Mostar i Bosnien-Hercegovina: Mellem markedsliv og krigsminder

I dag er det mere end 30 år siden, at broen i Mostar blev sprængt i luften under krigen på Balkan. FRI har besøgt byen, der stadig har synlige ar, men også er et sted, hvor man ser fremad.

Det er en novemberdag i 1993. Gigantiske brag sønderriver stilheden under det tunge skydække. Gaderne ligger øde hen i et virvar af smadrede murbrokker, og folk løber i al hast i sikkerhed bag husmure.

Kroatiske tropper har overherredømmet i den bosniske provinsby Mostar, og de har en plan. Byens vigtige forbindelsesåre, den historiske middelalderbro, Stari Most, skal destrueres.

Kanonsalver hagler ned over den ellers så vedholdende gamle bro. Den kæmper bravt for sit liv, men til sidst må det stolte bygningsværk kapitulere. De sidste fragmenter styrter i den iskolde Neretva-flod, og dermed er et af Bosnien-Hercegovinas største ingeniørmæssige mesterværker udslettet. 

På en solbeskinnet sommerdag her mere end tre årtier senere slentrer jeg ad de ujævne brostensgader sammen med de andre turister. Man kan skimte broen i det fjerne. Alt ånder fred og ro.

Den turkisblå flod skinner som en ædelsten nede i kløften, folk spiser is, sipper bosnisk kaffe på de små cafeer og slår en sludder af med de lokale. Der forhandles om prisen på alskens håndarbejde, broderier og eksotiske testel med osmannisk mønster. 

Jeg har svært ved at forestille mig, at dette fredfyldte sted engang har været et decideret helvede på jord. En by hvor forskellige etniske grupper og religioner i den grad tørnede sammen.

I dag er Mostar på mange måder stadig et sted, hvor forskelle og kontraster hersker. En by hvor øst møder vest. Arrene fra Balkan-krigen findes både dybt i menneskesjælen og rent fysisk overalt i Mostar. Sporene er brutale, men det, der gør mest indtryk på mig, er den gamle bro og dens bemærkelsesværdige historie.

Symbolet på tolerance

Broen i Mostar stammer fra en tid, hvor byen var under osmannisk herredømme, men den særlige teknik i brobyggeri er oprindeligt romersk.

Brobyggerkunsten nåede til det daværende Konstantinopel (i dag Istanbul,) og den tyrkiske arkitekt Mimar Hayruddin blev udnævnt til at tegne og bygge en bro over Neretva-floden i Mostar. Den stod færdig i 1566.

Da broen faldt i 1993, mistede byens befolkning ikke bare en bro. Den var for dem også et symbol på, at kristne og muslimer kunne leve dør om dør i fredelig sameksistens. Broen stod for fred og religiøs tolerance.

Dengang – såvel som den dag i dag – er der katolske kirker på den ene side af floden og muslimske moskeer på den anden. Floden markerer dermed »grænsen«, mens broen forbandt byen og var tegnet på, at folk kan leve sammen i fred og fordragelighed. 

I 1999 startede man derfor genopbygningen i håb om at hele sårene fra krigen.

Mundtligt overleveret opskrift

Genopbygningen blev vanskeliggjort af, at der ikke er bevaret tegninger over broen, og at stenene befandt sig på flodens bund. Endelig er der det faktum, at Mostar ligger i et risikabelt jordskælvsområde.

Det var et enormt krævende ingeniørarbejde og ikke mindst et arkæologisk puslespil. Det vigtige var at finde ud af, hvilke metoder de gamle brobyggere i sin tid benyttede sig af. 

Eksperter i middelalderstrukturer gav deres besyv med, og undersøgte om de oprindelige sten fra floden kunne bruges. Dykkere fiskede stenene op, men det viste sig, at de fleste af brokkerne var for beskadigede af bombardementerne og årene i flodens stærke strøm. Det endte med, at der blev tilkaldt tyrkiske stenhuggere, der nu skulle forarbejde nye sten fra det oprindelige stenbrud syd for byen. 

Jeg kan ikke lade være med at blive fascineret af broens historie. Den oprindelige opførsel har været et sandt sofistikeret nørdearbejde helt ned i de mindste detaljer. Der fandtes ikke cement for 450 år siden.

Der blev brugt mørtel, og opskriften på blandingen tog den gamle tyrkiske arkitekt med sig i graven. Men en analyse af resterne afslører hemmeligheden; mørtlen er en blanding af kalk, sand, lime og gedehår. Intet blev skrevet ned i tidernes morgen. Formentlig er opskriften blevet mundtligt overleveret.

De nutidige tyrkiske stenhuggere kender til de gamle byggemetoder. Blandt andet ved de, at broen i sin tid blev føjet sammen med jerndyvler, der blev forseglet med bly for at undgå rust. Under genopbygningen blev de ældgamle fremgangsmåder anvendt og endelig kunne de lægge slutstenen.

Broen i Mostar er genrejst ved hjælp af sirlig ekspertviden og en arbejdsindsats i mesterværksklassen. Den blev indviet i 2004 og kom på UNESCO’s verdensarvsliste året efter.

