Kroatien byder på mange unikke oplevelser, og den naturskønne ø Lokrum er et perfekt udflugtsmål fra Dubrovnik. Øen gemmer på en lang historie og ideelle vandreture for din ferie i Kroatien.
Soltørrede sandsten danner et regelmæssigt mønster i det ældgamle murværk i en for længst forladt bygning. Tagkonstruktionen er kollapset, og kun de tomme vindueshuller i ruinen vidner om, at der engang boede mennesker her.
Selvom temperaturen nærmer sig 35 grader, så risler det svagt koldt ned ad ryggen på mig. »Lazaret,« står der på et skilt. Hmm, lazaret for hvem og hvad, tænker jeg og stikker nysgerrigt hovedet ind af det, der nok engang har været en hoveddør.
Øen Lokrum ligger i Adriaterhavet ved Kroatiens kyst med byen Dubrovnik som nærmeste nabo, og det er ikke så lidt denne lille naturskønne juvel i det turkisblå hav har at berette og vise frem.

Det er først bagefter, da jeg er gået i land igen i Dubrovnik, jeg læser, at øen ifølge gamle legender er hjemsøgt. Der hviler en forbandelse over den. Det er derfor de lokale helst ikke tager derud, og ingen overnatter på Lokrum. Det er netop grunden til, at der hverken er hoteller eller campingpladser.
Jeg må indrømme, at det er temmelig svært at forestille sig ret meget uhygge, når man spadserer rundt i solskinnet på denne pittoreske lille ø med strålende blå himmel, fuglesang, arrede klippestrande og dovne olivenlunde.
Allerede på den korte sejltur fra havnen i Dubrovnik har jeg forelsket mig i Lokrum, og mindre bliver idyllen da ikke, da færgen lægger til i det lille færgeleje. Det er en fredelig oase, jeg er gået i land i og jo mere, jeg ser udfoldet af Lokrums knortede landskaber, desto mere interessant finder jeg også dens historie. Det er en ø, der har lagt kulisse til lidt af hvert gennem tiden.
Stroppetur til øens indre
De frønnede mure gemmer på en dunkel historie. Det viser sig nemlig at være ruinen af en gammel karantænestation for pestramte, som blev bygget i 1627. Faktisk var den en af de første af sin slags for rejsende i Europa under Den Sorte Død, der hærgede flere gange i middelalderen og renæssancen.
De smittede blev isoleret på øen og holdt i karantæne, inden de blev sluppet ind på fastlandet. Jeg trasker rundt inde mellem murene, og pludselig forstår jeg, hvorfor jeg følte et strejf af uhygge. Flere millioner mennesker led jo den ubarmhjertige pestdød i Europa.

Med den erfaring in mente følger jeg stierne videre ind på øen. Jeg kan skimte endnu noget murværk på lang afstand og må hanke op i mine ømme lægmuskler.
Det går ret stejlt opad, og solen brænder nådesløst. Der er heldigvis skygge at finde under de vajende cypresser. Med sved på panden når jeg Lokrums højeste punkt på 96 meter og bliver belønnet med militærfæstningen Fort Royal.
Den ligger solidt og strategisk placeret med sine tykke forsvarsmure og udkigstårn med en overdådig udsigt til Dubrovniks røde tegltage og bjergkammen bag byen. Fortet er i god stand og bærer sine cirka 220 år med ynde.
Byggeriet påbegyndtes i 1806 under Napoleons besættelse af Kroatien. Sidenhen gjorde østrigerne fortet færdigt, og det fik navnet Maximilians tårn. Den østrigske ærkehertug Maximilian havde nemlig en ferieresidens på øen. Et kig ind ad porten i fortet afslører et bemærkelsesværdigt indre med en svungen trappe op til første etage.
FAKTA
Værd at vide
Transport til Dubrovnik
Flere flyselskaber flyver til Dubrovnik. Billetprisen ligger på omkring 2.500 kroner tur/retur afhængigt af årstiden.
Der er gode busforbindelser til omkringliggende byer i Kroatien og nabolandet Montenegro. I og omkring selve Dubrovnik kører der by- og regionalbusser regelmæssigt.
Transport til Lokrum
Der sejler færger til Lokrum flere gange dagligt. Billetter kan købes i turistinformationen på den gamle havn i Dubrovnik. Øen er lille; den har et areal på 0,8 kvadratkilometer og ligger cirka 600 meter fra Dubrovnik.
Sejlturen varer omkring 15 minutter. Færgebilletten koster syv euro + et beløb som adgangsbillet til øen.
Lokrum er kun egnet til dagsture fra Dubrovnik, da der ikke er nogen overnatningsmuligheder på øen. Folk tager til Lokrum for at bade, gå ture og holde picnic. Det er også muligt at leje havkajakker og sejle til øen med en guide.
Forholdsregler
Sørg for skridsikkert fodtøj, da øen er meget klipperig. Der er dog gode grusstier og fin skiltning. Der kan også købes et landkort i Dubrovnik. Lokrum er velegnet til begyndertrekking, hvor man kan få en god forsmag på vandring i varmt og tørt klima på til tider kuperede stier med løse sten.
Følger man stierne, er det umuligt at fare vild. Man vil stort set hele tiden kunne se eller høre det omgivende hav. Medbring vand, hat, solcreme, solbriller, badedragt og håndklæde.
Oplev Kroatiens kyst: Maleriske klippelandskaber på Lokrum
Mit strejftog i Lokrums omfattende historiebog begynder at kræve en perlende kold cola, så jeg vender næsen tilbage mod øens tilholdssted.
Det er havvands-søen Mrtvo More, der populært kaldes »Det Døde Hav« på grund af sit høje saltindhold. Søen er malerisk omkranset af skyggefulde træer og indbyder til en forfriskende dukkert efter den hede og støvede vandretur op til Fort Royal og karantænestationen på bakken.
Søen er en skøn lille oase, hvor eventyrlystne typer svinger sig i reb ud fra klipperne og boltrer sig i det krystalklare vand.

