – en art nouveau-villa fra 1890 med tilhørende blomsterhave. Villaen spiller en rolle i historien om Atatürk og er bevaret, som da den tyrkiske landsfader overnattede her i 1930’erne.

3. Sümela – et græsk-ortodokst kloster med en historie, der går tilbage til det 4. århundrede. Klostret er dramatisk hugget ind i en klippevæg og er et af verdens mest spektakulære af slagsen. Det ligger i 1.200 meters højde en lille times kørsel fra Trabzon.

4. Byens centrum – med parker, caféer, strandpromenader, tehuse, gågader, iskiosker og den stemningsfulde basar. Det er praktisk at have lira i lommen, når man besøger basaren. Flere af butikkerne tager ikke kreditkort. Priserne er i store træk faste. Priserne er i store træk faste, og der er en afslappet atmosfære i basaren.

Runddans og røde kinder

Spisning foregår i selskab med familien, som driver Bumbulay.

Igen er udvalget af retter stort, velsmagende og håndlavet.

Familien har husdyr og køkkenhaver, og det er, hvad der kommer herfra, vi spiser.

Bumbulay Pansiyon ligger langt ude af en bumpet grusvej – milevidt fra nærmeste indkøbssted.

Efter middag inviteres vi til runddans i Bumbulays fælleslokale.

På en stol i hjørnet er harmonikaspilleren gået i gang.

På gulvet har en gruppe af mænd og enkelte kvinder, som er kommet fra de omkringliggende huse, taget hinanden i hænderne og dannet en ring.

Middag på Bumbalay. Foto: Mads Clausager.

Gruppens koordinerede trin bevæger sig hen over gulvet.

Brædderne knirker og knager.

Benene er konstant i bevægelse.

Til siden. Frem. Ned på hug. Op igen i et splitsekund.

Rytmen er hektisk.

Kalorier forbrændes som i et dansk fitnesscenter.

Vi får et kursus i de mest enkle bevægelser og kommer med i ringen.

Vi får næppe topkarakter for vores trin, men humøret er højt, kinderne er røde, og lige her, langt ude i de uberørte Sortehavsbjerge, emmer lokalet af gæstfrihed, hjertevarme og en dansk-tyrkisk forbrødring, der i sig selv er værd at rejse efter.

FRI var inviteret af GoTürkiye og Turkish Airlines.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 17. oktober 2026.