Como-søen: Glamour og gæstfrihed på det femstjernede Grand Hotel Tremezzo

ANNONCE

På Comosøens solrige vestbred ligger et af Italiens mest ikoniske hoteller. I mere end hundrede år har det tiltrukket rige og berømte fra hele verden.

Historiske pragtvillaer i pastelfarver, små pittoreske byer, azurblåt vand og kig til sneklædte bjergtoppe. Det er intet under, at Comosøen er blevet et af Italiens mest eksklusive rejsemål. Efter sigende havde de romerske kejsere smag for det søde liv ved den gudesmukke sø. I dag er det superstjerner som Taylor Swift og George Clooney, der kan spottes i området. Sidstnævnte har endda sin egen villa på en af de hundedyre adresser langs søbredden.

Midt i denne overdådige kulisse troner det femstjernede Grand Hotel Tremezzo omgivet af en privat park med blomsterflor, swimmingpools og solterrasser. Hotellet er opført i 1910 i en tid, hvor det var forbeholdt de få at tage på ferie – for da slet ikke at tale om et hotelophold i den liga. Her kunne den såkaldte La Belle Époque-elite gnubbe skuldre med hinanden i den skønne ubekymrede periode, før den første store verdenskrig brød ud, og verden gik af lave.

Book dit ophold hos Grand Hotel Tremezzo lige her.

Udforsk oplevelser nær hotellet

Powered by GetYourGuide

Et orange twist

Da vi ankommer, ligger Grand Hotel Tremezzo badet i et gyldent lys. Stedet oser stadig af glamour og gamle penge, og det er en nærliggende tanke, at instruktøren Wes Anderson har været en tur forbi, inden han lavede den æstetiske filmperle The Grand Budapest Hotel.

En butler klædt i bowlerhat og jakke med svalehale står klar til at tage vores kufferter og følge os indenfor. Værelserne og de højloftede saloner er indrettet i art nouveau-stil med fine pasteller, gardiner i tunge tekstiler, rubinrøde væg til væg-tæpper og imposante lysekroner med masser af krummelurer.

I en af de elegante opholdsstuer kan man slænge sig i bløde, buttede siddemøbler, der for nylig er blevet ombetrukket med limegrønt, lilla og koralrødt velour. Væggene er dekoreret med gamle silkebroderier, som en lille hilsen fra dengang, Comoregionens indbyggere tjente formuer på produktion af silke. Det gælder blandt andet den stenrige De Santis-familie, som i 1973 købte Grand Hotel Tremezzo og har drevet stedet lige siden.

Foto: Lise Kloch

I dag står Valentina De Santis, barnebarn af den oprindelige ejer, i spidsen for foretagendet, og hun har i den grad sat sit eget præg på det historiske hotel: Det iøjnefaldende velour er blot et af hendes mange originale indslag. Hun er også arkitekten bag hotellets ikoniske orange-hvide parasoller, der leder tankerne hen på en italiensk riviera i 1950erne. Den orange farve går igen i hotellets monogram – og i den velduftende produktserie, Aqua Como, som hun har skabt til hotellet.

Valentina De Santis har også sørget for at løfte arven i forhold til den service og gæstfrihed, som hotellet i alle dage har udmærket sig ved. Det gør også, at vi hurtigt føler os hjemme, til trods for at de luksuriøse omgivelser kan virke lettere intimiderende.

Grand Hotel Tremezzo

Hvor: Comosøen i Norditalien
Byggeår: 1910
Antal værelser: 84

Faciliteter: Tre swimmingpools, wellnessområdet T SPA (der blandt andet har en sauna med et vindue, så man kan nyde udsigten til søen og bjergene i baggrunden), fem restauranter, shops, bådture, romantisk picnic mm.

Hotellet holder åbent fra marts til november.

