Storbyferie i Porto: Det skal du opleve

Portugals andenstørste by er perfekt til en lang weekend-getaway eller en kærestetur – det er nemlig svært ikke at blive forelsket i dens indtagende charme. Og den gamle bydel er endda så fin, at den har fået en plads på UNESCO’s kulturarvsliste. Læs vores tips til en ferie i Porto herunder.

»Enhver betydelig portugisisk by ligner en overtroisk bruds bryllupsudstyr – noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt.«

Så romantisk beskriver den amerikanske forfatter og essayist Mary McCarthy de portugisiske byer i 1961, og intet kunne passe bedre på Portugals nordlige kystby, Porto. Her går nyt, gammelt, lånt og blåt nemlig i yndefuld forening. 

Som jeg fordybet slentrer langs Douro-flodens bredder, kan jeg få øje på både autentiske gamle bygninger, nye moderne huse, facader med smukke koboltblå Azulejo-kakler og lidt lånt fra andre kulturer og historieperioder hist og pist; så Mary McCarthy rammer i den grad hovedet på sømmet.

En liflig duft af friskkværnet kaffe, grillede fisk, kød og krydderier flirter med mine næsebor, mens jeg passerer de mange restauranter og cafeer, der er indrettet i de historiske huse på hver side af floden.

Porto har egentlig været på min ønskeseddel længe, og da jeg tænkte, at jeg skulle prøve noget andet end det traditionelle Lissabon, var Portugals kystby mod nord et helt oplagt valg. 

Porto er et godt alternativ til den lidt tætte hovedstad, og fordelen ved Porto er, at den ligger i bekvem flyvetid fra Danmark.

Du kan stå ved Douro-floden inden for tre-fire timer, fra du har forladt København.

Det gør byen til et ideelt mål for en hurtig lille byferie, hvor der er meget at opleve indenfor et overskueligt område.

Desuden har Porto et behageligt klima, en hyggelig og afslappet befolkning, skøn lokal mad samt indkøbsmuligheder af enhver art. Så der er adskillige fluer at slå med ét smæk.

Ponte de Dom Luís I og pariser-inspiration

Den enorme bro kaster sine lange skrå skygger i et virvar af hullede mønstre på den solvarme asfalt. Højt ovenover lyder en skurrende lyd af metrotoget.

På hver side af de buede stålbropiller flyder Douro-floden ud mod Atlanterhavet.

Jeg står midt på, hvad der afgjort må betegnes som Portos vartegn; den elegante Ponte de Dom Luís I-bro. Hvad stilen angår, er ligheden med Eiffeltårnet i Paris slående.

Som om den franske hovedstads ikoniske stålkæmpe med lidt sprælsk fantasi er blevet lagt ned og nu forbinder to flodbredder.

Og faktisk er det ikke helt så skørt, som det lyder: Portos vartegn er nemlig designet af den tyskfranske ingeniør Téophile Seyrig, der udgjorde den ene halvdel af firmaet Eiffel and Company sammen med Gustave Eiffel. Så om de to genier designede broer eller tårne vandret eller lodret, så var stilen og arbejdsmetoden den samme.

Ponte de Dom Luís I-bro er den ene af i alt seks broer i Porto. Det er en dobbelt metalbro, der stod færdig i 1887.

Der er vej for biler og fortov for fodgængere forneden og jernbane og fortov foroven, så jeg kan opleve den storslåede udsigt over floden og de to flodbredder fra to forskellige højder.

En yndet attraktion i Porto er at tage på et »Six Bridges Cruise« – en sejltur på floden, hvor der er mulighed for at opleve broerne hele vejen gennem byen ud til flodudmundingen.

Flodbredderne omkring Ponte de Dom Luís I er, hvad jeg fristes til at kalde byens andet hjerte. Porto er opdelt i en øvre og en nedre del, hvor gågaden Rua de Santa Catarina, kirkerne og butikkerne ligger i den øvre del, hvor centrum kaldes Baixa.

Den nedre del ved floden er stedet, hvor den historiske bydel Ribeira ligger på den nordlige side af floden og Vila Nova de Gaia (kaldet Gaia) på den sydlige.

Jeg er kommet ned ad de skæve trappesten og har fået øje på broen, der majestætisk tårner sig op nede fra den lavereliggende del af byen. Det er lidt som at komme til en helt anderledes del af Porto.

Historiske Rabelo-både og velsmagende tapas

Flodpromenaderne på hver side af Douro-floden er så afgjort for livsnydere og forelskede sjæle, der ser hinanden dybt i øjnene i solnedgangen.

Det bliver jeg klart bekræftet i, da jeg i den lune aftenbrise slentrer langs bredden på Ribeira-siden, hvor de fine historiske huse med farverige facader og indmurede kakler ligger side om side.

Porto er en af Europas ældste byer, og den gamle bydel har da også en fornem placering på UNESCO’s verdensarvsliste.

Byens historie stammer helt tilbage til det første århundrede f.Kr., hvor den var kendt under navnet Portus Cale.

