FRI er taget på roadtrip over tårnhøje sandklitter, gennem historiske ørkenoaser og fra terrasserede landsbyer og hele vejen op til et luksushotel i 2.000 meters højde.
Sand, sand og atter sand. Så langt øjet rækker.
Oman består af 82 procent ørken eller halvørken, så sand, sol og varme er en stor del af hverdagen i det mellemøstlige land.
For at komme ud i den mest pittoreske del af ørkenen og de op til 100 meter høje sandklitter, skal man køre et par timers kørsel fra hovedstaden Muscat.
Heldigvis har landet en rigtig god infrastruktur, og giver på mit roadtrip gavmildt ud af udsigter til både bjerge, ørken og kyst.
Køreturen går først sydpå. På min ene side har jeg den indbydende klippede kyststrækning og på den anden dramatiske bjerge.
Oman har de smukkeste strande med turkisblåt vand, hvor der kan spottes skildpadder og delfiner, men strandene er tomme. De lokale bruger dem ikke.
Til gengæld er det meget populære jordfaldshul Bimmah et trækplaster for både lokale og turister, som gerne samles til en dukkert i det indbydende vand.
De lokale mener, at hullet er opstået pga. en meteorit og af samme årsag kalder de det for Hawiyat Najm, som oversat betyder den faldende stjernes dybe brønd.
Opgraderet beduinlejr
Fra kysten går turen ind i Wahiba Sands-ørkenen, og landskabet bliver hurtigt mere råt og øde.
I en lille landsby lukkes der luft ud af bilernes dæk for at skabe bedre kontaktflade mellem dæk og sand, så man kan minimere risikoen for, at bilerne sidder fast.
De uendelige sandklitter ligger som beige bølger uden for bilruden.
Dromedarerne, eller kamelerne som de kalder dem, begynder at være en naturlig del af landskabet, som var det køer på markerne i Danmark.
Guiden træder på speederen og når tæt på de 100 km/t, selvom bilerne kører i det bløde sand gennem ørkenen.
På toppen af en sandklit ligger Stars Gate Camp, som er en opgraderet ørken-teltlejr bestående af godt camouflerede bungalows.
De er indrettet med moderne bekvemmeligheder, og der er endda en pool, hvor man kan blive kølet ned.
Der er næsten 40 grader her sidst på eftermiddagen, så man skulle tro, at varmen var det første, man bemærker, men den knastørre ørkenhede føles utrolig behagelig.
Stilheden er til gengæld bemærkelsesværdig.
Det føles sjovt nok lidt som at være i et vinterlandskab, for ligesom sne absorberer lydbølger, skaber sandet den samme form for stille, meditativ oplevelse.
Lejren er omgivet af sandklitter og ørken, og de eneste lyde er vinden og det vandrende sand, som kan lyde lidt som en hvisken.
Solens gang over sandet
Farverne i Wahiba Sands-ørkenen ændrer sig dramatisk med dagslyset.
Morgenen starter med en variation af støvet rosa og lyseblå for så at blive udskiftet af den skarpe gule middagssol, der får sandet til at fremstå mere beige, mens solnedgangen rammer de varme, bløde og dybe orange, røde og pink nuancer.
Solnedgangen er samtidig indfrielsen af en salig afslutning på den brændende varme, og ørkenens skønhed intensiveres, som den røde sol langsomt forsvinder bag de store sandklitter.
Vi er taget af sted, mens mørket endnu ligger tungt over sandet. Vi skal se solopgangen fra en luftballon.
Mens ballonen langsomt letter, brydes mørket i øst, og ørkenens former træder gradvist frem.
Natten har kølet luften ned, og den milde morgentemperatur står i kontrast til den varme, der venter senere på dagen.
Udsigten over sandklitterne og en kop varme arabis k kaffe får mig hurtigt til at glemme vækkeuret, der ringede en del tidligere end normalt.
Ballonen bevæger sig lydløst hen over sandet, og herfra føles det som om, tiden står stille.
Dromedarer ses som små bevægelige prikker mellem klitterne, mens de går og spiser af den sparsomme vegetation. Landskabet ændrer igen farve i takt med solens opstigning.
Først dæmpede nuancer, så varmere toner efterhånden som lyset får dybde.
