Insidertips til Como: Restauranter, strande og gelato

Como-søen er måske et af de smukkeste steder i verden, og det er nemt at forstå, at nogle vælger at slå sig ned permanent her. Det gælder blandt andre eksildanskeren Kasper Smith, der her guider til oplagte attraktioner og afsides perler i området.   

Prangende villaer, hyggelige marinaer, gudesmuk natur og gelato i stride strømme. 

Det er bare nogle af grundene til, at Como længe har været på min ferieønskeliste. Praktiske udfordringer har dog gang på gang spændt ben for rejsen, så da det i år endelig lader til at lykkes, er jeg topmotiveret for at vride det bedste ud af opholdet. Det gør man jo som regel bedst ved at konsultere en lokal ekspert, som kan guide til alle de listige steder, turisterne ikke nødvendigvis finder – og jeg ved, præcis hvem jeg skal hive fat i. 

Da jeg som teenager flyttede til København, delte jeg kortvarigt lejlighed med designchef Kasper Smith, og mine smagsløg husker tydeligt den salige aften, hvor han introducerede mig for spaghetti carbonara. Åh, hvilken kulinarisk åbenbaring. Få år senere flyttede han både sig selv og sin virksomhed til Cernobbio for at prøve italienertilværelsen af, og det var så stor en succes, at han nu har stiftet familie og købt hus i den lille by ved Comosøen. Jeg har derfor indbakken fuld af tips, allerede da vi ankommer.

Smalle stræder og smagsorgasmer

Como by er stort set bilfri, hvilket betyder, at vi må smide familievognen i et parkeringshus uden for centrum. Først virker det temmeligt træls at skulle slæbe vores bagage en lille kilometer, men da vi opdager, at vores vej, Via Armando Diaz, ikke er meget bredere end en dobbeltseng, bliver vi glade for, at det kun er de lokale, der får lov til at manøvrere køretøjer rundt her.  

Vi indlogerer os i en hotellejlighed, der ligger så meget i smørhullet, at vi kan hive italienerstemningen direkte ind gennem vinduet. Byen virker så tillokkende, at vi hurtigt vælger at gå på opdagelse i overflødighedshornet af pastabikse, vinbarer og sjove nipsebutikker, og sightseeingturen foregår selvfølgelig med en italiensk is – gelato – i hånden. Vi holder os dog til de små størrelser, for vi har en middag i sigte på Figli dei Fiori – første restaurantanbefaling fra Kaspers liste. På vejen når vi at nappe en fancy drink på Locanda in Centro. Smagen er i top, og det samme er prisen, for modsat de mindre populære byer i området ved de, hvad de kan tage for herlighederne i Como. 

Til gengæld ved de også, hvordan de indretter restauranter, der er en fryd for øjet. Locanda gjorde det godt med sine elegante vinvægge, men Figli dei Fiori er et sandt mesterværk udi æstetikguf. Restauranten er så grøn, at det føles, som om vi er blevet installeret i et opgraderet drivhus, og menukortet må vi gå på jagt efter i store retrobøger om alverdens flora. Det er dog ikke grøntsagerne, men kødet, der får os til at slikke tallerkenerne i en sådan grad, at der ikke levnes plads til dessert.

Lækker lokalbryg og kølende vand

Figli dei Fiori ligger på den afsides gade Via Borgo Vico, som du ikke bare lige kommer forbi. Ifølge Kasper skal både restauranter, barer og butikker derfor gøre sig ekstra umage for at lokke folk til, og det kan mærkes på kvaliteten. Det samme gør sig gældende, da vi søger over på modsatte side af gaden til Il Birrivico. Her vrimler det med lokale, og det er sjældent et dårligt tegn. Baren har da også klart stamstedspotentiale, både hvad angår øludvalg og original indretning. Den er endda udstyret med noget så genialt som et trafiklys, der indikerer, om der er optaget på toilettet. 

