Storbyweekend i Newcastle, de syv broers by

ANNONCE

I Newcastle kan du komme på en storbyweekend med næsten samme udbud af gastropubber, håndbrygget øl, topfodbold, madmarkeder, afternoon tea, baristakaffe og kulturliv som i London – blot i en lidt mindre skala.

Broerne er det første, jeg lægger mærke til. Der er hele syv, og fordi de er så forskellige i alder og konstruktion, står de som individuelle kunstværker hen over floden, der gennem alle tider har været livsnerve for Newcastle Upon Tyne.

Lige siden dengang, romerske besættelser og vikingeerobringer var hverdagskost, til den vigtige transport af kul fra de omkringliggende miner siden middelalderen og helt op til slutningen af det 20. århundrede. 

Nu om dage ånder alt fred på begge sider af floden, der er forvandlet til rekreative områder og blevet et vigtigt aktiv i byens profilering af sig selv som en rejsedestination, der sagtens – eller næsten – kan hamle op med hovedstaden.

Det synes Wallis Senior fra Newcastle International Airport, som lige nu har travlt med at markedsføre sin by på grund af den nye direkte rute fra København. 

»Vi har alt det, de fleste rejser til London for at opleve: teater- og musiklivet, maden, butikkerne og øllet samt en stærk kaffekultur på mange barista-caféer,« siger hun, dog over half a pint i gårdhaven til Blackfriars-restauranten, der som navnet antyder ligger i et tidligere kloster fra 1221, som også huser mikrobryggeriet St. Dominics.

Der er i hvert fald mange lighedspunkter, hvor Newcastle har det hele på en mindre skala, og det er så charmen ved Newcastle Upon Tyne, at man kan nå at se virkelig meget på en weekend og blive dækket ind med alt det, som vi danskere elsker ved britisk kultur og livsstil, fordi det meste faktisk er indenfor gåafstand.

newcastle england
Newcastle har en mangeartet og velbevaret arkitektur. Foto: Elsebeth Mouritzen

Grey Street og Grainger Town

»Ligner det ikke Nelson-søjlen på Trafalgar Square?« tænker jeg, da jeg står over for en lignende på toppen af Grey Street. Selvom den er knap så høj som admiralens, betyder Grey’s Monument meget her, fordi det er rejst til ære for byens stolte søn, politikeren Charles Grey, der i 1830erne blev reformvenlig statsminister i landet. Han var også den 2. jarl af Grey med hovedsæde i oplandet, og hans præference for bergamotteolie i sin sorte te startede i de år en trend, som menes at have skabt teblandingen Earl Grey. 

Han lagde så også navn til et af Newcastles smukkeste strøg, Grey Street, der kan prale af at have fået tilnavnet »den bedst designede victorianske by i England« på grund af sin klassiske arkitektur. Blandt de mest spektakulære bygninger er Theatre Royal fra 1837, hvis intakte teaterrum gør alt for at hamle op med Londons West-produktioner – fra skuespildrama og opera til ballet og musicals.

Grey-monumentet på Grey Street er rejst til ære for den lokale politiker og adelsmand, der også gav navn til den berømte teblanding, Earl Grey. Foto: Elsebeth Mouritzen

Jeg tager en sidegade ned gennem et andet historisk kvarter, Grainger Town, og står foran en kæmpe markedshal fra samme periode, der godt kan minde om det oprindelige Covent Garden nede sydpå. 

Grainger Market blev opført som overdækket markedsplads for kød og grøntsager, men er nu vokset til at være lige så meget et gourmetmarked med lokale råvarer efter tidens smag og en masse smagfulde etniske spisesteder, der afspejler befolkningens sammensætning. 

Mange af stadeholderne flytter ned til Quayside om søndagen, og det er mit stikord til at zigzagge mellem de pittoreske gamle kvarterer på begge sider af Grey Street, hvor den går over i Dean Street, Side og Sandhill, inden jeg ender nede ved floden.

REJSETIPS
Her skal du…

Spise på gastropubberne The Broad Chare og The Bridge Tavern ved Quayside, i den Michelin-belønnede Träkol i Gateshead og restauranterne i Fenwicks Food Hall.

Drikke øl i gårdhaven hos The Old George Inn fra 1582 og pubberne omkring Bigg Market eller sjove cocktails på barerne Water Closet og Gin Closet indrettet i tidligere offentlige toiletter.

Nyde afternoon Earl Grey te på det idylliske boutiquehotel Jesmond Dene House i Newcastles grønne kvarter.

Shoppe: Northumberland Street er det lokale svar på Oxford Street med kædebutikker, stormagasinet Fenwick og centret Eldon Square.

Heppe: Newcastle United ligger i Premier League og har hjemmebane centralt i byen på St. James’ Park.

Lytte til alle genrer af musik i kulturhuset The Glasshouse.

Opleve stranden King Edward’s Bay 20 minutter med metroen til Tynemouth med de bedste fish’n’chips i Riley’s Fish Shack og lørdagsloppemarked på den gamle station.

