Tyskland er det helt rigtige sted at tage hen, hvis du vil kickstarte julen. Her er fem stemningsfulde tyske julemarkeder, som kan nås på en smuttur fra Danmark.
Glühwein, juleklokker og glimtende lyskæder i den frostklare aftenluft.
Tyskerne er uofficielle verdensmestre i udendørs julehygge, og tæt på Danmark finder du nogle af Europas mest stemningsfulde julemarkeder. Her kan du juleshoppe i den smukkeste kulisse og fortabe dig mellem de små, oplyste boder med overdådige juleudsmykninger, der også byder på masser af lækkerier til ganen.
De tyske julemarkeder har rødder tilbage til senmiddelalderen, og det ældste dokumenterede julemarked er Dresdens Striezelmarkt, der blev nævnt første gang i 1434. Oprindeligt var formålet at give byens indbyggere mulighed for at købe forrådsvarer og håndværk til den kolde vinter, men markederne udviklede sig hurtigt til en social begivenhed, hvor folk mødtes for at fejre julens komme.

I dag er de tyske julemarkeder blevet en global attraktion, der trækker millioner af besøgende hvert år.
De fleste julemarkeder åbner i sidste weekend i november og holder åbent indtil juleaften. Julemarkederne er meget populære, og ikke mindst i weekenderne kan der være mange besøgende.
Det kan anbefales at besøge julemarkederne efter mørkets frembrud. De mange julelys skaber en helt særlig atmosfære, som er med til at gøre aftenstunden ekstra magisk. Hvert julemarked har sine egne specielle kendetegn, men nogle ting går igen de fleste steder: Du kan være så godt som sikker på at møde Glühwein, Currywurst og Christstollen, som er en traditionsrig tysk rosinkage bagt med kandiserede frugter og overstrøet med flormelis.
Hvis det kniber med at komme i julestemning, kan en tur til Tyskland med andre ord være den helt rigtige medicin.
FRI guider dig til fem legendariske julemarkeder, der alle ligger i overskuelig afstand fra Danmark.
Julemarked i Lübeck: Marcipan og julemagi i Nordtysklands perle
I Lübeck finder du et af Nordtysklands ældste og mest traditionsrige julemarkeder. Den gamle hanseby, der siden 1987 har stået på UNESCOs Verdensarvsliste, forvandler sig hvert år til et levende juleeventyr, hvor hygge og højtid går op i en højere enhed.
I det historiske centrum bidrager de smalle, brostensbelagte gader sammen med de velbevarede middelalderbygninger og det ikoniske Holstentor til den helt særlige atmosfære. Det er en oplevelse i sig selv bare at gå rundt og mærke stemningen på det mere end 350 år gamle marked.

Markedet er centreret omkring Marktplatz og Koberg, og i boderne kan man købe alt fra håndlavet julepynt og trælegetøj til lokale specialiteter. Du bør naturligvis prøve Lübecks berømte marcipan, der har været produceret i byen siden 1806. Mange af boderne på selve julemarkedet sælger den søde delikatesse, som også er på menukortet i den historiske Café Niederegger på Breite Strasse.
Julemarkedet i Lübeck byder også på mange kulturelle indslag. Hvert år afholdes der julekoncerter i byens kirker, blandt andet i den imponerende Mariekirke, der daterer sig tilbage til 1300-tallet.
Mange steder i byen er der levende musik, kor og teaterforestillinger, og er der børn eller barnlige sjæle med på turen, er Märchenland ved Mariekirken det rigtige sted at gå på opdagelse. Her finder du en eventyrskov med små huse med forskellige iscenesættelser af Brødrene Grimms klassiske eventyr.
Julemarked i Schwerin: Juleeventyr og romantik ved slottet
Blot en times kørsel fra Lübeck finder du Schwerin, som er hovedstad i delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Byen er særligt kendt for det imponerende Schwerin Slot – kendt som »Nordtysklands Versailles« – der omkranses af Schweriner See og Burgsee og fungerer som en eventyrlig kulisse for det årlige julemarked.
Schwerins julemarked daterer sig tilbage til det 18. århundrede og blev især populært under storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin, hvor slottet var centrum for både politisk og kulturelt liv. Markedet er tæt knyttet til byens kongelige fortid, og mange af traditionerne, såsom håndlavet julepynt og lokalt kunsthåndværk, har overlevet gennem århundreder.
Det er en betagende oplevelse at besøge markedet ved aftenstid, hvor slottet lyser op i vintermørket og indhyller markedet i en romantisk stemning. De høje spir kan ses fra mange steder i byen, og der er masser af middelaldermagi i den gamle bydel med bindingsværkshuse, hvor du udover de smukt pyntede markedsboder også møder mange fine krybbespil.

