Livsnyderi i Bilbao: Guide til storbyferien med kultur, kunst og pintxos

Guggenheim-museet tager det meste af opmærksomheden på en smuttur til Bilbao, men den baskiske by byder også på masser af spektakulær street art, grønne oaser, pintxos-barer og gourmetrestauranter.

På det sidste stykke af køreturen fra lufthavnen gennem det bakkede, grønne opland begynder graffitien på autoværnet at indvarsle den urbane kultur, som venter længere fremme.

Vi kommer ind i et højresving på vej mod La Salve-broen i beton-brutalisme fra 1970erne med den røde port af kunstneren Daniel Buren, da jeg pludselig ser toppen af taget med de karakteristiske »metalskæl« på Guggenheim-museet.

»Er det ikke større?« tænker jeg overrasket, mens taxaen passerer arkitekten Frank Gehrys mesterværk på vej ind i det oprindelige Bilbao, som har oplevet et turistboom og en økonomisk vækst uden sidestykke på knapt 30 år, netop på grund af museet.

Det har reddet den fra en trist skæbne som forfalden industriby i udkantsspanien og i stedet gjort den til en af de mest hippe destinationer for livsnydere, kulturelskere og gourmander.

Bilbao har også længe været på min bucket list, men jeg er samtidig spændt på, om den kan leve op til forventningerne, for hvad har resten af byen at byde på, når først Guggenheim er tjekket af?

Selv om der er meget andet at se på både højre og venstre bred af Nervión-floden i løbet af en smuttur, hersker der ikke tvivl om museets betydning.

»Alle større spanske byer har en katedral, der regnes for byens største og mest betydningsfulde bygningsværk. Vi er stolte af Catedral de Santiago her i den gamle bydel, som siden 1300-tallet har været et vigtigt pejlemærke for pilgrimsrejsende, men Guggenheim er og vil fremover være vores vigtigste eje. Det er en katedral for kunst,« siger Unai Manzanos, mens vi er på opdagelse i Casco Viejo, som middelalderbyen kaldes.

Hjertet af det gamle Bilbao

Han har været guide siden 2004 og således været direkte øjenvidne til den positive forandring, som hans hjemby har gennemgået.

Fra Norman Fosters metrobyggeri i midthalvfemserne til den store beslutning om at opføre et kunstmuseum nogle år senere og de efterfølgende kulturtiltag rundt om i byen.

Det er nærliggende at gå ombord i Guggenheim med det samme, men Unai Manzanos foreslår at lære byen rigtigt at kende først. Han har taget et analogt bykort med fra turistkontoret på Plaza de Ensache, der er markeret med de vigtigste gader i det centrale Bilbao og den noget mindre gamle bydel for shopping og kultur, gastronomi og natteliv.

Historisk giver det mening at starte i middelalderbyen, og helst fra morgenstunden for ikke at gå glip af det lokale leben i Mercado de la Ribera, som er en restaureret markedshal fra 1929 med intakte kakler og blyindfattede ruder, som sælger stort set alt spiseligt.

Der er små cafeer for os, som ikke skal hjem og kokkerere dagens fristende udbud, men heldigvis også en masse specialiteter i glas og på dåse, som kan komme med i bagagen, når vi har lært den lokale kogekunst at kende.

Øjnene har appetit på mere, men jeg må nøjes med at nyde facaden på rådhuset ved Plaza Ernesto Erkoreka, der er opført i eklektisk barokarkitektur.

Der er to måneders ventetid på billetter til at se det fantastiske interiør, hvor et af højdepunkterne er den arabiskinspirerede hall, dekoreret i neo-mudéjar-stil, der minder om maurer-kunsten på Alhambra-slottet i Granada. Det må blive næste gang…

Folkeliv på hjemmebane

Den gamle bydel kaldes også populært Las Siete Calles efter de syv gader, den bestod af i 1400-tallet. De står stadig som den hyggeligste ramme for doven slentren mellem høje, maleriske huse med karakteristiske træbalkoner og butikker med kuriositeter i gadeplan.

Med tiden blev bydelen udvidet op til Plaza Nueva, det firkantede torv fra 1800-tallet med kolonnader hele vejen rundt i de nyklassicistiske bygninger, som i gadeplan huser lige så mange gode restauranter og barer som de hyggelige sidegader.

Det er ikke en turistfælde, for de lokale bruger pladsen til komsammen og leg med deres børn både dag og aften. I weekenden forvandles det til loppemarked.

På vores aften er der lokalopgør på udebane mellem byens hold og rivalerne fra San Sebastian, så der langes mere øl end kølige txakolihvidvin over disken på El Globo, mens fodboldfansene lægger en god bund med solide pinxtos – de baskiske hånd- og pindemadder, som i resten af Spanien kaldes tapas, inden kampen ruller over skærmen.

Bilbao taber, men det slår ikke skår i glæden og slet ikke anledning til vild opførsel. »Que sera sera«, hvad der sker, det sker, siger de og trækker blot på skuldrene.