Myntelimonade i oasen
Efter et par dage i ørkenen drager jeg nu mod Birkat Al Mouz, en oaselandsby nær bjergene med ruiner, gamle mudderhuse og smalle gyder, som er omgivet af dadelpalmetræer.
Da jeg ser landsbyen oppefra vejen, er det, præcis som jeg havde forestillet mig, at en ørkenoase ser ud: masser af høje, grønne palmer i et stort hav af sand.
Birkat Al Mouz har en særlig historisk betydning, da byen har fungeret som en adgangsportal til bjergene Jebel Akhdar.
Igen føles det som om tiden står stille, da jeg står omgivet af ruinerne og det traditionelle vandingssystem, Falaj Al Khatmein, som i 1500 år har sikret liv og grønt midt i sand og sten, og UNESCO har da også sat det unikke vandingssystem på deres verdensarvsliste.
Det er det perfekte sted at snuppe en tiltrængt iskold myntelimonade og en skål med dadler i skyggen, inden turen går videre mod bjergene.
Vi kører gennem stenede sletter og ørkenlandskab og hen over den høje slette på Jabal Akhdar, som er en del af Al Hajar Mountains-kæden.
Bjergmassivet rummer dybe kløfter og dale, hvor en blanding af klimatiske og geologiske forhold gør landskabet grønnere end de tørre sletter nedenfor.
Her i over 2.000 meters højde har landskabet ændret sig betragteligt.
Her er klimaet køligere, luften klar og udsigten byder på både dramatiske klipper og charmerende, gamle terrasserede bjerglandsbyer.
Bjergområderne er beboede og har været det gennem generationer.
De tre landsbyer Al Aqr, Al Ayn og Ash Shirayjah er bygget på stejle skrænter, og indbyggerne har udnyttet bjerget til deres fordel, hvor de gennem hundredvis af år har dyrket terrasserede haver for at overleve.
Her kan du gå rundt mellem terrasserne via små stier og opleve deres brug af de gamle vandingskanaler, som muliggjorde dyrkningen af frugt, grønt og blomster så højt oppe i bjergene.
Om foråret ændrer skrænterne karakter, når den aromatiske damascenerrose blomstrer fra slut marts til maj.
De dyrkes netop her, fordi klimaet er køligere og mere stabilt end i lavlandet.
Små tætte buske med intenst lyserøde roser dækker skrænterne og bruges til rosenvand og -olie, som traditionelt bruges til madlavning og hudpleje.
Luksus i højderne
Midt i det dramatiske bjerglandskab ligger luksushotellet Anantara Al Jabal Al Akhdar i 2.000 meters højde med udsigt til kløfter, bjergtoppe og de tre terrasserede landsbyer.
Hotellets placering er nøje udvalgt, da det ligger direkte på kanten af kløften, som blev særdeles kendt i 1986, da den engelske Prinsesse Diana besøgte området.
Sidenhen har lige netop det område været kendt som Princess Diana’s Viewpoint, og i dag har hotellet installeret en glasterrasse, der svæver over kløften.
Det er ikke for sarte sjæle at gå de ti glasdækkede meter ud, men gør man det, vil udsigten virkelig imponere.
Især ved solnedgang er terrassen et trækplaster, og de dybrøde farver giver en ekstra dimension til bjergene.
Hvis højdeskrækken tager over, kan du i stedet nyde poolen på et mere fast klippeland med samme flotte udsigt.
Hotelværelserne har panoramavinduer, balkoner og altaner ud mod den bjergtagende udsigt, men hvis du vil være sikker på at få dybden med, kan værelser på første sal anbefales.
Hele hotellet er elegant og holdt i en mellemøstlig stil, så det falder naturligt i ét med området.
Hotellet ligger centralt i Jabal Akhdar og er et godt udgangspunkt for at udforske bjergene, som byder på gode hikingruter, interessant natur og historiske seværdigheder, men hotellet er så behageligt og omgivelserne er ekstraordinære, at det også er et virkeligt rart sted at slappe af i nogle dage og nyde livet.
Dagene er varme, nætterne kølige, og luften er klar.
Og efter et par dage er du igen klar til at udforske lidt mere af Oman.
Coverbillede: PR
FRI var inviteret af Experience Oman, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 13. juni 2026.
Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i smuk natur? Find flere artikler her