De mere afdæmpede personligheder svaler sig under skyggefulde halvtage ved de små boder og sandwichbarer med enkle måltider, is og kolde drikke. Jeg hører til den sidste kategori og nyder den fred og ro, der hersker på øen. Nok er øen lille, men stadig stor nok til, at den ikke føles overrendt.
Ikke langt derfra får jeg øje på et dramatisk klippefyldt område, der ligger ud til havet. Der er ikke rigtigt sandstrande i traditionel forstand på Lokrum.
På dette sted sidder folk på selve klippegrunden og tager solbad. Bliver det for varmt tager de en soppetur i de små klippepytter. Jeg ser også flere, der ligger og snorkler i vandoverfladen ud for klippestranden – havet her er smukt, blåt og klart.
Vandreferie i Kroatien: Lokrums historiske stier
Besøgende kommer til Lokrum for at slappe af og bade, men også for at gå ture, og dét er der rig mulighed for. Selvom der er skov og krat på det meste af øen, så er der gode trekkingstier overalt. Jeg går adskillige kilometer på kryds og tværs af øen, og føler mig som en rigtig opdagelsesrejsende, selvom Lokrum ikke er en kæmpemæssig urskov.
Det gamle Benediktinerkloster Skt. Mary er et interessant sted at bruge noget tid. Ude i haven spankulerer majestætiske påfugle rundt med deres prægtige halefjer. Klostret har i dag et lille museum med film og lyd- og lyseffekter, der fortæller om øens historie på en meget levende måde.

I år 1192 var øen tilflugtssted for den engelske konge Richard Løvehjerte. Hans skib forliste i en storm ved øen, da han var på vej tilbage fra det tredje korstog. Det gjorde, at han tilbragte en del tid i Dubrovnik og hjalp byen til at få bygget deres katedral.
Ikke langt fra klostret nyder jeg at gå rundt i øens botaniske have, der har alskens palmetræer, kaktusser, blomsterflor og god skygge.
Lokrum er en spændende ø, der er spækket med historiske vidnesbyrd – og at den skulle være hjemsøgt? Dertil har jeg kun at sige, at jeg altså ikke mødte hverken Richard Løvehjerte eller Maximilian i egen høje person – ej heller nogen vildfarne munke eller genfærd med pestbylder og fråde om munden, men jeg har jo også kun været der i dagslys.
REJSETIPS
Er du fan af Game of Thrones?
Den ikoniske tv-serie »Game of Thrones« på HBO, rullede over skærmen i årene fra 2011 til 2019. I alt blev det til otte sæsoner og 73 afsnit af det kendte middelalderinspirerede fantasy-drama med blandt andet den danske skuespiller, Nikolaj Coster-Waldau, i en af de bærende roller.
»Game of Thrones« blev i sin tid optaget i flere lande: Island, Nordirland, Malta, Skotland, Spanien, Marokko og på adskillige lokationer i Kroatien (Dubrovnik, Lokrum, Split og Sibenik.)
Lokationer i Dubrovnik
Mange af scenerne er optaget i filmstudier i Belfast, Nordirland, men en del af udendørsscenerne blev filmet i Dubrovnik. En stor attraktion i byen er vandreture til de berømte filmlokationer, hvor man kan se stederne sammen med en guide og få forklaret om serien og optagelserne.
Minčeta-tårnet i Dubrovnik er en del af en fæstning fra det 14. århundrede. Den ligger på byens højeste punkt og blev brugt som stemningsfuld kulisse. Gaden St. Dominic blev valgt til flere af seriens markedsscener. Hovedindgangsporten til den gamle bydel, Pile Gate, og Fort Lovrijenac (St. Lawrence fort) er også vigtige lokationer.
Trsteno Arboretum ligger omkring 20 kilometer nordvest for Dubrovnik og er en prægtig renæssance-park anlagt omkring år 1502. Hele parken med springvand, akvædukter og eksotiske planter og træer blev brugt i et par sæsoner af Game of Thrones som paladshave.
Lokationer på Lokrum
Øen Lokrum er øde og ubefolket og dens rå kystlinje er velvalgt til serien, så man føler sig langt inde i fantasy-universet. Benediktinerklostret på øen danner rammen om prins Xaro Xhaon Daxos palæ. I dag har klostret i sit besøgscenter en helt særlig attraktion, nemlig den originale Game of Thrones-trone, der blev doneret af HBO.
Tronen består af jernknive og sværd, der er smeltet sammen og formet som en tronstol. Man kan blive fotograferet, mens man sidder på tronen. Også Fort Royal bruges i serien på grund af sin utroligt flotte udsigt tværs over havet til Dubrovnik.
Lokationer i Split
Diocletian’s palads i den kroatiske havneby Split blev opført til den romerske kejser Diocletian. Den blev bygget i det tredje århundrede e.v.t. og var perfekt som kulisse. Den lille landsby, Zrnovnica, uden for Split spiller ligeledes en rolle i tv-serien. Også Klis-fortet 12 kilometer udenfor byen vil fans kunne genkende fra serien.
Lokationer i Sibenik
Den historiske by Sibenik, nord for Split, udgør baggrunden for seriens vigtige by, Braavos. Det er i serien et meget velstående og kraftfuldt sted. Især St. James-katedralen i Sibenik, der er på UNESCO’s verdensarvsliste, er speciel, fordi den dannede rammen om The Iron Bank i Games of Thrones.
Coverbillede: Anette Lillevang Kristiansen
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 18. oktober 2025.

