I guldaldermalernes fodspor i Rom

Nysgerrig på kunst i Rom? Her kan du krydre storbyferien med et strejf af historisk, dansk kultur. Se de monumenter, som de danske guldalderkunstnere forevigede for 200 år siden, og besøg de særlige steder, der forbinder Danmark og Italien.

Jeg burde have en medfødt interesse for dansk guldalderkunst.

Som barn blev jeg eksponeret for plakater, skitser og originalværker i stor stil, og da jeg ramte konfirmationsalderen, fik jeg sågar en tung bog om en af de store malere. 

Der skulle dog gå næsten tre årtier, før jeg følte mig kaldet til at læse om min tiptipoldefar, Constantin Hansen.

Inden da vidste jeg ikke meget andet, end at han har malet Den Grundlovgivende Rigsforsamling, at jeg har arvet mit mellemnavn fra ham, og at han blev opkaldt efter sin gudmor, Constanze Mozart.

Bogen blev åbnet efter en gåtur på Frederiksberg Ældre Kirkegård, hvor jeg kom forbi en høj gravstele med hans navn og portræt indhugget.

Det kickstartede en nyfunden interesse, som i første omgang førte mig til Glyptoteket, Den Hirschsprungske Samling og Statens Museum for Kunst for at se de af hans værker, som er udstillet her.

Mange af dem er malet i Rom, og da alle veje som bekendt fører dertil, er jeg nu havnet i den italienske hovedstad for at gå i min forfaders fodspor.

Monumenter og menneskemylder

Under mine museumsbesøg lavede jeg en liste over de monumenter, Constantin Hansen har foreviget i byen, og de fleste finder jeg ved Forum Romanum.

Ligesom sin mentor, C.W. Eckersberg, fandt han særlig inspiration i de romerske ruiner på den antikke markedsplads, og han må have brugt hundredvis af timer på at nærstudere og gengive dem i ro og mag. 

Ro og mag er her ikke meget af i dag, hvor horder af turister vandrer rundt mellem seværdighederne og lytter til alverdens guider – eller til de audioguides, som bliver udleveret ved indgangen.

Jeg har været forudseende nok til at købe entrébillet i god tid hjemmefra.

Der er nemlig rift om dem, hvilket også betyder, at det er svært at tage billeder af monumenterne uden at få menneskemængden med, hvilket er helt i Constantin Hansens ånd.

For mens Eckersberg var interesseret i at afbilde arkitekturen uden forstyrrelser, inkluderede Constantin Hansen det romerske folkeliv i sine malerier. 

Det er dog tydeligt at se, at der er sket lidt med både mode og fremtoning siden 1830’erne, konstaterer jeg, da jeg når frem til Concordiatemplet, som er omgivet af folk fra hele verden. 

Jeg havde storslåede planer om at fotografere ruinen fra præcis samme vinkel som Constantin Hansens maleri, men ligegyldigt hvad jeg prøver, lykkes det ikke rigtigt.

Til sidst giver jeg op og fortsætter til Titusbuen. 

Den mastodontiske klods har overlevet i 2000 år, så i det tidsperspektiv er det kun et øjeblik siden, min tiptipoldefar skabte et kunstværk her.

I dag sidder en ung pige og tegner sin egen version af det, hun ser – og hvem ved, måske rækker hendes talent så langt, at en efterkommer vil gå i hendes fodspor om et par århundrede.

For det kan godt være, at verden er i evig forandring, men der er næppe meget, som ændrer sig på denne fascinerende plads.

Templer og triumfbuer

Jeg forlader Forum Romanum for at besøge en anden bue, som Constantin Hansen pudsigt nok ikke har malet.

Den står lige ved Colosseum, og en venlig italiener må have bemærket, at jeg stirrer på monumentet længe, for han går hen til mig og fortæller det, jeg allerede har læst mig til.

»Det der er Konstantins Triumfbue.«

Jeg nikker og fortæller ham om min mission, og hvorfor jeg synes, det ville have været så oplagt, at min tiptipoldefar skulle have malet netop dette monument – men måske var han mere interesseret i arkitekturen end i sjove navnesammenfald.