En efterladt tidslomme

En gåtur gennem Mostars gader taler sit tyste, men krystalklare sprog. Jeg går forbi sønderbombede huse med skudhuller og advarselsskilte om nedstyrtningsfare. Der er mange af disse bygninger. Jeg lægger især mærke til et sted, der gør et forunderligt indtryk på mig. 

»Hvad var det her sted, inden krigen,« spørger jeg damen i hotelreceptionen og viser hende billedet på min mobiltelefon. »Åhh, ja, det var et indkøbscenter,« forklarer hun.

Razvitak indkøbscenter ligger på hovedgaden, og med sine specielle mytiske figurer på facaden er den iøjnefaldende. Der er store bombehuller i muren, og det vredne armeringsjern stikker ud i alle retninger som blottede nerveender. På væggen hænger en mindeplade for et offer for bombardementet. 

Tænk, at folk har gået rundt derinde og handlet. Razvitak indkøbscenter er fra 1970 og har været et modernistisk særsyn på den tid. I dag ligger den øde hen som en traumepræget tidslomme. Mange af bygningerne i Mostar er støttet af jernpiller, så de ikke kollapser. Forladtheden understreges af, at naturen er krøbet indenfor murene i form af træer og sammenfiltret vegetation.

Jeg går en tur på kirkegården og et hurtigt blik på gravstenene afslører, at langt de fleste er omkommet omkring år 1993-95. Flertallet er unge mænd. I samme nu ringer kirkeklokken ovre på den anden side af floden – senere kaldes der til bøn fra minareten.

Den nærliggende katolske kirke er indvendigt holdt i livsbekræftende gule og orange farver. Jeg fornemmer en from ånd af taknemmelighed i kirken. En taknemmelighed over, at krigens uhyrligheder for længst er forbi.

Tavst som et såret dyr

På den anden side af Neretva-floden bliver jeg på ny konfronteret med datidens krigsrædsler. Frontlinjen under konflikten løb her, og ved siden af rundkørslen knejser et uhyggeligt minde fra tiden omkring 1993.

Bygningen går under navnet Sniper Tower (snigskyttetårnet), og det løber mig koldt ned ad ryggen, da jeg står foran den flere etager høje kolos. Bygningens facade går ud i en spids, og som navnet antyder, har den en gruopvækkende historie. Den var udsigtsplads for snigskytter, der med millimeters præcision dræbte alt, hvad der rørte sig nede på gaden.

Den dystre bygning husede Ljubljanska Bank. Den blev hurtigt indtaget, fordi den lå strategisk og gav et godt overblik over Mostar.

I dag ligger den tavst hen som et såret dyr; Den er totalt skrællet og flået. Der er skudhuller overalt. Den bygning har en underlig virkning på mig. Jeg går omkring den i lang tid. Som et blygråt gespenst tårner den sig op.

Elevatorerne er brutalt sprængt bort, så elevatorskakterne står som tomme øjenhuler langt inde i dybet. Selvom temperaturen nærmer sig de 35 grader, så fornemmer jeg en rå, iskold brise fra bygningens kælder. 

Jeg iagttager den bizarre graffiti, der er malet på betonlægterne. Nogen har forsøgt at opbløde uhyrlighederne og symbolet på menneskets allerværste sider med farver og citater. Livet går videre på trods. Jeg kan høre glade barnehvin fra den nærliggende park.

Aldrig mere Balkankrig

Under min tid i Mostar spekulerer jeg på, hvorfor de lader disse ruiner stå. Er det ikke deprimerende for byens befolkning at blive ved med at få rippet op i gamle sår?

Hver eneste dag bliver de mindet om krigen; men måske handler det om penge, eller også ser de sådan på det, at ruinerne står som et vigtigt vidnesbyrd om en tid, der aldrig må blive glemt.

Der sidder tre ældre mænd på en bænk i nærheden af Sniper Tower. Jeg smiler til dem med en spinkel bagtanke om, at de taler engelsk, så jeg kan få en snak med dem. Men jeg nænner det ikke. Jeg nænner ikke at rippe op i deres traumer. Måske var de i Mostar under krigen. Måske var de ikke. Måske var de blandt dem, som fik flygtningestatus i Danmark, men hvad med byen de vendte hjem til? 

Krigen på Balkan har solidt tag i folkesjælen i Bosnien, men især i Mostar er den allestedsværende. Det er en by, der har fået tæsk. Det er en by med kant. Alligevel oplever jeg, at det også er en by, der er landet på benene på trods af krigstraumerne. De lokale virker umiddelbart positive og tilfredse.

De ser fremad, men de glemmer aldrig krigen. Jeg går rundt i de charmerende kvarterer omkring broen, hvor turister nyder solen og prutter om priserne, men ét budskab på en sten nær broen understreger hele essensen: »Don’t forget 1993« (Glem ikke 1993). Mostar altid vil have et smertende ar på sjælen. Det var meget mere end bare en bro, der blev sprængt i luften for længe siden. Det var selve byens hjerte.

Coverbillede: Anette Lillevang Kristiansen

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 25. oktober 2025.

Ønsker du mere rejseinspiration til europæiske rejsemål? Find flere artikler her