Det er fristende at blive hængende til langt ud på natten, men vi har en formiddagsdate med en speedbåd og bryder derfor tidligt op. Den beslutning er godt givet ud, for tømmermænd havde ikke været sjove at jonglere med, da vi drøner hen over vandoverfladen og leger kaptajner på skift. Gennem GetYourGuide har vi booket en båd, som ikke kræver certifikat, og søen er heldigvis så stor, at der på intet tidspunkt er risiko for kollision. 

Solen lader til at være på overarbejde, og selvom vi har vind i håret, virker det kølende vand tillokkende. Vi standser derfor motoren og sænker stigen, så jeg kan plaske rundt i overfladen et par minutter med udsigt til de mange luksuriøse villaer, som jeg kun kan drømme om at få råd til en dag.

Silke og sydtyrolske druer

Først da vi mødes med Kasper for at spise frokost, går det op for mig, at jeg netop har badet i en sø, der er over 400 meter dyb. Det føles pludselig, som om jeg har dyrket en form for ekstremsport uden at være bevidst om det, og jeg sender en kærlig tanke hjem til Frankrigsgade Svømmehal, hvor jeg har tilbagelagt så mange baner, at jeg trods alt har nogenlunde tiltro til egne overlevelsesevne på åbent vand.

Endnu engang har vores guide ramt bullseye på restaurantskiven, for Pronobis, der ligger midt i centrum og derfor kunne have været en turistfælde, er det stik modsatte. Da jeg vil hoppe direkte på en hovedret, møder jeg omgående protester, for i Italien spiser man altså primi, må jeg forstå. Det er jeg bestemt ikke ked af, for den burrata med sardiner, som bliver bestilt til mig, er et decideret køkkenkunstværk – og da der ovenikøbet kommer sydtyrolske druer i glasset, bliver det tæt på en meget lokal madoplevelse. Over maden bliver vi beriget med flere fun facts. Jeg lærer for eksempel, at Como er verdenskendt for sin silke, hvilket åbenbart er basal viden. Kasper virker i hvert fald ikke synderligt imponeret over min research hjemmefra og understreger, at jeg i det mindste må huske at skrive, at det lokale fodboldhold er kommet i Serie A, så det lover jeg højt og helligt for bordfredens skyld.

Bjergkørsel og skjulte skatte

Sidst på eftermiddagen cruiser vi op langs søen forbi Laglio, hvor en vis hr. Clooney ejer et mindre palads, og videre til Brienno. Ifølge Kasper er stranden her et oplagt udflugtsmål for de badeglade, men jeg har i dén grad fået min lyst styret for i dag. I stedet vender vi kareten og gør kortvarigt hold i Cernobbio, så jeg kan besigtige overdådige Villa Bernasconi, som har huset en af områdets store silkefamilier. De der italienske arkitekter kan altså noget, når det kommer til krummelurer og kakler, ikke kun her, men også i resten af byen, der umiddelbart virker mere afslappet end Como. Her vil jeg bo, næste gang vi kommer på disse kanter, konkluderer jeg, inden vi kører videre for at spise afskedsmiddag på Trattoria del Glicine – en skjult skat ifølge Kasper, der dog har glemt at nævne, at køreturen derop ikke er for bjergforskrækkede danskere. 

Jeg holder vejret i svingene af frygt at møde en modkørende, for vejen bliver smallere og smallere, særligt da vi kommer til at rulle forbi restauranten og rammer et advarselsskilt, der med garanti er møntet på turister, som er kommet på afveje. Vend om nu, eller vend aldrig retur, lader det til at signalere, så vi adlyder prompte og har nogenlunde styr på adrenalinniveauet igen, da vi endelig får sat os til rette på restaurantens skønne udsigtsterrasse. Og mens det bløde lys fra solnedgangen rammer bjerget på modsatte side af søen, sipper jeg turens sidste limoncello spritz i mig, nu fuldstændig solgt til det område, jeg langt om længe kan sætte flueben ved.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 25. oktober 2025.

Drømmer du om ferie i Italien? Find flere artikler her