Nærmeste lufthavn: Milano
Nærmeste togstation: Como by

Nærmeste seværdighed: Den berømte gamle pragtvilla Villa Carlotta ligger nogle få minutters gang fra Grand Hotel Tremezzo. I dag er villaen åbent for besøgende og rummer en fin udstilling med blandt andet skulpturer af Bertel Thorvaldsen. Villaen er omgivet af en kæmpe botanisk have, man kan gå på opdagelse i.

Book her

Camoufleret fladskærm

Vores værelse har ligesom hotellets øvrige 83 værelser en helt vidunderlig udsigt. Fra den lille balkon kan vi skue ud over søen og over til den billedskønne by Bellagio på den modsatte søbred. Fra balkonen har vi også kig ned til den ene af hotellets tre swimmingpools, WOW-poolen (Water on Water), som flyder ude på søen. Den er ikke opvarmet som »Flowerpoolen« i det frodige parkanlæg i hotellets ‘baghave’, så vi springer svømmeturen over i denne omgang. Det er dog nemt at forestille sig, hvor forfriskende et sødyp må være i de hede sommermåneder, og hvordan den tilhørende ‘strandrestaurant’ må summe af liv.

Der er to fladskærms-tv på vores værelse, men da moderne hightech åbenbart ikke passer ind i hotellets designmanual, er de diskret gemt af vejen. Det ene finder vi ved sengens fodende. Skjult i en kasse betrukket med cognacfarvet læder (kan køres op og ned efter behov). Det andet hænger på væggen i værelsets ‘dagligstue’, camoufleret som et spejl og omkranset af en svulmende guldramme.

Guldrandet servering

Hotellets fem forskellige restauranter byder på serveringer for enhver smag. På Fine dining-restauranten La Terrazza skal man prøve den ekstravagante signaturret Risotto, oro e zafferano – risotto tilberedt med safran og pyntet med bladguld. Retten blev opfundet af den italienske mesterkok Gualtiero Marchesi, der i sin tid etablerede restauranten. Han er også kendt som ‘maestroen bag det moderne italienske køkken’ og er den eneste italienske kok, som har opnået at få tre Michelin-stjerner.

Foto: Lise Kloch

Skal middagen være lidt mere low key, er L’Escale Fondues & Wine Bar på etagen nedenunder et godt bud. Her er der pastaklassikere (med et twist), burrata og tiramisu på menuen.

Er vejret godt er frokostcaféen ved Flowerpoolen helt oplagt. Her tilbydes også madkurser – for eksempel i pizzabagning, som vi valgte, og som klart kan anbefales. Den ægte stenovn kombineret med kyndig vejledning fra stedets kok gav et ganske hæderligt resultat, og vi kunne nyde en vidunderlig hjemmelavet pizza efterfulgt af en Aperol Spritz – serveret med et orange og hvidstribet sugerør, naturligvis. Morgenmaden indtages på La Terrazza og består af en gigantisk buffet med alt fra valnøddehonning til frisk mozzarella. Hele herligheden er anrettet på overdådige sølvfade, og udvalget er så overvældende, at det næsten tager pusten fra os.

Før vi tager afsked med hotellet, går vi en lille gåtur i parkanlægget op til toppen af bakken, der er beklædt med blomstrende nerier og store rosmarinbuske. Her bliver vi belønnet med en mageløs udsigt ud over hotellet og det fortryllende landskab. Der er regn i luften, men vi behøver ikke være nervøse for at blive gennemblødt. Hotelpersonalet står klar med en paraply, så vi kan blive fulgt tørskoet ned.

Foto: Lise Kloch

Hollywood-divaen Greta Garbo skulle have sagt, at Grand Hotel Tremezzo var et af hendes favorithoteller. Efter selv et kort ophold, er det nemt at forstå hvorfor. Hotellet tiltrækker da også stadig folk fra de øverste luftlag, og listen af celebre hotelgæster, der blandt andre tæller skuespilleren Natalie Portman og fodboldspilleren Zinedine Zidane, vokser støt.

Book dit ophold her.

FRI var inviteret af Grand Hotel Tremezzo, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Denne artikel blev første gang bragt i FRI den 29. juni 2024.