5 cool hoteller i Thailand

ANNONCE

Thailand bugner af gode overnatningssteder. Her kan du checke ind på alt fra små, charmerende strandhoteller til nogle af verdens billigste femstjernede hoteller samt en helt særlig kategori af ypperlige resorts i absolut topklasse.

Thailand en drøm, når det handler om at finde overnatning. Her kan du slå lejr for natten i alle prisklasser, og der er få steder i verden, hvor du får mere luksus for pengene end i det sydøst-asiatiske land.

I hovedstaden Bangkok kan du indlogere dig på 4-5 stjernede hoteller til priser, der knap rækker til et vandrerhjem andre steder på kloden.

Thailand har det hele – og mere til. Jeg har fundet fem til fem ganske særlige overnatningssteder i prislejet fra 500 kroner pr. person og helt op til 20.000,- kroner for et telt. Det er fem steder, som jeg alle ville elske at spendere et par nætter på – herunder verdens bedste hotel, et resort indrettet i gamle togvogne og en femstjernet teltlejr.

1. Verdens bedste hotel

Lad os starte fra toppen. Et af Bangkoks luksuriøse overnatningssteder er nemlig netop kåret til verdens bedste hotel. Capella Bangkok er navnet, og hotellet indtager førstepladsen på »The World’s 50 Best Hotels«.

hotel i thailand
Capella Bangkok er netop kåret til verdens bedste hotel. Foto: Capella Hotels

Capella er en del af en lille, eksklusiv hotelkæde med blot syv ypperlige hoteller i Australien, Mellemøsten og Asien – heraf et i Bangkok. Det er en hotelkæde med vokseværk, og Capella-navnet vil stensikkert dukke op mange flere steder i de kommende år. Capella Bangkok ligger ned til Chao Phraya-floden, der på mange måder er hovedstadens livsnerve. Her er en livlig trafik af små både og større skibe, der møjsommeligt arbejder sig frem igennem flodvandet.

Hotellet åbnede i 2020 og gav den thailandske hovedstad et helt nyt niveau af luksus. Det har blot 101 værelser, hvilket er relativt få i en by, hvor mange af de store hoteller har mange hundrede værelser.

På Capella Bangkok vågner man op med udsigt til Bangkoks højhuse og det pulserende liv på Chao Phraya-floden. Foto:Capella Hotels

En række af Capellas værelser har privat pool, mens andre er indrettet i vidunderlige villaer med små haver ned til floden. Du kan altså bo i dit eget luksussommerhus midt i Thailands pulserende hovedstad.

Stilen er chic, indtrykket er elegant og tonen diskret. Til gengæld er det dyrt. Nu om dage svinger hotelpriser som aktiekurser, og afhænger af udbud, efterspørgsel og rejsetidspunkt, men typisk koster en overnatning på Capella Bangkok fra 3.000 kroner pr. person i delt dobbeltværelse.

Se mere på capellahotels.com/en/capella-bangkok

2. Femstjernet teltlejr

Kunne det friste med en campingferie i Thailand? Jeg vil faktisk tillade mig at sige, at uanset om svaret er ja eller nej på det spørgsmål, så vil Four Seasons Tented Camp Golden Triangle være noget af det vildeste, du har oplevet.

Foto: Ken Seet / Four Seasons

Det her er nemlig teltferie i den diametralt modsatte ende af skalaen i forhold til en teltplads på en dansk festival. Den Gyldne Trekant er området ved grænsen mellem Thailand, Myanmar og Laos. Tidligere var der en stor og indbringende – men ulovlig – opiumsproduktion, men den tid er forlængst forbi. I dag er det et område fuld af spændende oplevelser.

Og det er her hotelkæden Four Seasons driver et resort med femten luksustelte, som er udstyret, så de matcher niveauet for et Four Seasons-hotel. Det er luksus på den helt store klinge.

Du ankommer med båd til en skråning ved en bambusskov. Her er der blevet plads til safariteltene, som hver er på 54 m2. Teltene er proppet til randen med moderne luksus: Stor, komfortabel seng, badeværelse med kobberbadekar og ikke mindst velfungerende air-condition.

