Villa Strandvägen: Skånes hyggeligste villahotel

ANNONCE

Villa Strandvägen er en klasse for sig. Med den gennemførte indretning, den prisvindende gastronomi og de blot syv værelser føles et ophold her både intimt og eksklusivt – som en luksuriøs familiesammenkomst, du absolut ikke vil melde fra til.

Jeg har besøgt mange fremragende overnatningssteder gennem årene, og flere af dem har jeg haft stor trang til at vende tilbage til. Af og til sker det dog, at jeg falder over et hotel, jeg instinktivt får lyst til at flytte permanent ind på. Og Villa Strandvägen er netop det. 

Jeg tror dog ikke, min privatøkonomi ville kunne klare et adresseskifte hertil, så i første omgang må jeg nøjes med det døgns tid, min hverdagsflugt nu engang strækker sig over.

»Nøjes« er ellers ikke et ord, som passer til åndehullet, for allerede ved ankomsten står det klart, at alt, jeg drømmer om, er indenfor rækkevidde. Med havet lige i baghaven og moderhotellet Ystad Saltsjöbad som nabo er der rig mulighed for både salte dukkerter og spaafslapning, men det kræver selvfølgelig, at vi finder motivation til at forlade villaen. Og det er ikke let, da først vi er godt installeret.

Strandvejens Villakulla

Hvis Pippi havde været indehaver af et par hjemmeboende forældre med gennemført stilet og mysig smag, forestiller jeg mig, at Villa Villekulla kunne have heddet Strandvägen til efternavn. Eller måske nærmere Strandvejen, for selvom man ikke umiddelbart skulle tro det, er bygningen designet af den pæredanske arkitekt Peter Boisen for over 125 år siden. Udefra er det lyse træhus dog så skånsk, som noget kan være, med sprossede vinduer og fine krummelurer.

Indretningen passer også strålende til de sydsvenske omgivelser, og selvom den nylige renovering er foregået med blik og respekt for det traditionelle, er meget splinternyt. 

Foto: Pia Konstantin Berg

»Vi har kombineret en romantisk og nutidig stil med eksklusive materialer for både at afspejle bygningens sjæl og skabe en tidløs oplevelse,« forklarer Carina Dillman, som er administrerende direktør for både Ystad Saltsjöbad og Villa Strandvägen.  

Da hun uddyber visionerne bag hotellet, giver det endnu bedre mening, at jeg føler mig så godt hjemme her, for som hun fortæller, har ønsket været at skabe et hotel, hvor gæsterne føler sig lige så godt tilpas, som når de synker ned i sofaen hos en god ven. De syv værelser er derfor indrettet med forskellige udtryk og detaljer, så hvert rum har sin egen personlighed – præcis som i et rigtigt hjem.

Kig til køkkenet

I et rigtigt hjem er der selvfølgelig også et rigtigt køkken, og på Villa Strandvägen er det bragt helt ind i restauranten. Da vi tjekker ind, bliver vi placeret i en sofa lige ved siden af den store kogeø, hvor en af hotellets kokke er i gang med at afpudse kødet til aftenens  menu. 

Vi lægger dog ud med fika (den svenske udgave af kaffe og kage), som består af scones med flødeskum og abrikosmarmelade, som aldrig rigtig har været en personlig favorit. Jeg vover alligevel pelsen og smager en smule, som lynhurtigt bliver til en meget stor smule, for dén her marmeladevariant er mundvandsløbende god.

Foto: Pia Konstantin Berg

Da jeg et par timer senere sætter mig til rette ved et vinduesbord blandt en lille flok  andre gæster, har jeg direkte udsigt til de blus, maden bliver tilberedt på. Og nu kommer det åbne køkken virkelig til sin ret.

»Vi elsker tanken om, at køkkenet er hjemmets hjerte og ønskede at bringe den samme følelse ind her,« fortæller Carina Dillman. 

»Et åbent køkken gør, at gæsterne bliver en del af stemningen: De mærker duftene, hører lydene, ser håndværket og møder menneskene bag maden. Det inviterer også til spontane samtaler med kokkene. Oplevelsen bliver personlig og ægte.«

Østers og kølig iscider

Oplevelsen er derudover også gennemført lækker, konstaterer jeg, da jeg slubrer franske østers i mig for herefter at sætte tænderne i en smagfuld svampetoast og førnævnte kød, som er tilberedt til perfektion. 

Det er ikke svært at forstå, at stedet i 2024 inkasserede prisen for Sveriges bedste hotelrestaurant. Hver ret er parret med vin, der komplimenterer råvarerne, og min personlig vinder er helt klart rosinen i pølseenden, den svenske iscider, som bliver serveret til citrondesserten.