Som altid på et tysk julemarked spiller mad og drikke en vigtig rolle, og udvalget er stort, hvad enten du er til lune kastanjer, brændte mandler eller en en klassisk tysk bratwurst.
Du kan også se frem til at opleve det 25 meter høje juletræ, der stråler flot i skæret fra flere tusinde julelys, og du kan tage en tur i pariserhjulet og få en fantastisk udsigt over den smukke, juleoplyste by.
For historieinteresserede er Schwerin Slot en skatkiste af fortællinger. Slottet husede i generationer storhertuger, senere blev det til et museum, og i det socialistiske DDR blev det benyttet som pædagogseminarium. I dag er den ene fløj på ny blevet åbnet for besøgende, mens den anden fløj er hjemsted for Mecklenburg-Vorpommerns parlament.
Julemarked i Berlin: Julestemning i storbyens hjerte
Den tyske hovedstad er fyldt med julestemning i december og huser op mod 100 forskellige julemarkeder, så her er det udfordringen at beslutte, hvilket eller hvilke, man skal lægge vejen forbi.
Skal du kun besøge et enkelt, er markedet ved Breitscheidplatz et rigtigt godt bud. Det ligger ved foden af Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche midt i Berlins pulserende centrum, og det er uden tvivl et af Tysklands mest ikoniske julemarkeder. Den imponerende belysning er en oplevelse i sig selv, og de historiske omgivelser og den internationale atmosfære giver markedet sin helt egen personlighed.
Julemarkedet ved Breitscheidplatz har rødder tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, men først efter Anden Verdenskrig udviklede det sig til det store, populære marked, vi kender i dag.

Den ødelagte Gedächtniskirche, der blev bombet i 1943, står som et vartegn over krigens tragedie og giver markedet en særlig symbolsk betydning. Breitscheidplatz var under den kolde krig et centralt mødested for vestberlinerne, og julemarkedet blev et vigtigt symbol. I dag er det et af Berlins mest besøgte julemarkeder, der tiltrækker både lokale og turister fra hele verden.
Julemarkedet er blandt andet kendt for det 20 meter høje juletræ, der er pyntet med tusindvis af lys og et yndet fotomotiv for besøgende.
Hvis der efter markedsbesøget stadig er indkøbsappetit, kan du tage videre til den nærliggende handelsgade, Kurfürstendamm. Gaden omdannes i julemåneden omdannet til et sandt juleeventyr med mere end 600 lysende træer og en perlerække af flot pyntede butikker.
Julemarked i Flensborg: Familiehygge og juletraditioner i grænselandet
Du behøver ikke bevæge dig langt væk fra Danmark for at opleve ægte tysk julestemning. Hvert år i december forvandles Flensborgs charmerende bymidte sig til et charmerende og stemningsfuldt julemarked, der tiltrækker tusinder af besøgende fra begge sider af grænsen.
Markedet afholdes primært på Rote Strasse og Südermarkt, hvor de historiske bygninger, brostensgader og den nærliggende fjord bidrager til julemagien. Placeringen lige midt i grænselandet gør julemarkedet i Flensborg til et mødested for både danske og tyske traditioner.

I de mere end 100 boder finder du både håndlavet julepynt, kunsthåndværk og lokale specialiteter. Her er inspirationen fra både dansk og tysk design tydelig, og der er også kulinariske lækkerier fra begge lande: Fra danske æbleskiver og gløgg til tyske Bratwurst, Lebkuchen og Feuerzangenbowle, som er en varm, krydret punch.
Du bør naturligvis også unde dig et glas af byens berømte rom, der varmer godt i vinterkulden. Romtraditionen går tilbage til kolonitiden, hvor Flensborg var en vigtig dansk handelsby. Skibe herfra bragte store mængder sukker og rom med hjem fra de Vestindiske Øer, hvilket gjorde byen til et centrum for romproduktion i Europa.
Julemarked i Rostock: Historisk vingesus ved Østersøen
Der er julestemning til den helt store guldmedalje i hansebyen Rostock ved Østersøkysten, som er hjemsted for et af Nordeuropas største julemarkeder.
Julemarkedets historie går tilbage til det 16. århundrede, og i dag afholdes markedet med den smukke middelalderby som stemningsfuldt bagtæppe. Rostock var i Middelalderen en af Østersøens vigtigste handelsbyer, og rigdommen fra dengang afspejles stadig i byens arkitektur: Mariekirke, som er en af Nordtysklands største kirker, det ikoniske rådhus og Steintor, som er en velbevaret byport fra middelalderen.
Flere hundrede boder byder på alt fra håndlavet julepynt og trælegetøj til keramik og tekstiler. Tag også turen gennem Krämerstrasse, en af byens ældste gader, hvor håndværkere demonstrerer gamle teknikker.

Når sulten melder sig, kan du spise dig igennem Kröpeliner Strasse, også kendt som »Schlemmermeile«. Her kan du nyde varm æblemost, brændte mandler, hjemmebagte kager og prøve lokale specialiteter.
Prøv eksempelvis Rostocker Bratwurst, der ofte serveres med sennep og surkål, Mecklenburger Räucherfisch eller Marzipankartoffeln – små marcinpanboller, der rulles i kakaopulver, så de kommer til at ligne brunede kartofler.
Med til markedsoplevelsen hører også kirkekoncerter og historiske optog med middelalderklædte skuespillere, der fortæller om byens historie.
En særlig attraktion ved Rostocks julemarked er »Weihnachtsbaumstellung«, hvor et over 20 meter højt grantræ bliver rejst og pyntet med tusindvis af lys. Denne tradition, der går tilbage til 1800-tallet, og ceremonien tiltrækker hvert år tusinder af tilskuere. Træet hentes typisk fra Mecklenburgs skove og symboliserer Rostocks historiske rolle som handelscentrum for træ og tømmer.
Coverbillede: Adobe Stock/Mapics
Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 15. november 2025.
Ønsker du mere inspiration til din rejse til Tyskland? Find flere artikler her

