Qaqortoq, Igaliku og Qassiarsuk: På besøg i Grønlands grønne hjørne

På en sommerdag, hvor græsset står saftiggrønt på de sydgrønlandske fjeldsider, forstår man, hvorfor Erik den Røde, valgte at kalde stedet for »Grønland«. Ruiner fra vikingernes 400 år i området kan stadig besøges mellem fritgående får, flydende isblokke og tindrende fjelde.

Vi glider roligt ud gennem isfjorden Qooroq. Isbjerge rager op over den mindre Targa-passagerbåd, og med ét får vi øje på et stort blåt isbjerg, der dukker op mellem alle de hvide. Den blå farve opstår, når isen som en diamant har ligget presset sammen i 4.000-5.000 år under nyere sne og is i en gletsjer.

Det changerer fra lysere blåt over en næsten grønlig farve til koksgrå og afslører, at det har ligget nederst eller ude i siden af gletsjeren og har taget sten og grus med sig. 

Da vi kommer tættere på, ligner det en kæmpestor glasskulptur med en smuk nærmest omvendt boblende overflade. 

Kaptajnen, Laasinnguaq Broberg, er imponeret over, hvor heldige vi er, for han siger, at de blå isbjerge ret hurtigt bliver »afbleget«. Det, der opleves som en afblegning, skyldes formentligt, at noget af isen fordamper, noget andet smelter, og refleksionen i den skulpturelle isblok derfor bliver anderledes.

Vi sejler stille rundt om skønheden i en form for andægtighed, da et lille sælhoved titter op foran isbjerget og fuldender scenariet. 

Rundt om os bliver den monumentale stilhed kun brudt af isens knitren i vandet, og vores guide, Erik Kielsen, finder et lille net frem og fisker lidt indlandsis op af vandet. Kaptajnen hakker det i stykker, så vi kan skåle i et glas Martini dér midt i den grønlandske natur. 

Nordboernes tid

Vi er sejlet ud fra Grønlands femtestørste by, Qaqortoq, der tidligere blev kaldt Julianehåb på dansk. Byen har godt 3.000 indbyggere, og er den største by i Sydgrønland, der byder på nogle lidt andre sider af Grønland, end den arktiske isferie. 

Det var her, Erik den Røde gik i land omkring år 1000 og navngav øen efter de grønne fjelde og sletter, han så. 

Norskfødte Erik var blevet fredløs på Island på grund af en drabssag. Han ville derfor forlade landet og lokkede venner og familier med på en færd til det »uopdagede« Grønland, hvor over halvdelen døde undervejs. Med sig havde de tilbageværende 14 skibe får, geder og køer, og i Sydgrønland kan man besøge nogle af de gamle ruiner, der vidner om vikingernes liv i det område, de med sikkerhed er blevet overraskede over om vinteren. 

For at komme til Sydgrønland i dag behøver man ikke vikingeskibe, men man kan i stedet flyve fra Nuuk til Narsarsuaq, indtil en ny lufthavn efter planen åbner i Qaqortoq til næste år. 

Fra den lille baseby Narsarsuaq kan man sejle lidt ud af fjorden Tunulliarfik (Eriksfjorden) til Itilleq og gå den gudesmukke tur ad grussti fire kilometer til et nordbo-hotspot, Igaliku, i stedet for at sejle den lange vej udenom. På vejen i et bølgende landskab passerer man flere af de landbrugsgårde, der er særlige for Sydgrønland på grund af det lidt varmere og dermed mere snefri vejr.

Efter at have løbet lidt spidsrod for at tage billeder af de fritgående får, åbenbarer Igaliku sig som en positiv overraskelse nedenfor vores fødder, hvor en ekstremt smuk bygd med farvede huse og en stenkirke ligger omgivet af fjeld langs fjorden og grønne marker. Især i høj sol om sommeren tager dalstrøget sig pittoresk ud.

