Den thailandske suppe tom yum kung fortæller sin egen historie om buddhistiske traditioner, sundhedsfremmende urter og måltidets sociale funktion. Og så smager den i øvrigt helt fantastisk.
På listen over de kulinariske traditioner, der optræder på UNESCOs kulturarvsliste, er der en del madretter, der formentlig vil være ukendte for mange danskere.
Siger oshi palav fra Tajikistan dig noget?
Eller hvad med ceebu jën fra Senegal?
Det kan selvfølgelig være, at du har spist bunkevis af il-Ftira fra Malta eller bællet qvevri-vin i Georgien – men man skal være særdeles velberejst i det globale køkken for at kunne tale indforstået med om alle lokale spiser.
En af de UNESCO-hædrede retter, som mange fra vores breddegrader formentlig allerede kender og elsker, er den thailandske rejesuppe tom yum kung.
Jeg hører helt bestemt til blandt tilhængerne.
For der er noget helt særligt sansestimulerende over den orangerøde suppe, der smager både surt, sødt, salt og stærkt og har en vidunderlig duft af aroma-raketter som galangarod, citrongræs og kaffirlimeblade.
I mit og sikkert mange andre danskeres tilfælde vækker suppen gode minder om farvestrålende og chilikrydrede måltider i Bangkoks mylder og på palmeomkransede paradisstrande – såvel som fra thairestauranter på Vesterbro i København, hvor tom yum ofte optræder på menukortet.
Tom yum, der betyder noget i retningen af en kogt og blandet suppe på thai, findes i flere udgaver.
Den kan laves helt klar, men også mere cremet, hvis der tilsættes eksempelvis kokosmælk eller kondenseret mælk.
Ofte flyder champignoner og tomater rundt i suppen, og fiskesauce, lime og chili er typisk med til at sætte knald på smagen, men proteinet kan variere.
Kylling eller fisk og skaldyr hører blandt de populære valg, men kung eller goong betyder reje, og det er netop denne mindst lige så højtelskede version, der optræder på UNESCOs liste over immateriel kulturarv.
Mad på UNESCO’s kulturarvsliste
Eller egentlig er det ikke helt korrekt at skrive, at tom yum kung står på kulturarvslisten.
UNESCO priser nemlig ikke selve madretten, men nærmere den kulinariske praksis, hvilket kommer til udtryk i alt, lige fra indsamlingen af råvarer og tilberedningen af retten til, hvordan måltidet forløber.
Derfor lægges der i UNESCOs præsentationsvideo vægt på, hvordan tom yum kung er opstået i det centrale Thailand, hvor buddhistiske samfund langs med netværket af floder havde nemt adgang til ferskvandsrejer.
De kunne nærmest skovles op med de bare næver, når det var lavvande.
Rejerne blev tilberedt med sundhedsfremmende urter, så suppen kunne give energi til hårdt fysisk arbejde som blandt andet risdyrkning.
Skal du til Chiang Mai i Thailand?
Ikke bare opskrifterne, men også kendskabet til lokalmiljøet og egnens råvarer, har været overleveret mundtligt gennem generationer, og det fælles måltid har fungeret som et socialt samlingspunkt i familierne.
Hvorfor det lige præcis blev tom yum kung, som Thailand anmodede om at få indskrevet som kulturarv vides ikke – men et bud kunne være suppens ikke bare nationale, men verdensomspændende popularitet.
I hvert fald kom netop tom yum-varianten med rejer på en flot 4. plads, da CNN Travel i 2017 lavede en læserafstemning for at kåre verdens 50 bedste retter.
Med UNESCOs optagelse i 2024 blev det imidlertid slået fast, at tom yum kung er mere end en ret med stærke farver, forførende duft og intens smag.
Den er kulturarv i en skål, og når man får den serveret, følger mange hundrede års historie med som en ekstra, usynlig ingrediens.
Coverbillede: Colourbox
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 7. juni 2026.
Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Thailand? Find flere artikler her