Ja, du læste rigtigt: Der er kold luft inde i teltet. Dertil kommer Nespresso-maskine, minibar og wifi. Jeg ville snildt kunne overleve her. Teltene er bygget med solidt trægulv og teltsider, der kan åbnes.

Der er sådan et godt, gammeldags eventyr over det her sted, og hotellet har da også en gammel Jeep til at fuldende indtrykket. Så selvom det er en teltlejr, er det et Four Seasons, og den slags koster. Prisen ligger på omkring 22.000 danske kroner pr. nat for et telt til to personer. Tilmed kræver hotellet, at jeg booker minimum tre nætter, men det hører dog med til historien, at prisen inkluderer alle måltider, udvalgte drikkevarer, to aktiviteter samt halvanden times spa-behandling.

Se mere på www.fourseasons.com/goldentriangle/

3. Hotel i gamle togvogne

Hvis nu du tænker, at en teltlejr måske alligevel ikke er noget for dig, hvad så med et resort indrettet i gamle togvogne?

Faktisk er manden bag både teltlejr og toghotellet den samme – selvom det er to vidt forskellige hotelkæder, der driver hotellerne.

Poirot er tog-hotellets franske restaurant og opkaldt efter Hercule Poirot, der blandt andet opklarer et mord på Orientekspressen. Foto: InterContinental Hotels & Resort

Hans navn er Bill Bensley, og hvis du interesserer dig lige så meget for hoteller som mig, er du stensikkert også stødt på navnet. Bill Bensley er både bygningsarkitekt, indretningsarkitekt og landskabsarkitekt i en og samme person, så han er dygtig til at få natur og arkitektur til at spille sammen. Dertil kommer en vidunderlig sans for detaljen.

Toget kører ingen steder, for vognene står fast i Khai Yai i Thailand. Foto: InterContinental Hotels & Resort

InterContinental Khao Yai er et af hans seneste projekter. Khao Yai-området ligger cirka 200 kilometer fra Bangkok og er kendt for sin nationalpark med aber, bjørne og sjakaler. Her er regnskov, åbne grønne landskaber og vandfald. Midt i dette fortryllende landskab står en række gamle togvogne som er blevet »upcyclet«. De gamle vogne har fået et helt nyt liv.

På nitten hektar land med over 30.000 træer og fem søer står nitten gamle togvogne. De er fundet i alle afkroge af Thailand og derefter sat i stand efter alle kunstens regler. Charmen fra de gamle togvogne er bevaret, men samtidig er de moderniseret på alle tænkelige måder.

Gamle, udslidte togvogne har fået nyt liv som hotelværelser i Khao Yao.Foto: InterContinental

Seksten af togvognene er lavet om til hotelværelser, to af dem til restauranter, en enkelt er blevet til spa-afdeling. Det ligner med andre ord intet andet hotel i Thailand. Ved nogle af togvognene er der bygget en privat pool og en overdækket træterrasse. Dermed får du en lille veranda med pool, spiseplads, solstole og fri udsigt til den flotte natur.

Det er en legesyg hjerne, som har udtænkt dette projekt. Og så er det tilsat den femstjernede luksus, som InterContinental kæden er garant for. Det bedste er, at prisen ligger i et niveau, hvor mange af os godt kan være med. Nemlig fra 650 kroner pr. person pr. nat i et delt dobbeltværelse.

På InterContinental Khai Yao bor du i gamle, upcyclede togvogne. Nogle af dem har endda privat pool. Foto: InterContinental Hotels & Resort

Se mere på khaoyai.intercontinental.com

4. Drømmen om Siam

Det er snart seksten år siden, jeg var i Pai i det nordlige Thailand. En farverig landsby i bjergene, som var fuld af rygsækrejsende og med blot få »rigtige« hoteller. Meget er sket siden da.