Jeg indlogerer mig i en af Igaliku Bygdehotels nye hytter, som er simpelt, men smagfuldt indrettet. Det er firmaet Blue Ice Explorer, der ejer restaurant og hytter, og om aftenen serverer restauranten – som er den eneste i Igaliku – middag på gourmetniveau med lokale råvarer. 

Butikken i byen får varer fra Qaqortoq hver fjortende dag, og der er ingen wifi i hytterne. Men hvad skal man også bruge det til, når man har en så fantastisk udsigt over fjord og fjeld?

UNESCO-trekanten

Næste morgen er det tid til at udforske de barske nordboers – eller vikingers – liv i området. Ifølge sagaerne tog Erik den Røde flere gange tilbage til Grønland for at udforske de forrevne klippeskær og har formodentlig været helt oppe ved Nuuk, før han besluttede sig for at slå sig ned inde i Tunulliarfik i bygden Qassiarsuk, der ligger lige på den anden side af fjorden fra Narsarsuaq. 

I dag er de forskellige steder med nordboruiner UNESCO-beskyttede, og det er oplagt at tage en rundtur i det område, nordboerne selv kaldte Østbygden, hvis man besøger Sydgrønland i et par dage. 

I Igaliku boede der omkring 500 mennesker i begyndelsen af middelalderen. I dag bor der fast 11 mennesker – 25-30 hvis man tager hele området med. 

En af dem er Arnajaraq Bibi Bjerge, der lever som fåreholder, men også tager sig tid til at være guide i bygden, hvor hun fortæller os om ruinerne fra stalde til køer, får og geder, domkirken, boliger, pakhuse og et vandingssystem i det, der i nordboernes tid hed Gardar og var nordboernes bispesæde. 

En af de vigtigste ruiner er Tiendelade, som man gætter på blev brugt som opbevaring af kirkens tiende, ligesom man har fundet biskop Olafs grav fra 1200-tallet. Han blev blandt andet begravet med en bispering i guld og et scepter i narhval, der nu findes på museet i Qaqortoq. 

Det moderne tids Igaliku blev grundlagt af nordmanden (Norge var dengang en del af Danmark-Norge) Anders Olsen i 1782, og Arnajaraq Bibi Bjerge er niende generation efterkommer efter manden, der stadig fejres hvert år i den lille bygd.

I Qassiarsuk finder man flere UNESCO-beskyttede nordboruiner. Det er her, Erik den Røde slog sig ned og byggede sin gård Brattahlid. Derfor har man her opført en kopi af fælleshuset for Erik den Rødes bosættelse og en lille kirke, han skænkede sin hustru. 

Usædvanligt kirkerum

Et must på nordbo-sightseeing er ruinen af Hvalsø Kirke. Den til sammenligning store kirke står smukt og ensomt med sine halve mure og hele gavle i en ellers øde natur ved den forladte boplads Thjodhildarstadir.

Kirken blev opført omkring år 1300 og det sidste nordbo-brudepar blev viet i kirken i 1408, inden nordboerne forsvandt. Men der er stadig lokale, der bliver gift herude i den smukke natur med ruinerne som en historisk ramme.  

Kirken er solidt bygget af kvadersten, der er omhyggeligt lagt og tilpasset hinanden, hvilket er grunden til, at kirken er den bedst bevarede af ruinerne. Vi har taget frokost med og sætter os i græsset med ryggen mod kirken og spiser vores sandwich i solen. 

I år bliver der anlagt en sti omkring kirken, fordi der indimellem anløber krydstogtskibe med 2.000 passagerer på stedet. Det ville være en helt anden oplevelse, som jeg synes, man skal prøve at styre udenom. Da jeg besøger kirken, er vi helt alene, og jeg kan slet ikke forestille mig mange mennesker i dette sceneri.

Hvalsø Kirke ligger ikke langt fra Kuannersuit eller Kvanefjeld, hvor minedrift blev stoppet i 2021 på grund af uranforekomster. Men nu er der mineaktivitet ved det nærliggende Killavaat Alannguat eller Kringlerne, og de lokale er bange for, om sprængningerne vil påvirke kirkeruinen, der har ligget her i over 700 år.

