Hamborgs nye The Fontenay er en femstjernet opvisning i usædvanlig hotelarkitektur tilsat masser af lækkerhed og udsigt over byens tårne og søer.
Det er helt meditativt at betragte cyklisterne på stien udenfor hotellet. De fleste er i frisk fart på vej til job og suser forbi folk, der er på rolig morgentur med hunden. Alle står de som mørke silhuetter mod den glitrende sø, for solen sender sit klareste lys ud over Hamborg og ind gennem restaurantens enorme vinduer til mit perfekt pocherede æg med stegte tomater.
Jeg har set frem til morgenmaden på hotellets restaurant Parkview. For råvarernes kvalitet og omhu med anretningen sladrer så utvetydigt om hotellets niveau og har uvurderlig betydning for dagens begyndelse.

Den sport behersker de til fulde her på Hotel Fontenay, tænker jeg, og plukker et par gulerødder fra kurven og stopper dem i saftpressen på skift med rå ingefær og æblebåde.
Det er et af byens nyere femstjernede hoteller og residerer ved bredden af den yderste af Hamborgs to bysøer, Aussenalsteren. Men ikke længere væk, end man kan gå dertil langs søen fra Hovedbanen. Det har sin charme. Afhængig af vejret, naturligvis, og af hvor mange kilo garderobe, man fik stuvet i kufferten.

Jeg er kun lige trådt ind på den store plads foran det futuristiske hotel, før dørmanden spotter sin nye gæst, piler mig i møde, napper min trillekuffert og lover at få den bragt op på værelset. Hvorefter han sluser mig ind i lobbyen, hvor farverige blomsterarrangementer bryder det ellers stramme look.
FAKTA
Bløde buer
Arkitekt Jan Störmers grundlæggende idé var at blende hotellet ind mellem de op til 250 år gamle træer lige ved søen. Klassisk men moderne med fokus på den park-agtige atmosfære. Det blev til bløde organiske former, helt uden kanter eller rette vinkler, ligesom der ikke er nogen egentlig bagside af bygningen. I stedet buer alt sig ud og ind omkring det indre af hotellet.
»Velkommen – der er check-in her,« siger han og anviser mig en komfortabel stol ved et af de skriveborde, der befolkes af receptionspersonale. Så jeg er fri for at hænge ved en skranke med rejsetrætte fødder.
Ro og naturfarver
Der er en ro over indretningen i mit lyse og enkle værelse. Ikke enkelt på den skrabede facon. Mere på den eksklusive, hvor alle materialer fra sæbe til bøjler og Nespresso-maskine er kvalitet. Tæpper i ren uld, en Georg Jensen-kande som pynt og tøfler i blød velour.
Alle farver er dæmpet ned til en blid skala af sand, grå og naturtræ. Som gulvet, der er lagt i et smukt mønstre med små bidder af egeparket. Og det bliver kun smukkere af, at mængder af lys fosser ind gennem gulv-til-loft vinduernes transparente gardiner.
FAKTA
Hvem var denne Fontenay?
Hotellet er opkaldt efter skibsmægler John Fontenay, der forlod sin hjemstavn, Pennsylvania USA, omkring år 1770 for siden at skaffe sig familie og en solid karriere i shippingbranchen i havnebyen Hamburg. Støt og roligt erhvervede han sig 80.000 kvm land, netop her i det fredelige kvarter ved søen. Hold øje med gadeskiltene – hans navn dukker op hist og pist.
Nogen har tænkt sig om, og rygter vil vide, at det er hotellets ejer – en Hr. Kühne, som topper listen af Hamborgs velhavere – hvis hustru har stensikker smag og meninger om indretning.
Bruseren er mit yndlingsspot. Dels fordi den er helt tæt. På sådan en schweizisk ingeniør-agtig facon, hvor der ikke sjasker én eneste dråbe vand ud på bademåtten. Og fordi brusenichen er rigtig stor og elegant med sandstensfliser, indirekte belysning og en stenbænk til at sidde på, når man skrubber fødder.

Alle, der rejser jævnligt, kender til kampen med brusere og armaturer, der i reglen går af med sejren, så man bliver smertelig skoldet eller går gispende i kuldechok, når det hamrer ud med isvand fra et andet sted end det forventede. Men ikke her. For panelet på væggen har symboler, der er til at forstå: On/off giver sig selv. Ligesom knappen, der klart viser, om vandet kommer fra håndbruseren eller vandfaldsbruseren i loftet. En knap med en node betyder musik til hårvasken, og »light«-knappen tænder ekstra lys i loftet. Det viser sig at være i skiftende farver. Meget cool.
FAKTA
The Fontenay – Hamborg
130 værelser og suiter. Alle med ekstra lange senge.
To restauranter og lobbybaren Atrium Lounge.
Fitnessrum og spa med saunaer, dampbad og 20 meter pool, inde og ude.
Pris fra 355 euro for et dobbeltværelse uden morgenmad, men med spa-adgang.
Læs mere her
Dog ikke når jeg glemmer at lukke døren og slukke lyset efter aftenbadet og vågner kl. 04.20 med følelsen af at være faldet i søvn som sidste gæst i natklubben, fordi det skifter mellem lysegrønt og blåt lys ude fra bruseren. Nå, jeg er for søvnig til at gøre noget ved det, og sengen med den store dunlette dobbeltdyne er vidunderlig komfortabel, så jeg vender ryggen til lysshowet og sover videre.

Gode restauranter
Efter en tur i den udendørs pool, der ligesom går i ét med himlen, snuser jeg rundt og ser ind i Restaurant Lakeview, der meget apropos befinder sig på topetagen med begge sine Michelin stjerner. Her regerer Julian Stowasser med sit moderne europæiske køkken, stærkt spicet op og åben for nye tanker, som han siger. Og selv hvis man ikke ofrer sig en middag her, er det skønt at vælge en cocktail fra baren lige nedenunder, hvor søen, træerne og hele Hamborg er et betagende bagtæppe. Især fra terrassen i sommernatten. Der er her, man føler sig eksklusivt distanceret – og samtidig lige midt i det kosmopolitiske Hamborg.
Coverbillede kredit: The Fontenay.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 13. september 2025.

