Den italienske region Marche er en af landets bedst bevarede hemmeligheder. Her er lokal charme, historiske bykerner og ro fra de mange turister, der præger naboen Toscana.
Gamle paladser, livlige piazzaer, smalle gader og caféer på hvert hjørne – Italien er fyldt med gamle, smukke byer, men de mest kendte af dem har også rigtig mange besøgende.
Sådan er det ikke i Marche.
I denne region mellem Toscana og Adriaterhavet ligger den ene charmerende by efter den anden, spækket med historie, kultur og ægte italiensk stemning – helt uden den trængsel, der ellers præger mange af landets klassiske rejsemål.
Vi er taget på opdagelse i fire af Marches mest interessante byer for at opleve en side af Italien, som stadig flyver under radaren.
1. Ancona – Storbystemning, strand og farvemagi
Vores rundtur i Marche begynder i Ancona, der med sine knap 100.000 indbyggere er regionens største by.
Det er en havneby ud til Adriaterhavet, og rigtigt mange besøgende møder Ancona fra dækket af en færge på vej til eller fra Kroatien eller Grækenland.
Havnen er nemlig en af Adriaterhavets vigtigste, og hvert år passerer hundredtusindvis af rejsende gennem havnen.
Men det er synd, hvis man ikke kigger nærmere på Ancona og bare skynder sig videre, for bag færgelejerne gemmer sig en både smuk og interessant kystby med en rig historie.
Det er således en by, hvor græske kolonister slog sig ned for mere end 2.300 år siden, hvor romerne byggede triumfbuer, og hvor middelalderkirker rejser sig oven på lag på lag af historie.
Ancona breder sig op ad stejle bakker omkring den naturlige havn, som har givet byen sit navn.
Navnet »Ancona« stammer nemlig fra græsk og betyder albue – en henvisning til den karakteristiske form, som den nordlige del af havnen har.
Her ligger også Guasco-højen, hvor byens domkirke troner på toppen.
Kirken er bygget på fundamenterne af et græsk tempel viet til søfolkenes beskytter, gudinden Venus, og uanset om man er til et besøg inde i kirken eller ej, er det værd at tage helt herop.
Udsigten over både havnen og byens tage er nemlig i særklasse.
Unik farvehandel
Ancona byder også på regulær storbystemning og et utal af restauranter – blandt andet den hyggelige fiskerestaurant Trattoria La Moretta.
Her spiser vi en lækker og meget rustik middag, introduceret af ejeren, der har drevet stedet i ikke mindre end 40 år.
På piazzaen tæt ved havnen, hvor restauranten ligger, får vi også et kig indenfor i en unik verden, nemlig farvehandleren Tintúra, der bestemt ikke er som farvehandlere er flest.
Hos Tintúra arbejder man med farver på samme måde, som man gjorde for århundreder siden.
Butikken er skabt for at genoplive gamle farveteknikker baseret på planter og naturmaterialer.
Her fortælles historien om farvevajd – en plante, som i middelalderen gjorde det muligt at fremstille den eftertragtede blå farve længe før indigo kom til Europa.
I flere hundrede år blev den dyrket og brugt over store dele af kontinentet, også i Marche-regionen.
Demonstrationen virker næsten magisk – stoffet dyppes i et kar med en grønlig væske, der lugter mere af landbrug end af kunsthåndværk.
Men i det øjeblik stoffet løftes op og møder luften, begynder det langsomt at skifte farve.
Først grønt, så turkis og til sidst dybblåt.
Strandens »kolonihaver«
En anden ganske unik oplevelse gemmer sig på østsiden af Ancona, en halv times gang fra havnen.
Her ligger Passetto-kvarteret, hvor byen pludselig ender i en høj kalkstensklint.
Her falder landskabet dramatisk mod Adriaterhavet, og nede på stranden under klipperne dukker et af Anconas mest særprægede syn op: Hundredvis af små huler og skure er gravet direkte ind i klippesiden lige ud til den hvide stenstrand.
Hulerne blev oprindeligt anlagt i starten af 1900-tallet af lokale fiskere som opbevaringsrum til både og redskaber, men er med tiden blevet forvandlet til noget helt andet.
I dag fungerer de således ikke som opbevaring, men som en slags kolonihavehuse ved vandet, hvor ejerne om sommeren flytter fra deres lejligheder i byen og ind i hulerne med farvestrålende porte for at være bedre beskyttet mod solens varme og nyde livet lige ved bølgerne.
2. Urbino – Marches svar på Firenze
Fra Anconas skrænter går turen ind i landet, hvor landskabet er grønt og bakket.
Her troner byen Urbino på en bakketop omgivet af de grønne dale, mens de honningfarvede bygninger klamrer sig til højderyggen.
Byen er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og bliver af lokale guider beskrevet som Marche-regionens svar på Firenze.
Urbino var således under renæssancen – ligesom sin større og mere kendte fætter i Toscana – et ambitiøst kulturelt centrum, hvor kunstnere, arkitekter og lærde strømmede til fra hele Europa.
Og det var da også her, den berømte maler Rafael blev født.
Byen viser sig hurtigt at være et besøg værd.