Kulturhus med vand på taget

Vi springer adskillige århundreder frem i tiden og over på den anden side af floden, da jeg skal lære bydelen Abando at kende og forstå Bilbaos nyere historie.

Den begynder herovre i slutningen af 1800-tallet, hvor lokale industrifyrster, der havde tjent deres penge på minedrift og stålproduktion, begyndte at opføre villaer, palæer og herskabsejendomme i tidens dekorative arkitektur, som siden blev suppleret med det 20. århundredes modernismer i forskellige udtryk.

Det er en fryd for øjet at vandre ad de brede træbevoksede boulevarder, der udgår fra den blomstrende Plaza Moyuas runddel med de futuristiske »fosteritos«, som indbyggerne kærligt kalder Norman Fosters glasmarkiser over rulletrapperne ned til metroen.

De fleste seværdigheder er i gåafstand, så jeg tager den til fods ned til kulturcentret Azkuna Zentroa, der er indrettet i en firlænget rødstensbygning i spansk jugendstil. Tidligere husede den vin- og olieproduktion, men efter 40 års forfald blev den restaureret og suppleret med vildt interiørdesign af Philippe Starck.

Nu danner stedet rammen om et levende kulturliv i den offentlige atriumgård med dans, musik og performance, men også en walk-in kunstoplevelse inklusive udsigten til en tagpool med glasbund, hvor svømmernes bevægelser får den til at ligne en avanceret videoinstallation.

Byfornyelse og gadekunst

Museo de Bella Artes ved siden af det grønne åndehul, Doña Casilda Iturrizar-parken med importerede palmer, har varetaget finkulturen siden 1908 og regnes for et af Spaniens bedste med sin samling af klassikere som El Greco og Goy og modernister som Antonio Saura og Antoni Tàpies.

Lige nu undergår museet sin femte udvidelse, men er stadig åbent for besøgende. Det fornyes i højden for at have mere plads til de mange tusinde værker, og ligesom tidligere har de valgte arkitekter fået lov til at lade samtiden inspirere til udtrykket, men så det stadig harmonerer med de øvrige epoker.

Meget apropos, kommer jeg forbi ArtKlass på Plaza Euskadia. Den 45.000 kvadratmeter store nye boligblok er udtænkt af arkitekten Robert Krier som en hyldest til bydelens traditionelle udtryk uden at gå på kompromis med moderniteten, selv om facaderne er rige på ornamenter og kronede af grønne og gyldne kupler.

Det gamle arbejderkvarter, La Vieja, syd for San Antón-broen, har gennemgået en lidt anden byfornyelse, men det har givet det nedslidte område et opsving som populært udflugtsmål med alternative cafeer og butikker.

Her lyser husfacader og rullemarkiser op med farverige, kreative udsmykninger af både amatører og anerkendte street art-kunstnere på Calle San Francisco og de tilstødende sidegader, og for at løfte kvarteret yderligere, har kommunen skabt den årligt tilbagevendende BLV-ART Festival.

Kunstværker ude og inde

Nu er det blevet tid til Guggenheim. Museet virker mindre monumentalt ved hovedindgangen med Jeff Koonsskulpturen af hvalpen »Puppy«, der er udsmykket med titusindvis af levende blomster året rundt, fordi Frank Gehry tilpassede sit design på den skrånende industrigrund, så det ikke tager udsigt og opmærksomhed fra herskabsejendommene på den anden side af gaden.

Set fra den lave flodside er det en helt anden sag. Der rejser byggeriet sig som en kæmpehval, og man bliver aldrig færdig med at udforske dens former med de 42.875 lysreflekterende titaniumplader. Derfor er den bedste måde at nærme sig fra promenaden Evaristo Churruca Kaia, hvor der er opstillet vejrbestandige skulpturer som den genkendelige »Maman«-edderkop af Louise Bourgeois.

Indendørs er arkitekturen lige så betagende, og det giver en god forståelse af hele det komplekse projekt at starte med at se en fem-minutters film om de løse skitser, der endte med denne katedral for moderne kunst.

Her er nogle af alle de store fra det 20. århundrede: Anselm Kiefer, Yves Klein, Mark Rothko, Andy Warhol, Jean-Michel Basquiat, ja, og Asger Jorn, men også de nye, som tegner fremtiden.

Den største oplevelse er nok at stå på balkonen og kigge ned på museets største galleri for én kunstner, Richard Serras installation The Matter of Time, som er otte enorme rødbrune stålskulpturer i hans velkendte formationer.

Jeg skynder mig ned for også at opleve deres storhed tæt på, inden jeg afslutter med baskisk køkkenkunst på tallerkenen i museets udmærkede bistro.

Det var hele rejsen værd, men jeg er også glad for at have lært Bilbao by at kende.

Coverbillede: Bilbao Turismo

FRI var inviteret af Bilbao Turismo og Tour Spain, det spanske turistkontor, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 28. marts 2026.

Ønsker du mere inspiration til din næste ferie i Spanien? Find flere artikler her