Foto: Pia Konstantin Berg

Med fare for at fornærme producenterne fra Brännland, så synes jeg, den smager af alt det bedste fra en bland-selv-slikbutik, og det er i min bog så stort et kvalitetstegn, at jeg må konsultere internettet for at finde ud af, hvor lang tid det tager at køre op til vingården i Nordsverige og skuffet konstatere, at det ville være hurtigere at køre til Paris.

Skuffelsen aftager dog hurtigt, da jeg – tilbage på værelset med det blåblomstrede tapet – vælter om på madrassen og stikker snuden ned i den pose lokale lakridser, jeg på opfordring fra personalet har lokaliseret i skabet.

Det er ikke, fordi min mave som sådan skriger efter mere føde, men skulle jeg alligevel få lyst til lidt natmad senere, er villaen selvfølgelig også leveringsdygtig i et stykke med rejesalat, som kan hentes i den Matador-agtige kælder. For her skal ingen gå sultne i seng.

REJSETIPS
Filmstudie, søidyl og svenske specialiteter

Besøger du Villa Strandvägen, kan du med fordel afsætte nogle ekstra timer af til at udforske nogle af Skånes fine seværdigheder. Besøg for eksempel:

Ystad Studios
Fra Wallander over Broen til Den unge Zlatan. Ystad har i årevis været knudepunkt for film- og tv-serier, og hos Ystad Studios har du blandt andet mulighed for at besøge Wallanders lejlighed, rejse ud i rummet og lave din egen vejrudsigt.

Krageholmssjön
Vil du have filmkulisser af den mere naturlige slags, så kør til smukke Kragesholmssjön, hvor store dele af Jan Troells klassiker Udvandrerne fra 1971 er filmet. Søen er desuden et oplagt udflugtssted for de vandrelystne.

Österlenkryddor
Hvorfor ikke tage en smule af den svenske velsmag med dig hjem, nu du alligevel er her? Hos gårdbutikken Österlenkryddor kan du både købe friske krydderurter til haven, et væld af tørrede krydderier på dåse og svensk lakrids, selvfølgelig.

Olof Viktors 
Er du en hund efter fika, må du ikke snyde dig selv for en tur omkring cafeen Olof Viktors. Deres citronmarengs er himmelsk, deres rejemadder er på størrelse med møllehjul, og når solen titter frem, finder du næppe et hyggeligere sted til kaffeslabberas end deres gårdhave.

Slentretur ved stranden

Selvom Villa Strandvägen har sin egen lille pool på terrassen, virker nabofaciliteterne umiddelbart mere tillokkende. Jeg går derfor de få hundrede meter ned til Saltsjöbadet, så snart jeg er kommet ud af fjerene. 

Mange års hårdt optjent erfaring fra svenske spahoteller har lært mig, at det betaler sig at være tidligt på den, fordi du så ofte har flere faciliteter for dig selv. Det er også tilfældet i dag, for bortset fra en sauna, der allerede er indtaget af et par gæster, kan jeg frit vælge, om jeg vil boltre mig alene under diskokuglen i den store indendørspool, eller om jeg i stedet vil synke ned i det opvarmede bassin på terrassen. 

Jeg vælger sidstnævnte, og herfra kan jeg næsten skimte den strand, jeg efterfølgende slentrer en tur langs. 

Selvom solen er vores ven denne morgen, vrimler det ikke med lokale saltvandsentusiaster, så mange af strandens farverige badehytter ligger øde hen. Havde jeg tiden til det, er her gode muligheder for at hoppe i bølgen fra den lange bro, men jeg vil under ingen omstændigheder misse mit sidste måltid i villaen ogvender snuden tilbage og vinker til en ivrigt hakkende spætte undervejs. 

Foto: Pia Konstantin Berg

Efter at have indtaget et overflødighedshorn af et morgenmåltid med klassisk buffet, frugtfade på fine bogstakker og en frisklavet pandefuld æg og bacon bragt direkte til mit bord, vinker jeg også farvel til hotellet med en papirpose fuld af kardemommesnurrer i hånden. For Villa Strandvägen sørger gudhjælpemig også for at stille gæsternes sult på bagkant. Det er faktisk en selvfølge, forklarer Carina Dillman.

»Det er sådan, man gør, når man har venner på besøg. Man byder på en kop kaffe, når de ankommer, sørger for, at de får noget godt, inden de går i seng, og sender en lille omsorg med dem, når de tager af sted. De små gestusser er vores måde at sige: ‘Her er du hjemme, og her tager vi os af dig’.«

Coverbillede: Pia Konstantin Berg

FRI var inviteret til Ystad af ESS Group og Visit Skåne, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 18. april 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Sverige? Find flere artikler her