Både fordi de smalle, bakkede gader, de romantiske torve og de mange historiske bygninger sætter en underskøn kulisse. Men især fordi byens ubestridte hovedattraktion, Palazzo Ducale, ikke er til at komme udenom.
Paladset er opført af hertugen Federico da Montefeltro i anden halvdel af 1400-tallet.
Det blev skabt af nogle af renæssancens mest berømte arkitekter og skulle ikke blot være en bolig, men et monument over hertugens magt, lærdom og kulturelle ambitioner.
De ambitioner mærkes stadig i dag.
Bag den elegante gård og den monumentale trappe gemmer sig et af paladsets mest berømte rum: Federico da Montefeltros private arbejdsværelse.
Rummet er overraskende lille, men regnes samtidig for et af de mest bemærkelsesværdige interiører fra den italienske renæssance.
Væggene er dækket af avanceret træintarsia udført af florentinske mestre.
Ved første øjekast ligner det skabe, hylder og åbne døre, men ved nærmere eftersyn viser det sig, at alt er skabt af små stykker træ lagt sammen med en næsten ufattelig præcision.
Bøger, musikinstrumenter, astronomiske redskaber og videnskabelige instrumenter synes at stå klar til brug, selv om intet af det er virkeligt.
Det hele er optiske illusioner udført i træ for mere end 500 år siden.
Mindst lige så imponerende er udsigten fra paladsets tårn, hvor Marche-regionens bølgende bakker og Urbinos orange tegltage breder sig ud i alle retninger.
3. Fermo – Mageløst bibliotek og romerske cisterner
Endnu et palads venter i Fermo, som er næste stop på rundturen. Byen ligger smukt placeret på en bakkekam med udsigt over det omkringliggende landskab, og ligesom i Urbino er det de historiske bygninger og de hyggelige gader, der først fanger opmærksomheden.
Byens naturlige samlingspunkt er Piazza del Popolo, der regnes for et af de smukkeste torve i Marche.
Under de lange arkader ligger cafeer og små butikker side om side, og her finder man også Palazzo dei Priori, som gennem århundreder har været byens magtcentrum.
Paladset er værd at besøge alene for biblioteket Sala del Mappamondo.
Biblioteket blev indrettet i slutningen af 1600-tallet som offentligt bibliotek og er fyldt med gamle bøger, håndskrifter og historiske værker.
Midt i salen står en enorm globus, mens de høje bogreoler langs væggene vidner om århundreders interesse for videnskab, geografi og litteratur.
Efter besøget bliver der tid til en espresso på torvet og et kig indenfor hos en lokal pladebutik, inden turen fortsætter til en af byens mest overraskende seværdigheder.
For under Fermos gader gemmer sig et af verdens bedst bevarede romerske cisterneanlæg.
De enorme vandreservoirer blev anlagt for næsten 2.000 år siden og består af 30 sammenhængende kamre fordelt over mere end 2.200 kvadratmeter.
I de kølige, hvælvede rum er det svært ikke at lade sig imponere af romernes ingeniørkunst.
Her blev regnvand opsamlet og opbevaret, så byen kunne forsynes med vand året rundt, og anlægget er så velbevaret, at man stadig kan se de oprindelige vandtætte vægge og forestille sig vandet strømme gennem systemet.
4. Macerata – Studieby med historisk arena
Fra Fermos underjordiske gange går turen videre til Macerata, som bliver sidste stop på rejsen gennem Marche.
Ligesom de øvrige byer ligger Macerata på en bakketop, men stemningen er anderledes.
Byen er en universitetsby, og det mærkes straks.
Få gader fra de centrale pladser sidder studerende på cafeerne, og folk er tydeligvis ude for at købe ind – blandt andet på det tøjmarked, der har stande overalt i centrum, da vi besøger byen.
En af Maceratas vigtigste kulturinstitutioner er Palazzo Buonaccorsi, et elegant 1700-talspalads, der i dag fungerer som museum.
Her findes både kunstsamlinger, moderne værker og et overraskende interessant museum for historiske hestevogne fordelt over flere etager.
Det er dog Arena Sferisterio, der for alvor gør indtryk.
Den enorme arena blev opført i 1820erne til et særligt italiensk boldspil, som i dag stort set er glemt.
Den lange buede mur, der dominerer anlægget, fungerede som en del af spillebanen, men med tiden opdagede man, at konstruktionen også skabte en usædvanligt god akustik.
I dag er arenaen derfor kendt som hjemsted for Maceratas operafestival.
Hver sommer fyldes de mere end 2.500 pladser af publikum, der kommer for at opleve klassiske operaer under åben himmel.
Når mørket falder på, og musikken fylder den enorme arena, er det ikke svært at forstå, hvorfor stedet er blevet et af regionens mest berømte kulturtilbud.
Da vi forlader Macerata, er det med en følelse af at have oplevet Italien på en ægte og alligevel anderledes måde.
Her er imponerende paladser, kirker og historiske monumenter, men også studerende, lokale stamcaféer, små butikker og mennesker, der bruger byerne til andet end ferie.
FRI var inviteret af det italienske handelskammer.
Coverbillede: Mikkel Bækgaard
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 24. oktober 2026.
Ønsker du mere inspiration til din rejse til Italien? Find flere artikler her