Der er magisk sommerstemning ved floden. Folk går aftentur, spiser is eller sætter sig på bænkene og iagttager de mange skibe, der sejler forbi.

Jeg lægger især mærke til de specielle Rabelo-både, der ligger fortøjet. Det er en traditionel portugisisk træfragtbåd med flad bund, der er blevet brugt på Douro-floden i århundreder.

Bådene blev især anvendt til at fragte portvin og er bygget specielt til det lave vand i floden. I dag kan turisterne få en tur i Rabelo-bådene og få fortalt om de seks broer.

På torvet foran de charmerende flodhuse i meget typisk portugisisk stil spilles der live-musik, og stemningen er afslappet.

Selvom Porto er en livlig by, så forstår folk også at nyde den afslappende atmosfære og hygge sig på de små restauranter.

Jeg kan slet ikke se mig mæt på de neoklassiske huse i alle mulige farver med en god gang patina. Jeg får lyst til at kalde det Nyhavn i Porto-udgave.

Den iøjnefaldende arkitektur virker som en magnet på mig, og jeg tager mig god tid til at studere hver en detalje lige fra støbejernsaltanerne til de rustikke afskallede døre og vinduer. 

Her er plads til både hygge og fordybelse og en ordentlig én på opleveren. Og muligheden for at få noget godt til ganen er der så afgjort også tænkt på.

Portos madscene er verdensberømt med sine mange lækre Michelin-restauranter og tapasbarer med den særlige portugisiske tapas kaldet petiscos.

Også den delikate portugisiske torskeret bacalhau er værd at afprøve. Den fås i forskellige regionale varianter med kartoffelmos eller kogte kartofler som tilbehør og er god og mættende.

Vila Nova de Gaia og São João da Foz

Vila Nova de Gaia-siden af floden er stedet for portvins-entusiaster. Der er nemlig fyldt med portvinshuse, hvor man kan tage på vinsmagning og få indblik i fremstillingsprocessen.

Porto lagde navn til såvel portvinen som til hele Portugal, og byen har gennem flere hundrede år været forbundet med portvinsproduktion.

En sjov og afgørende detalje er, at portvins-lagerhusene blev anlagt i Gaia, der ligger i skyggesiden med solen i ryggen.

På den modsatte flodbred ville husene have ligget i bagende sol dagen lang, og vinen ville få det for varmt og miste sin gode smagsaroma.

Ved floden på en lille café har jeg den mest overdådige udsigt til de farverige huse, der klæber sig op ad bakkekammen på Ribeira-siden.

Områderne på hver side af floden ved især broen Ponte de Dom Luís I er byens samlingssted for såvel lokale som rejsende.

Jeg går på opdagelse mellem de røde tegltage i Vila Nova de Gaia og går ad en smal brostensbelagt gade, hvor jeg med jævne mellemrum kan skimte kabinerne i svævebanen. 

Fra broen begynder jeg at gå ud mod havet på Ribeira-siden. Jeg mærker den salte blæst i næsen og hopper på en bus de omkring fem kilometer ud til, hvor Douro-floden løber ud i Atlanterhavet.

Det er også muligt at spadsere derud, og kvarteret, jeg ender i, hedder Foz do Douro, og er et charmerende lille sted med hyggelige isbutikker, kunstgallerier og små restauranter. 

Ja, det bliver næsten ikke mere lokalt, end da jeg slår mig ned på en lille, meget enkel fiskerestaurant lige ud til floden og får serveret suppe, grillet laks, kartofler og salat. Sørg for at være der til frokosttid, hvor de tænder op i grillen udenfor – det er en oplevelse i sig selv.

De små restauranter er nemlig tilholdssted for de lokale, og det er stedet, hvis man har lyst til at lære det helt nære hverdagsliv at kende.

For at få gået kiloene af, trasker jeg tilbage mod byens centrum og kommer forbi ruinerne af et gammelt fort ved indsejlingen til Douro-floden. Det hedder Fortaleza de São João da Foz og er fra omkring år 1650.

Jeg nærstuderer dets bastante murværk, og der er ingen tvivl om, at fortet har spillet en vigtig rolle i beskyttelsen af Porto og dens indbyggere tilbage i tiden. Den er meget strategisk placeret med godt udsyn til eventuelle indtrængere op ad floden.

Det sidste stykke tilbage til centrum forløber i nostalgiens tegn – nemlig med en af byens skønne, originale sporvogne. Der er tre forskellige linjer, og jeg skal hive i en snor, når jeg gerne vil af. Det er charme i koncentreret form, mens vi langsomt slingrer hen ad skinnerne langs floden.

Jeg lander et stykke vej fra broen, og kan endnu engang tage det pittoreske kvarter ved floden i øjesyn med sin gamle, nye, lånte og blå ånd, inden jeg denne gang tager kabelbanen op til øverste etage af Porto, hvor jeg har mit lille logi.

Coverbillede: Anette Lillevang Kristiansen

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 6. juni 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Portugal? Find flere artikler her