Efter lidt smalltalk spørger min nye lokale ven, hvad næste stop på min rute er, og peger mig i den rigtige retning. 

På Statens Museum for Kunst i København så jeg Constantin Hansens maleri af Vestatemplet og researchede mig frem til, at det ligger inde på selve Forum Romanum.

Men da jeg senere talte med min historisk interesserede ven, sagde han, at det ligger i byen Tivoli øst for Rom. 

Der findes altså to tempelruiner med samme navn, men ingen af dem matchede maleriet.

Forvirringen var stor, indtil jeg læste, at Constantin Hansen har kaldt sit værk Det såkaldte Vestatempel.

Jeg skulle altså lokalisere et helt tredje tempel, som har været omgærdet af navnetvivl gennem historien.

Kunst i flere farver

Med hjælp fra den italienske mand når jeg endelig frem til Det såkaldte Vestatempel, som i dag går under navnet Hercules Victors tempel.

Det ligger ved Piazza della Bocca della Verità, og selvom pladsen løst oversat hedder Sandhedens Mund, tog Constantin Hansen sig en del kunstneriske friheder, da han skulle male motivet. 

Han inkluderede for eksempel Peterskirken i sit maleri, på trods af at kirken slet ikke kan ses fra det perspektiv.

Så her er der god grund til, at jeg umuligt kan fotografere et motiv, som matcher maleriet.

Constantin Hansen fandt stor inspiration i læremesteren Eckersberg, som byggede sin kunst på strenge og klassiske perspektivregler og skarpt lys, men eleven valgte at give sine værker et personligt touch, blandt andet ved at vælge utraditionelle vinkler og benytte varme, sydlandske farver. 

Og nu, hvor solen endelig kigger frem, er det lettere at se Rom gennem hans øjne.

Her er virkelig smukt, og det er ikke svært at forstå, hvorfor han og flere af de øvrige guldalderkunstnere valgte at blive i byen i en årrække.

Kreativitetens epicenter

Dagen efter beslutter jeg mig for at opsøge den gade, hvor både Constantin Hansen, Eckersberg og mange af deres kolleger huserede.

De samlede sig i Via Sistina tæt på Den Spanske Trappe, og mens trappen er fuld af turister, er selve gaden stort set tom. 

De få mennesker, jeg møder på min vej, lader slet ikke til at være bevidste om, hvilke spændende historier de ville blive beriget med, hvis murene kunne tale.

Men det kan de faktisk på en måde, for på flere af husenes facader hænger mindetavler med navne og årstal på de personer, som har resideret der.

Og selvom jeg på forhånd har noteret mig husnumrene, viser også denne del af missionen sig at skabe stor forvirring.

Numrene er nemlig blevet ændret siden 1800-tallet, og det føles, som om de er kastet ind på gaden i ét stort virvar.

Jeg må derfor vandre frem og tilbage et par gange, før jeg lokaliserer nummer 102 og kan kigge op mod anden sal. 

Det var lige her, i Gottlieb Bindesbølls værelse, at Constantin Hansen i 1837 skabte et af sine mest berømte værker Et selskab af danske kunstnere i Rom. 

I en af bygningerne på modsatte side af gaden boede billedhugger Bertel Thorvaldsen, hvilket mindepladen bekræfter mig i, men det er i endnu højere grad nabohuset, nummer 104, som fanger min interesse. 

Lige præcis her sad H.C. Andersen i samme periode og skrev på sin debutroman, Improvisatoren.

Gaden var altså centrum for et dansk kollektiv, der strakte sig over flere kunstarter, og mens jeg misunder min tiptipoldefar de penselfærdigheder, jeg desværre ikke har arvet, misunder jeg ham endnu mere det venskab til H.C. Andersen, som han udviklede under sit ophold her. 

Hvem der dog bare havde været en flue på væggen til middagsselskaberne i Via Sistina for et par århundreder siden.

Coverbillede: Pia Konstantin Berg

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 12. august 2026.

Ønsker du mere inspiration til din rejse til Italien? Find flere artikler her