Isbjørneruten

Da nordboerne forsvandt af uvisse grunde i 1400-tallet, forsvandt også fåreavlen i Grønland. 

Men for 100 år siden importerede Otto Frederiksen de første får til bygden Qassiarsuk, hvor hans efterkommer stadig har fårehold. I mellemtiden har fåreholderiet bredt sig til at være den største indkomstkilde i Sydgrønland med cirka 35 gårde. 

Det er ikke comme-il-faut at spørge en fåreholder, hvor mange får han har, fordi det er som at spørge om, hvor rig han er. Men ifølge de seneste tal fra Grønlands Statistik blev der i 2015 produceret cirka 245 ton lammekød, som primært afsættes på hjemmemarkedet. 

Produktionen kunne sikkert have været større, hvis det ikke havde været for ørne, ræve og isbjørne, der hvert år tager får og lam, som går frit rundt i fjeldene. 

Isbjørnene i syd har en rute, hvor de populært sagt bevæger sig med sælerne ned langs østkysten for at gå i land i syd og bevæge sig op langs fjorden Tunulliarfik og tilbage mod øst, som de lokale kalder »isbjørneruten«. 

Livet som fåreavler er hårdt, men de avlere, jeg taler med, elsker livet med dyrene og naturen på trods af de lidt anderledes forhold og udfordringer. Men priserne på fårekød er faldet, og det betyder, at mange fåreavlere har måttet dreje nøglen om, og politikerne taler om at indføre et krav om minimum 400 dyr, for at man kan få tilladelse til at drive fåreavl. 

Hvis man vil bo lokalt, driver konen til Ole Frederiksens efterkommer flere overnatningssteder i familiens mindre huse i bygden. Ellen Frederiksen er en driftig kvinde, der udover at hjælpe til med fåreholdet og tilbyde overnatning også forsøger at få stablet strikketurisme på benene, ligesom man kan booke en ridetur på hendes islandske heste, hvor man besøger en række gårde på hesteryg.

Strandet i Narsarsuaq

Efter oplevelser i det grønne hjørne af Grønland med isfjorde, får og vikingeruiner skal jeg tilbage til Nuuk fra Narsasuaq dybest inde i Tunulliarfik-fjorden. Lufthavnsbygden er lillebitte, og lufthavnen blev bygget i 1941, så fly kunne blive tanket og folk komme på hospital her under Anden Verdenskrig. 

Derfor er det lidt som at komme til en militærbarakby, hvor husene passer til funktionen. Men hvis man er interesseret i Anden Verdenskrig er der et fint museum, som rummer mange gamle krigsklenodier, og man kan lære  om både hospital, lufthavn og den nyligt omdiskuterede kryolitmine, der lå i Sydvestgrønland og blandt andet var årsag til, at de allierede kunne bygge lettere fly under krigen. 

Ellers er der ikke det store at lave i Narsarsuaq, som nok kommer til at lide gevaldigt under den nye lufthavn i hovedbyen. Og så dog.

Vores fly bliver aflyst på grund af dårligt vejr i Nuuk, som så ofte, så vi nyder den høje sol i syd en dag mere. Om aftenen finder vi tilfældigvis ud af, at der er musik på den lokale burgerbar. Det viser sig at være to mand med guitar – en ung fyr, René Brandt, med en fantastisk stemme, og den i Grønland »verdenskendte« musiker, Ole Kristiansen, der sammen giver en stemningsfyldt og indlevende koncert i et tætpakket lokale på størrelse med et parcelhus.

Det føles som om, man aldrig helt kan forudsige, hvad der sker, når man besøger landet med den mægtige natur og en særlig kulturel rigdom. Uheld og forsinkelser kan nemt vendes til held og helt unikke oplevelser, hvis man bare lader sig flyde med.

Coverbillede: Julie Ring-Hansen Holt

FRI var inviteret til Sydgrønland af Visit Greenland og SAS, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 18. oktober 2025.

Drømmer du om en rejse til Grønland? Find flere artikler her