Pai ligger cirka 130 kilometer fra byen Chiang Mai. Køreturen derop tager tre til fire timer, fordi du skal igennem et bjergrigt terræn med helt nøjagtigt 762 sving. Det er en tur, som kan fremkalde køresyge hos selv de mest søstærke.

»Reverie Siam« er et lille hotel i udkanten af Pai. På dansk betyder navnet ’drømmen om Siam’.

Foto: Reverie Siam

Her er kun tyve værelser, og det passer mig perfekt. Jeg holder meget af små hoteller, fordi de ofte har en bedre evne til at skabe en individuel stil. De skal ikke passe ind i de store hotelkæders drejebøger.

Siam-delen af navnet referer til Thailands officielle navn indtil 1939, så det gennemgående tema på hotellet er kærligheden til en verden af i går. Stemningen peger tilbage til dengang, hvor eventyrerne rejste til det fjerne Østen, så jazzmusikken flyder ud af højttalerne, og et elegant nostalgisk tema gennemsyrer stedet. Det er som om, tiden
er skruet 100 år baglæns her.

Reverie Siam er fuld af pudsige, vidunderlige og charmerende detaljer. Foto: Reverie Siam

De fleste tager til Pai for at nyde naturen, og den får du også i fuld udstrækning her. Hotellet har endda en pool, som de har bygget med sten, så du får følelsen af at være ved en sø midt i junglen. Det ser helt eventyrligt ud. Priserne starter ved 550 kroner pr. person i delt dobbeltværelse. Pai var en decideret vidunderlig oplevelse første gang, jeg besøgte den nordthailandske by. Nu er der dukket et interessant lille hotel op, som sagtens kunne give mig lyst til at gentage køreturen med de 762 sving.

Fortidens storhed bliver hyldet på det lille hotel, Reverie Siam, i Nordthailand. Foto: Reverie Siam

Se mere på reveriesiam.com

5. Det originale luksushotel

Phuket er en ø, der deler vandene. Nogle elsker at holde badeferie her, andre synes der er alt for mange turister. Jeg synes, det handler om at finde de gode steder på Phuket, for så kan øen virkelig være en fantastisk oplevelse.

Der findes en lille håndfuld hoteller, der ligger isoleret fra Phukets turistområder og har direkte adgang til små, lækre sandstrande. Det er den slags små perler, jeg drømmer om, og særligt ét sted har fascineret mig i årevis, nemlig det ikoniske Amanpuri.

Det er Phukets originale luksushotel, bygget mellem kokospalmer og med en fortryllende udsigt til Andamanerhavet. Helt fra begyndelsen var stilen at blande traditionel thailandsk tempelarkitektur med overdådig luksus, hvilket mange andre har kopieret sidenhen.

Amanpuri er Th ailands originale luksushotel. Det åbnede i 1988 på Phuket. Foto: 01 John W. McDermott / Aman

Amanpuri åbnede i 1988, og navnet betyder ‘fredfyldt sted’. Egentlig var tanken at bygge et hus til ejeren af grunden, men det udviklede sig efterhånden til et hotelprojekt. De løb dog ind i det bemærkelsesværdige problem, at ingen banker ville låne dem penge til ‘et lille hotel’. I bankernes øjne ville det give meget bedre mening med en stor hotelsilo med 500
værelser.

Heldigvis holdt de fast i deres planer om et lille hotel, for med tiden er Amanpuri blevet hjørnestenen i et af verdens mest eftertragtede hotelkæder.

Foto: Adam Gibson

Aman er den hotelkæde, som andre i hotelbranchen måler sig op imod. De har specialiseret sig i ypperlige overnatningssteder på de mest fascinerende adresser. Små, intime hoteller med vidunderlig service, ophøjet ro og fokus på velvære.

Så der er ingen vej udenom. En eller anden dag bliver jeg nødt til at tjekke ind på Amanpuri på Phuket. Det hotel, som i 35 år har defineret den vildeste luksus i Thailand.

Se mere på www.aman.com/resorts/amanpuri

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 2. november 2024.

Få mere inspiration til din rejse til Thailand her