St. Nicholas-katedralens danske hæder

Jeg tager mig indimellem i at tro, at det er dansk tale, når jeg hører udtryk som »bairn« og »hyem«. Det er den lokale Geordie-dialekt, hvor låneord som »barn« og »hjem« har overlevet fra vikingetiden, hvor vi sammen med nordmændene fuldstændig hærgede disse kyster, indtil normanneren Wilhelm Erobreren overtog i 1080. 

Man behøver ikke at gå duknakket gennem byen af den grund, vi er for længst forsonet. I sådan en grad, at der i middelalder-katedralen St. Nicholas er sat en blyindfattet rude op med maritime symboler for at hædre forliste danske sømænd under Anden Verdenskrig. 

Minderuden for de faldne danske sømænd under Anden Verdenskrig i St. Nicholas Cathedral. Foto: Elsebeth Mouritzen

Kort efter den tyske besættelse blev 4.000 danske soldater og sømænd inviteret til at have havn i Newcastle og drage på togter mod tyskerne herfra. 1.500 af dem kom aldrig hjem, og de er derfor mindet med dette kunstværk.

Og så er jeg nede ved floden, der er blevet vartegn for Newcastle Upon Tyne, fra den ældste High Level Bridge fra 1849 til den nyeste Millennium Bridge fra 2001, men den mest ikoniske er nok den grønne Tyne Bridge fra 1928, som har en slående lighed med Sydney Harbour Bridge. Ikke så overraskende, for de er begge tegnet af ingeniørfirmaet Mott, Hay & Anderson.

Der er livlig trafik over alle broerne med ærinde til og fra den anden bred og nabobyen Gateshead, som Newcastle er vokset helt sammen med. 

Den mest turistvenlige er Millennium-broen for cyklister og fodgængere, som vil opleve Baltic. Det er et af verdens største gallerier og byens center for samtidskunst med skiftende udstillinger i en renoveret melfabrik, som med sin funktionalistiske silokonstruktion er sin egen fryd for øjet – og en værdig lillebror til Tate Modern og Londons Millennium Bridge.

Millennium-broen er designet til fodgængere og cyklister, der vil besøge kunstgalleriet Baltic. Foto: Elsebeth Mouritzen

Ouseburn: Kreativt kvarter med kulørt sjæl

London har bydelen Shoreditch, Newcastle har Ouseburn. De har det til fælles, at de ligger i den østlige udkant af metropolerne og deres oprindelige arbejderkvarterer er byfornyede, så de nu tiltrækker den kreative klasse. 

Geografisk ligger kvarteret i Ouseburn Valley, så det har sine grønne områder, blandt andet med bylandbruget Ouseburn Farm, hvor der er klappegeder, men ellers er det et monument over den industrielle revolution. De bygninger, som engang husede smedjer, fabrikker og kullagre samt arbejderboliger, er nu gentrificeret af kunstnere, musikere, designere og tech-kreative.

Det har givet Ouseburn en opblomstring, så både hr. og fru England, men også turister valfarter hertil for at nyde den alternative stemning. Den er sat lidt i system i den tidligere småkagefabrik Biscuit Factory på Stoddard Street, der nu er Englands største selvstændige galleri for design og kunsthåndværk med skiftende udstillinger, café og bar. 

The Lockup lever højt på sin tagterrasse ved indgangen til Ouseburn. Foto: Elsebeth Mouritzen

Kiln på Hume Street er middelhavscafé kombineret med keramikværkstedet 1265 Degrees North, og The Cluny på Lime Street regnes ikke kun for Ouseburns bedste pub, men også regionens bedste spillested med DJs og livemusik.

Ernest på Boyd Street er kendt for sin brunch, og Cook House på Foundry Lane er berømt for sit moderne twist på hjemmelavet mad. Derimellem er der masser af andre pubber og spisesteder, hvor graffitien og livsglæden blomstrer mellem brosten og beton.

Du kommer til Ouseburn ved at tage bus Q3 til City Road og metrostoppene Byker og Manors.

FAKTA
Værd at vide

Byen
Newcastle Upon Tyne ligger cirka 400 kilometer nordøst for London og 14 km fra kysten. Byen har 300.000 indbyggere fordelt på begge sider af floden.

Rejsen
Norwegian flyver direkte København-Newcastle hver fredag og mandag på halvanden time, enkeltrejse fra 439 kroner. Det tager 20 minutter med metro fra Newcastle Airport til centrum. Tyne and Wear Metro har to linjer, som dækker Newcastle og kører helt ud til kysten. Der kan købes billetter eller DaySaver rejsekort på stationerne.

Vigtigt
Nye indrejseregler betyder, at danske statsborgere skal have elektronisk forhåndsgodkendelse, ETA. Den skal være bekræftet senest tre arbejdsdage før rejsen og koster cirka 145 kroner.

Coverbillede: Elsebeth Mouritzen

FRI var inviteret af Norwegian og VisitBritain, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 13. september 2025.

Drømmer du om ferie i England? Find flere artikler her